Overraskelse på Bornholm
PÅ EN ELLERS fredelig skærtorsdagsmorgen i Arnage på Bornholm, da jeg læser gårsdagens Jyllands-Posten som dagens morgenavis, ser jeg til stor overraskelse, at Bornholms befolkningstal med store typer formindskes med 10.000.
Som bornholmer forstår jeg nu bedre, at JP ikke beskæftiger sig med det famøse færgeforlig, der fra 2005 katastrofalt nedsætter kapaciteten til og fra Bornholm og henviser bornholmske københavnsrejsende til Køge. Tilsyneladende efter en grov politisk rævekage, som ca. 33.000 bornholmere har underskrevet en protest imod, hvilket vel nok er den største danske underskriftindsamling i mands minde, men ikke nok til at råbe hverken medier eller politikere derovre op.
Da jeg har mødt jyder, der tror, at Bornholm er på størrelse med Ærø eller Samsø, forstår man bedre JPs nedgradering af øen.
Da jeg voksede op, var "lille" Bornholms befolkningstal ca. 50.000 - på samme størrelse som Færøernes og Grønlands.
Med den hast, afviklingen af Bornholm nu foregår, kan befolkningstallet selvfølgelig i løbet af en kortere årrække sagtens falde til JP's 33.673.
Heldigt for Bornholm er det trods alt knap 45.000 i foråret 2004.