Kronik: "Den sorte legende" er ren spekulation

David Gress' kronik om de italienske kommunisters mulige skjulte hensigter med det blodige attentat på tyske SS-soldater i Rom i april 1944 trænger til nogle præciseringer, for skellet mellem den historiske redegørelse, de løse rygter, den rene konstruktion og Gress' private kommentarer og fortolkninger er meget flydende, skriver dagens kronikør.

David Gress' kronik om begivenhederne i Rom den 23. og 24. marts 1944 ("Massakren i Rom og den sorte legende", JP 25/3) kræver et par kommentarer.

Kronikken er dels en redegørelse for selve begivenhedsforløbet - italienske frihedskæmperes bombeattentat mod tyske politisoldater og tyskernes efterfølgende drab på italienske fanger - og dels en fremlæggelse af det, som Gress selv kalder den "sorte legende" om de italienske kommunisters skjulte hensigter med attentatet, deres ansvar for repressaliernes omfang og forskellige komplotter, som angiveligt knytter sig til attentatet og repressalierne.

Det er påstande, som har været i omløb i årevis i Italien, hvor de er blevet konstrueret og kolporteret af kommunisternes politiske modstandere samt af ny- og gammelfascister, der har haft - og fortsat har - interesse i at delegitimere modstandskampen og anbringe fascister og antifascister på samme moralske niveau.

David Gress tager visse forbehold over for "legenden", men alligevel er skellet mellem den historiske redegørelse, de løse rygter, den rene konstruktion og Gress' private kommentarer og fortolkninger meget flydende.

Der er derfor brug for nogle enkelte præciseringer.

Attentatet i Via Rasella blev ganske rigtigt planlagt, beordret og gennemført af medlemmer af de kommunistiske kampgrupper GAP. Men frihedsrådet CLN, hvori også de øvrige store antifascistiske partier (kristelige demokrater, socialister, liberale og Partito d'Azione) var repræsenteret, tog efterfølgende ansvaret for det. Den allierede overkommando havde i begyndelsen af februar 1944 bedt general Badoglios medkrigsførende italienske regering i Bari om at sørge for, at partisanerne gik til angreb bag de tyske linier, og CLN's militærråd, som var anerkendt af Badoglios regering, havde opfordret de romerske modstandsgrupper til at udføre opsigtsvækkende aktioner. Alene i marts 1944 gennemførtes over 75 attentater i Rom.

Den tyske øverstbefalende i Italien feltmarskal Kesselring udtalte ganske rigtigt efter krigen, at han ville have standset hævndrabene - 10 italienere for hver af de 33 dræbte tyskere - hvis attentatmændene havde overgivet sig. Men Kesselring har også indrømmet, at tyskerne ikke gjorde noget forsøg på at få attentatmændene til at melde sig. De 335 italienere blev skudt i dybeste hemmelighed allerede dagen efter attentatet, og gengældelsesaktionen blev først bekendtgjort, da den havde fundet sted.

Derudover forekommer tanken om, at attentatmændene burde have overgivet sig til tyskerne for at hindre repressalier, moralsk tvivlsom og desuden direkte uansvarlig. De modstandsfolk, der kæmpede mod den nazistiske besættelsesmagt, havde pligt til ikke at bringe sig selv i en situation, hvor deres modstandere måske kunne tvinge dem til at udlevere oplysninger, som ville kunne koste deres kammerater livet. Og siger man, at GAP-folkene i Rom burde have afholdt sig fra attentatet for ikke at provokere tyskerne, kan man lige så godt sige, at de tjekkiske modstandsfolk, hvis mord på SD-chefen Reinhard Heydrich udløste Lidice-massakren, eller de franske frihedskæmpere, hvis indsats fik tyskerne til at udslette Oradour-sur-Glane, burde have forholdt sig passive. Eller at de danske frihedskæmpere, hvis aktioner udløste nazisternes clearingdrab, var ansvarlige for mordet på f.eks. Kaj Munk.

Ud fra en strengt juridisk betragtning er det muligvis korrekt, at tyskerne havde lov til at henrette italienske gidsler som straf for partisanangreb. Den italienske domstol, der i 1948 idømte Herbert Kappler livsvarigt fængsel, anerkendte i hvert fald denne ret, men sagde samtidig, at drabet på de 335 ikke opfyldte kravene til repressalier: Der bestod hverken alvorlig fare eller nødvendighed; antallet af ofre gik langt ud over, hvad der var nødvendigt for at hindre gentagelser af partisanernes handling; drabene blev gennemført på en grusom måde, og ofrenes grundlæggende menneskerettigheder blev krænket; der blev ikke gjort noget forsøg på at finde gerningsmændene; "gidslerne" havde ikke nogen del i gerningsmændenes ansvar; og de var ikke på forhånd blevet erklæret for gidsler. Der var derfor efter rettens mening ikke tale om repressalier, men om massemord.

Det er ikke rigtigt, at PCI var ene om at satse på vold i kampen mod tyskerne og fascisterne, og at de øvrige partier især satsede på spionage, propaganda og sabotage mod fabrikker og jernbaner. Bag de tyske linier kæmpede katolikker, socialister, radikal-liberale, konservative og partiløse side om side med kommunisterne.

