Kronik: En regering med fatal mangel på dømmekraft

Sagen om den tidligere efterretningsofficer Frank Grevil og hans udsagn, kontra hvad statsministeren vælger at fremlægge af FE-rapporter, er ikke krumtappen i sagen om dansk krigsdeltagelse - selvom det naturligvis kan være nok så vigtigt.

Der er nemlig en lang række andre forhold omkring krigen, som har mindst lige så stor betydning - og burde få lige så stor interesse.

FN bør efter over 10 års forsøg gennem Sikkerhedsrådet få Irak til at leve op til sit ansvar for at standse spredningen af masseødelæggelsesvåben. Det er for sent, når først giftgassen er spredt over en af vore store byer.

(Statsminister Anders Fogh Rasmussen 1/10 2002 i Folketinget)

Af de 72 siders offentliggjorte FE-rapporter er ca. hver anden en forside fra et dokument. Disse forsider består alene af overskrifter og i realiteten blanke. Der er ingen faktuelle oplysninger indeholdt i dem. Af de resterende sider har kun ganske få sider tekst, der udgør mere end en tredjedel normalside. For de sidste siders vedkommende er ca. en tredjedel ordrette gentagelser af foregående sider. Det siger sig selv, at der ikke er megen substans tilbage.

Når man dertil føjer, at denne substans er behæftet med en uhørt grad af i værste fald selvmodsigelser eller, når det er bedst, meget åbne vurderinger med mulighed for højst forskellige fortolkninger, så er vi i realiteten ikke blevet meget klogere.

Men inden pressen helt får frikendt regeringen, vil jeg gerne dvæle ved et par eksempler fra de offentliggjorte FE-dokumenter:

Flere steder (i den yderst sparsomme tekst) hedder det: »Hvis sanktionerne ophæves, kan Irak...« Man har altså bl.a arbejdet ud fra en præmis om, at hvis Iraks økonomi blev bedre, som følge af ophævede sanktioner, så antog man at Irak ville kunne genoptage sine våbenprogrammer. Det er sikkert rigtigt - men Irak fik ikke den kapitalindsprøjtning, som under Saddam Hussein kunne have aktiveret programmerne. Præmissen kan derfor ikke bruges til en vurdering af Iraks direkte trussel, og den vil aldrig kunne leve op til et folkeretligt grundlag for krig.

Efterretningsrapporterne ved simpelthen ikke, hvad de skal mene om Iraks formåen, når der gælder atomvåben. Der konkluderes både, at Irak ikke har atomvåben eller umiddelbar udsigt til at få det, og at der er atomvåbenprogrammer som, hvis en række forhold opfyldes, vil kunne gøre landet til atommagt i løbet af en årrække. Men der står ikke én linie om det dansk producerede urananlæg i Al-Qaim, som F. L. Smith eksporterede og installerede - trods det forhold at USA's Department of Defense så sent som i 2002 nævnte det som argument for, at Irak arbejdede på udvikling af atomvåben.

Flere af vurderingerne er helt tydeligt klippet sammen på en sådan måde, at vurderinger af Iraks besiddelse af masseødelæggelsesvåben henviser til historiske kendsgerninger, nemlig det dokumenterede kendskab fra Iran-Irak-krigen, fra Golfkrigen samt fra våbeninspektørernes arbejde i starten og første halvdel af 1990'erne. Det kan ikke danne grundlag for krig i 2003.

En særlig yndet gentagelse i det fremlagte materiale er vendingen »Der foreligger ingen sikre oplysninger om operative masseødelæggelsesvåben, idet det i høj grad er lykkedes Irak at hemmeligholde et eventuelt aktivt program«. Her er vi virkelig på spekulationernes overdrev. Lad os bryde sætningen op: »Der foreligger ingen sikre oplysninger om operative masseødelæggelsesvåben«. Fair nok. Men så fortsætter det: »..idet det i høj grad er lykkedes Irak at hemmeligholde et eventuelt aktivt program«. Hvordan kan man med stor autoritet sige, at det er lykkedes Irak at hemmeligholde noget, man derefter kun kan omtale som en eventualitet? Det giver simpelthen ikke mening. Det er nonsens!

Hvis det er, hvad statsministeren kalder bevisførelse, så står det sløjt til med den intellektuelle formåen. Den førnævnte FE-vending, og dens brug som bevisførelse, er kun overgået af Per Stig Møller, da han kaldte masseødelæggelsesvåbene for "psykologiske kendsgerninger".

Statsministeren havde lovet, at det var materialet som Berlingske Tidende allerede i februar havde viderebragt, der ville udgøre substansen i offentliggørelsen. Men læser man Berlingske Tidende 22/2, opdager man en passage, der handler om, at FE har oplyst regeringen om, at tjenesten vurderede, at Bush-administrationen ikke kunne tænkes at ville affinde sig med et Irak med Saddam Hussein ved magten. Deri ligger selvsagt også, at krig, allerede i 2002, var det sandsynlige scenario, al den stund at det var svært at forestille sig Saddam Husseins afgang som frivillig. Hvorfor var den passage fraværende?

En anden interessant undladelse er FE's tilsyneladende manglende interesse for begrebet henfald. Det gælder for bl.a kemisk materiale, at der er nogle krav til opbevaring, og der er en holdbarhedsdato.

