Samarbejde om statistik
I JP 21/4 efterlyser chefkonsulent Jette Nøhr, Dansk Industri, en større venlighed og forståelse hos Danmarks Statistik, når virksomheder, der skal indberette til statistikkerne, bliver forsinkede.
Jeg vil gerne slå fast, at vi har et stort antal dygtige medarbejdere, som dagligt står i kontakt med store og små virksomheder. De udviser faktisk betydelig fleksibilitet, når de forsøger at få indberetningerne ind fra virksomhederne. Det er netop Danmarks Statistiks holdning, at vi prioriterer et godt samarbejde med virksomhederne højt. Langt de fleste virksomheder indberetter da også, som de skal og til tiden. Det er forudsætningen for, at vi kan forsyne Folketinget, regeringen, erhvervslivet, organisationerne og befolkningen som helhed med et retvisende billede af konjunkturudviklingen.
Der er virksomheder, som ikke indberetter til tiden. Dem rykker vi, og hvis det sker gentagne gange, kan virksomheden godt opleve, at vores forståelse har sine grænser. Som en sidste udvej kan vi også være nødt til at politianmelde de få virksomheder, der ikke overholder lovgivningen.
Store konsekvenser
Hvis vi blot accepterer, at nogle virksomheder indberetter for sent eller slet ikke indberetter, så får det betydelige samfundsmæssige konsekvenser. Vores konjunkturstatistikker om udviklingen i priser, lønninger, detailomsætning, udenrigshandel, betalingsbalance, beskæftigelsen i byggeriet osv. ville blive meget usikre og evt. helt misvisende. Det er der ingen, som kan være tjent med.
Danmarks Statistik bruger generelt meget små stikprøver af virksomheder, som skal indberette. Det giver et retvisende billede af udviklingen, når bare alle indberetter, som de skal.
En alternativ model er at have meget større stikprøver af virksomheder og så acceptere et vist bortfald, men det giver et knap så retvisende billede af konjunkturudviklingen. Det er en model, som anvendes i nogle andre EU-lande.
Hvis vi brugte den model, ville de virksomheder, der på denne måde slap for en politianmeldelse, naturligvis opleve det som en større "forståelse" fra vores side. Jeg tror bare ikke, at de mange flere virksomheder, der i stedet bliver forpligtet til at indberette, deler den glæde.