Gress skriver, at for kommunisterne var "attendismo" (dvs. den opfattelse, at partisanerne skulle holde sig i ro og først gå i aktion, umiddelbart før de allierede styrker rykkede ind) "borgerlig fejhed," der " skulle vaskes bort i blod." Det har nogle af dem sikkert ment. Andre har ligesom deres katolske, socialistiske, konservative osv. kampfæller ment, at det ville være æreløst og politisk uhensigtsmæssigt blot at sidde passivt og vente på at blive befriet af udenlandske soldater. Albert Kesselring har udtalt, at de italienske partisaner bandt seks tyske divisioner bag fronten. Det betyder naturligvis ikke, at de allierede ikke ville have vundet krigen uden partisanernes bidrag, men det gjorde en forskel.

Om situationen i Rom efter attentatet i Via Rasella sagde Kesselring: »Rom var blevet en sprængfarlig by for os. ... Sikkerheden umiddelbart bag fronten var et alvorligt problem for os. Kamptroppernes moral led også direkte under det, for de kunne ikke længere sendes til Rom på korte orlovs- og hvileophold.«

David Gress betegner attentatet i Via Rasella som et mord på »uskadelige tyrolske familiefædre« og »sydtyrolske reservister«, der »var sat til vagttjeneste i Rom, fordi de ikke ville til fronten.«

De 33 politisoldater, der blev dræbt ved attentatet, var ganske rigtigt sydtyrolere, nogle af dem italiensksindede, andre tysksindede. De spændte i alder fra 27 til 43 år med et gennemsnit på 38. (Den ældste af attentatmændene var 55). Den kolonne, der blev angrebet i Via Rasella, bestod af 150 mand. De var alle bevæbnet, og blev ledsaget af køretøjer med maskingeværer. De tilhørte 3. Bataljon af SS-Polizeiregiment Bozen. Regimentets to øvrige bataljoner blev sat ind mod partisaner hhv. på Istrien og i Norditalien. Begge bataljoner kæmpede hårdt og gjorde sig ved flere lejligheder skyldige i krigsforbrydelser. 3. Bataljon forrettede ganske rigtigt vagttjeneste i Rom, samtidig med at mandskabet blev uddannet. De overlevende kom senere i kamp mod partisaner i Norditalien.

Det er sandt, at de overlevende fra 3. Bataljon ikke deltog i drabene på de italienske fanger, men ikke fordi de afslog. Deres chef Herbert Kappler mente ikke, at de ville være i stand til at gennemføre operationen, og spurgte dem slet ikke.

Uanset deres alder, familieforhold, militære evner og evt. lyst eller ulyst til at hævne deres faldne kammerater var politiregimentets medlemmer uniformerede og bevæbnede repræsentanter for den tyske besættelsesmagt, som allerede havde gjort sig skyldig i talløse forbrydelser (pengeafpresning mod Roms jøder, deportation af jøderne, tvangsudskrivning af arbejdere, mord, vold, tortur ...) samt for de væbnede styrker i en stat, som Kongeriget Italien var i krig med.

Det er en central påstand i den "sorte legende", at kommunisternes egentlige hensigt med attentatet var at få tyskerne til at henrette ledende medlemmer af konkurrerende antifascistiske grupperinger, herunder den venstreorienterede Bandiera Rossa. Historien stammer fra en bog skrevet af et medlem af Bandiera Rossa, men støttes ikke af hans kammerater og må betegnes som ren spekulation. David Gress tager da også selv afstand fra den.

Direktøren for Regina Coeli-fængslet, Donato Carretta, som udvalgte en del af de fanger, der skulle henrettes, var ganske rigtigt en gådefuld person: Han var tyskernes fangevogter, men forsøgte samtidig at modvirke deres grusomheder. Hans død er dog mindre mystisk, end Gress fremstiller den: Carretta blev myrdet den 18. september 1944 - mens man endnu arbejdede på at udgrave og identificere de 335 lig - af en menneskemængde, der var trængt ind i Roms justitspalæ for at lynche byens politichef Pietro Caruso. Da de ikke kunne finde Caruso, kastede de sig i stedet over Carretta, der befandt sig i retssalen for at vidne mod Caruso. Caruso kom for retten den 20. september, blev dødsdømt og henrettet to dage efter. Instruktøren Luchino Visconti filmede rettergangen. En kort sekvens kan ses på http://www.lincei-celebrazioni.it/iprocesso.html .

David Gress skriver om det berømte interview i Salerno, hvor kommunistlederen Palmiro Togliatti i begyndelsen af april 1944 erklærede sit partis vilje til at samarbejde med den kongelige regering og formulerede dets mål som at deltage i den fælles kamp mod fascismen snarere end at virke for en socialistisk revolution: »Vi ved nu, at vendepunktet i Salerno var et i Moskva aftalt spil, der skulle narre de øvrige CLN-partier.«

Det er ikke helt klart, hvad han mener.

At Togliatti udtalte sig i forståelse med - hvis ikke ligefrem efter ordre fra - Stalin er da vist ikke nogen nyhed. Men hvordan den skulle kunne narre de øvrige CLN-partier er svært at forstå. Narre dem til hvad? Til at tro, at PCI ikke længere var kommunister, eller at de ikke ønskede magten i Italien efter krigen? Det er svært at forestille sig, at Togliatti, der var alt andet end naiv, kan have troet på det.

Togliatti blev i øvrigt minister i en samlingsregering april 1944, og kommunisterne var med i skiftende regeringer indtil maj 1947. I 1946-47 var de med til at skrive den nye forfatning, der trådte i kraft januar 1948.

Uanset hvilke motiver David Gress mener at kunne skimte bag Salerno-talen, var den med til at skabe grundlaget for et demokratisk nationalt fællesskab efter næsten et kvart århundredes fascistisk diktatur, besættelse, krig og borgerkrig.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.