Forskydninger i det ene kan påvirke det andet. Men ikke ét eneste sted i det fremlagte materiale diskuteres, om nogle af de kendte kemiske stoffer fra 1980'erne eller fra før FN-sanktionerne, kan være henfaldne - eller på godt dansk: at stofferne simpelthen kunne være blevet for gamle til fortsat at udgøre en trussel. Det er dog ganske interessant at få belyst i en trusselsvurdering.

Fra et demokratisk synspunkt er det dybt problematisk, hvis befolkning og parlament vildledes. I Danmark har Folketingets medlemmer pligt til at udøve parlamentarisk kontrol med regeringen, men det er selvsagt vanskeligt, hvis efterretningerne ikke viderebringes, eller hvis de beskæres på en sådan måde, at væsentlig information ikke tilflyder oppositionen - eller naturligvis hvis en regering decideret lyver.

Sagen om den tidligere efterretningsofficer Frank Grevil og hans udsagn, kontra hvad statsministeren vælger at fremlægge af FE-rapporter, er imidlertid ikke krumtappen - selvom det naturligvis kan være nok så vigtigt. Der er nemlig en lang række andre forhold omkring krigen, som har mindst lige så stor betydning - og burde få lige så stor interesse.

For der består en række helt afgørende misforhold og problemer, som den danske krigsdeltagelse i Irak-krigen har rejst. Lad mig blot nævne nogle få:



  • For det første at Fogh igen og igen hævder, at regeringen har bygget sit krigsgrundlag på åbne kilder og dermed, med åbenheden som skjold, afviser aktindsigt i en lang række af dokumenter og kilder, som efter alt at dømme kunne dokumentere, at regeringen - i det mindste - burde have vist bedre.
  • For det andet at Fogh, som så ofte citeret, har sagt at Irak havde masseødelæggelsesvåben: »Det er ikke noget vi tror. Vi ved det«. Og at samme Fogh, jævnfør citatet ovenfor, over for såvel folketing som offentlighed, har givet indtryk af en konkret trussel - udgående fra Irak og rettet mod bl.a Danmark.
  • For det tredje at Fogh igen og igen hævder at beslutningsgrundlaget, som det blev formuleret i B118, kun rummede én (af 13 mulige) henvisninger til masseødelæggelsesvåben. Dermed forbigår Fogh i alarmerende grad det faktum, at 12 (af de 13 mulige) punkter reelt henviser direkte eller indirekte til de FN-resolutioner - der alle sammen handler om netop Iraks afvæbning for masseødelæggelsesvåben.
  • For det fjerde f.eks de problemer, der ligger i, at regeringen nægter kendskab til F. L. Smith's urananlæg i Al-Qaim - som nævnt ovenfor. Uanset hvad så burde et sådant anlæg selvfølgelig indgå i en trusselvurdering af Irak, ikke mindst når regeringspartierne ved adskillige lejligheder har peget på faren for, at Saddam Hussein var ved at udvikle atomvåben.
  • For det femte hele det juridiske aspekt vedrørende folkeretten, proportionalitetsprincippet i FN-pagten og perspektiverne for et forpligtende internationalt samarbejde.
  • For det sjette de langsigtede konsekvenser ved at læne sig op ad en amerikansk sikkerhedsdoktrin, der tilsidesætter international ret og benytter "forebyggende angreb".
  • For det syvende det skred i argumentation, det er, at regeringen efterhånden kun kan retfærdiggøre krigen ud fra en "målet helliger midlet"-logik, nemlig at vi skal være glade for Saddam Husseins fald, hvilket rettelig bør rejse spørgsmål vedrørende konsekvenserne for international retsorden, risikoen for et irakisk shia-muslimsk præstestyre som i Iran, de civile irakiske og amerikanske militære tab, risikoen ved en udvikling i Irak fra statsterror (under Saddam eller en fremtidig islamistisk præst) til international terror etc. - dvs. en diskussion af, hvor høj en pris man vil betale både på de indre og på de ydre linier.


Forløbet frem til den danske beslutning om krigsdeltagelse havde fået et helt andet forløb, hvis den danske regering ikke havde lænet sig ukritisk op ad de britiske og amerikanske udlægninger af efterretninger, og hvis den danske regering havde brugt bare et minimum af energi på selvstændig, kritisk tænkning. For det er vigtigt at huske, at selv mainstream medierne i USA og Storbritannien havde en langt mere kritisk tilgang til deres respektive regeringers dokumentation for krigens nødvendighed. Alene dét forhold burde have manet til eftertanke i Statsministeriet. Jeg har allerede nævnt, at fremtrædende ministre og kilder i efterretningsvæsenerne stillede sig overordentlig kritisk overfor USA's krigsgrundlag.

Det samme gjorde FN-systemet. Det amerikanske militærakademi West Point lækkede en rapport, der pegede på, at den amerikanske regering slet ikke var forberedt på overgangen fra krigsmagt til politistyrke i et post-Saddam Irak.

Den amerikanske regerings egen udsending med 25 års diplomatisk erfaring afviste pure beskyldningerne om, at Irak havde forsøgt at købe uran i Niger. Han kaldte dokumentationen for "konstrueret" og "fabrikeret".

I det hele taget var indicierne på, at krigen var ved at blive en realitet på et helt forfejlet grundlag, så omfattende og så pålidelige - og har jo siden vist sig rigtige - at den danske regering udviste en fatal mangel på dømmekraft, da den tromlede beslutningen igennem med det spinklest tænkelige flertal i ryggen.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.