Hårde tider for Bush
TRODS FORDELEN ved fuldstændig kontrol med regeringsapparatet, de fleste medier, erhvervslivets ledere og en gigantisk overvægt i indsamlede kampagnemidler parret med en ny ophedning af den amerikanske økonomi, er præsident Bush' genvalgskampagne i alvorlige vanskeligheder. Den republikanske valgmaskine er kørt fast.
Den amerikanske økonomiske vækst, drevet frem af ufinansierede skattelettelser, lav dollarkurs, voldsomme underskud på betalingsbalancen og en fornyet opskrivning af aktiekurser, har hidtil - på nær jobtallene fra marts - ikke ført til nogen markant forbedring af arbejdsløshedssituationen. Jobløs vækst er mareridtet i Washington (som i København). Værst er det, at arbejdsløsheden rammer særligt hårdt i store midtvestlige stater - hvor præsidentvalget bliver afgjort.
En katastrofe
Krigen mod Irak, der skulle have været præsidentens "fineste time", har udviklet sig til en katastrofe. Alle de officielle grunde for krigsdeltagelsen er blevet afsløret som forkerte. Volden eskalerer dagligt. Både sunni- og shiamuslimer er i oprør. Koalitionsstyrkerne har mistet kontrollen med større byer og bydele. Hævnaktioner over for de mange terror-/oprørsaktioner skaber endnu større modstand. Amerikanerne lærer af Israel, hvordan man skal bekæmpe arabisk modstand mod udenlandsk besættelse - med de samme nedslående resultater.
Private hære og vagtværn med tusindvis af professionelle lejesoldater virker yderligere provokerende, og sikkerheden forværres dag for dag. De udenlandske deltagere i koalitionsstyrkerne - bortset fra de præsidenttro briter - nægter at deltage i kamphandlinger og hævnaktioner. De ser sig selv som fredsbevarende.
Men hvad er det for en fred, de skal beskytte? Ikke kun Spanien, men også andre lande har bebudet deres tilbagetrækning af tropper. Det gælder Norge og Ukraine f.eks. Andre som Polen og Australien tøver og føler sig delvis ført bag lyset. Koalitionen smuldrer, og hvad er egentlig dens status efter 30/6?
Terrorbekæmpelsen er heller ikke længere et trumfkort for Bush. 11. september-kommissionen med fremtrædende republikanere og demokrater stiller flere og flere ubehagelige spørgsmål om, hvorfor Bush og hans toprådgivere overhørte alle CIA's advarsler inden terrorhandlingen i World Trade Center . Ligeledes har det skadet præsidentens troværdighed, at hans topchef på terrorbekæmpelse, Richard Clarke, direkte har anklaget Bush for manglende vilje til at gøre noget ved terrorismen før d. 11. september.
Endelig har det vist sig, at de påståede bånd mellem Al Qaida og Bagdad ikke eksisterede. Tværtimod har Irak-krigen skabt endnu flere fanatiske modstandere af de vestlige samfund, og terroren vil desværre sprede sig endnu mere. Samtidig går aktionen i Afghanistan skuffende, og topledelsen i Al Qaida er stadig på fri fod, mens de USA-allierede lande Pakistan og Saudi-Arabien stadig huser de fleste terrorister.
Aggressiv kandidat
Bush har - efter egen beslutning - meldt sig som aggressiv modkandidat til senator Kerry fra demokraterne. Det er helt usædvanligt, at en siddende præsident så tidligt i kampagnen bortkaster rollen som den alfaderlige præsident for nationen. Bush' svar på kritikken af ham har været en massiv indsats i tv med snesevis af millioner dollars i negative reklamer mod hans modstander.
Hidtil har resultaterne været blandede, og kun to ud af hver fem amerikanere har tillid til Bush-regeringens håndtering af Irak og terrorbekæmpelsen.
Og hvad angår alle de hjemlige emner som beskæftigelse, miljø og uddannelse har republikanerne hele tiden været bagud i forhold til demokraterne.
Det ser ikke lovende ud. Bush har det hårdt.