DF i en nøddeskal
DANSK FOLKEPARTI har i et helt uhæmmet personangreb krævet undervisningsminister Ulla Tørnæs' afgang. Partiet har hermed slået sin egen bundrekord for behandlingen af politiske modstandere og anslået en tone, som kun kan bidrage til politikerlede.
Under den nuværende regering er indgået en stribe forlig under undervisningsministerens kyndige ledelse. Det danske skolevæsen bevæger sig efter årtiers SR-ledelse nu i den rigtige retning. Reform afløser reform.
Endda i respekt for at beslutninger omkring folkeskolen også skal tages lokalt. DF's formål har alene været at komme i avisen. Lancering af synspunkterne den nyhedsløse langfredag understreger DF's seriøsitet.
Hvis Dansk Folkeparti virkelig ønskede en anden undervisningsminister, kunne det stille Ulla Tørnæs et mistillidsvotum. Det gør man ikke. Det kunne jo få alvorlige politiske konsekvenser for partiet og regeringen. Og formålet var jo også alene at komme i avisen. Det lykkedes i hvert fald.