Leder: Europas forår

1. MAJ var i lange tider arbejderbevægelsens festdag. Under sang og vajende faner drog man i skoven eller ud på fælleden for at vise sin styrke, sin solidaritet og sit kammeratskab.

For mange var majdagen også en kampdag, som i de vestlige lande ligner en anmasselse og en parodi på den ægte solidaritet, der ligger i globaliseringen, og som ikke mindst den såkaldte arbejderklasses funktionærer besværer sig over, når talen falder på eksport af arbejdspladser og indstilling af offentlige subsidier.

Lader vi dette være en indledende parentes, må dette års 1. maj siges at være en sand festdag. Denne 1. maj er Europas dag og må gerne blive husket som sådan i lange tider.

På denne forårsdag genforenes Europa.

Hvornår Europa blev delt, strides videnskaben om. Den engelske samtidshistoriker, Timothy Garton Ash, giver sit tankevækkende bud i dagens avis. Han mener, at delingen begyndte for allerede 500 år siden med en borgerlig og kapitalistisk modernitet, der fik fodfæste i Vesteuropa, men ikke i Øst- og Centraleuropa. Resultatet blev, at de øst- og centraleuropæiske lande drev ud i periferien og forpassede det industrielle gennembrud, fulgt af folkestyret.

Andre vil mene, at delingen fulgte senere - i forlængelse af Anden Verdenskrig, der gav Sovjetunionen mulighed for at skyde sin politiske grænse frem til Elben. Af denne uhyre erobring fulgte, som konstateret af den britiske krigsleder Winston Churchill, et jerntæppe fra Stettin ved Østersøen til Trieste ved Adriaterhavet. Med Centraleuropas undergang forsvandt også Europa i sin klassiske skikkelse. Vesteuropa lagde sig frivilligt og taknemmeligt ind under USA's beskyttelse. Østeuropa blev mod sin vilje og med kolossale menneskeofre underkastet Sovjetmagten.

Det er denne unaturlige deling, som ophæves i dag. Ihukommende den store tyske socialdemokrat Willy Brandt siger vi gerne: I dag vokser sammen, hvad sammen hører. På denne majdag er vi vidner til en af de største begivenheder i Europas tusindårige historie.

Det burde give anledning til fest. Sørgeligvis er det ikke tilfældet. Også det har sin forklaring.

Det var på et hængende hår, at et andet randområde, Norden, nåede at anbringe sig i Vesteuropa. Det perifære kompleks trives stadig i de kredse, som hyklerisk forskriver sig til Europas samling, men afviser EU, den eneste eksisterende og mulige samlingsmodel, der slet ikke er så demokratisk som ønskeligt, men som kan udbygges og forbedres, hvilket man ikke kan hævde om EU-modstandernes luftkasteller og drømmeslotte.

Andre randområder som De Britiske Øer, Grækenland og Den Iberiske Halvø skulle også komme sent ind, sent og tøvende. Europas forening - der ikke nødvendigvis er Europas Forenede Stater - er i sin kerne det gamle Vesteuropa, hvor uforglemmelige ledere som Adenauer, Schumann, Monnet og de Gasperi indledte en ny europæisk renæssance på Anden Verdenskrigs ruiner. At deres navne - så mange år senere - overskygger nutidens europæiske ledere ligger i disse sidstes middelmådighed, i deres manglende evne til at følge historiens kald.

Med optagelsen af tre baltiske, fem centraleuropæiske og to mediterrane lande bevæger EU's kraftcenter sig i østlig retning. Paris er allerede overhalet af historiens kræfter. London synes at foretrække periferien. Berlin foretager sig intet eller meget lidt under sin delvis handlingslammede regering, men kan muligvis rejse sig under nye ledere og ved hjælp af nye impulser - især fra Warszawa, men også fra Prag og Budapest, som forhåbentlig vil lægge deres historisk betingede komplekser bag sig og stå på det for både dem og os eneste rigtige, at også de er europæere i dette ords hele betydning.

Man kan som Garton Ash spørge, hvorfor der skulle gå 15 år, før centraleuropæerne blev lukket ind i det europæiske hus. Forklaringen er denne, at dybest set ønskede vesteuropæerne ikke at være i stue med centraleuropæerne. De opfatter centraleuropæerne som fattige fætre og kusiner fra landet, der måske, hvis de ellers begår sig, kan få adgang ad bagdøren.

Denne holdning har præget de ulideligt mange års forhandlinger, og det har været en skamfuld oplevelse. At vesteuropæerne ikke slog porten op på vid gab, men måtte trække tiden i langdrag med alle mulige og ganske mange umulige teknikaliteter og til sidst påtvang de så godt som forsvarsløse centraleuropæere et hårdere regime, end de byder sig selv, gør på forhånd, at samlivet i sin indledende fase ikke bliver nemt.

Til denne forudindtagethed kan føjes de fordomme, som trives i offentligheden, og som politiske kandestøbere har haft travlt med at fremme - påstandene om masseindvandring, tab af arbejdspladser, hærgende gangsterbander med videre. Foreløbig ser det faktisk ud til, at de rige lande vil profitere mest, sådan at forstå, at østlandene må afgive deres bedst uddannede unge til Vesten, mens vestlige kapitalinteresser opkøber østlandenes bedste industrier.

Lad dette i en afsluttende parentes være bekymringerne, og lad derefter denne majdag være en glædens dag.

Centraleuropæerne skal bydes et hjerteligt velkommen. Alle må kunne fryde sig over, at øst og vest genforenes, om det så er efter 500 år eller 50 år.

Med centraleuropæernes ankomst til EU følger ungdom og ideer og dynamik. Der følger kulturværdier, historiske minder og traditioner, som centraleuropæerne bevarede - også på vegne af Vesteuropa - i de år, da de i en voldelig ideologis navn blev holdt på afstand af Vesteuropa, og vesteuropæerne unødigt holdt sig på afstand af dem.

Skal det europæiske projekt lykkes - og det skal det, hvis vi ønsker et Europa i stadig udvikling og stadig fred, et Europa, som ikke ender i periferien - da er det vigtigt, at alle gør sig klart, at vi møder hinanden på lige fod, om end de materielle kår er uens.

Centraleuropæerne træder ikke ind i EU som andenklasses medlemmer. De vender hjem, og deres hjemkomst signalerer til andre - i Ukraine og Hviderusland, på Balkan og i Kaukasus - at Europa er for alle, som tænker europæisk.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.