Kronik: Hvordan lykkes det Lykketoft at tumle Auken?

Mogens Lykketofts genistreg - Svend Aukens gnidningsløse omvendelse til strammer i indvandringspolitikken - har slået den danske verden med forbavselse og beundring. Nu kan Lykketoft så blive statsminister på en indvandringspolitik, han bekæmpede med næb og kløer, da han var finansminister. Det er ikke logisk. Endnu mindre troværdigt. Men politisk er det, skriver dagens kronikør.

Mogens Lykketoft er inde i en stime af medgang. Han er nyforelsket, hans galluptal går fremad, der er ro i hans parti, ja, selv hans fipskæg ser velfornøjet ud. Og - hvad der nok er allervigtigst - han har Svend Auken under kontrol.

Lykketofts politiske fremgang skyldes nemlig én ting, som mange socialdemokrater ikke kan lide at se i øjnene. Lykketoft har uden nævneværdig uro i geledderne drejet sit partis udlændingepolitik hen i nærheden af Dansk Folkepartis.

Da Karen Jespersen og Poul Nyrup Rasmussen på folketingsgruppens berømte møde i Havnsø i efteråret 2000 foreslog at gøre det samme, modsatte Svend Auken sig det på det heftigste og erklærede, at noget sådant ville være et moralsk sammenbrud for Socialdemokratiet. Og han ville i hvert fald ikke være med i sådan et parti.

Derved tvang Auken sit parti ind i en undergangsspiral, der førte til det socialdemokratiske katastrofevalg i 2001.

Mogens Lykketofts genistreg er, at han har fået Auken til at sige god for Karen Jespersens indvandringspolitik. Dog uden af nogen af dem tager den skinbarliges navn i deres mund. Det kunne Lykketoft passende have gjort i Havnsø for fire år siden. Så havde Socialdemokratiet ikke mistet 13 mandater, og Poul Nyrup havde sandsynligvis stadig været statsminister.

Men indtil valget i 2001 havde Mogens Lykketoft den samme opfattelse som Svend Auken, at Karen Jespersen ikke var stueren, når hun ville have et dansk Danmark og ikke et halvt muslimsk.

Kendte Mogens Lykketoft da ikke til indvandringens virkelighed, før han blev partiformand? Jo, han kendte udmærket til den muslimske kvindeundertrykkelse, tvangsægteskaberne, sharia-barbariet, den muslimske imperialisme osv. Lykketoft er valgt i muslimernes danske Mekka, Københavns vestegn. Kyndige partifæller, der kender Mellemøsten, har helt tilbage fra 1980'erne informeret ham om de muslimske tankegange og politiske mål. Som jo er, at muslimerne ikke skal integreres i Vesteuropa, men udgøre et brohoved for en kultur, der ikke ønsker frihed og lighed, men ensretning.

Den muslimske sharia-kultur med dens kønsforskrækkelse og kvindeundertrykkelse er først og fremmest et kulturspørgsmål. Og kulturen interesserer ikke Lykketoft ret meget. Han har tre hovedinteresser, magten, økonomien og det politiske spil på Christiansborg.

Netop økonomiske overvejelser kunne dog have fået den påpasselige finansminister Lykketoft til at begrænse den indvandring, der vel koster Danmark et sted omkring 75 milliarder kr. om året. Men indtil han blev partiformand, var det altså vigtigere for Mogens Lykketoft at synge med på Overdanmarks sang om, at det folkelige Danmarks nej til et multikulturelt samfund var svinehundenes glammen. Lykketoft afviste igen og igen Karen Jespersens fortvivlede forsøg på at få åbnet Nyrup-Jelved-regeringens øjne for indvandringens farer.

Først da han blev partiformand, forstod Lykketoft disse farer.

Hvad skyldes denne sildige opvågnen?

Svaret er at hente inden for psykologien. Det sjove ved politik er jo, at det er så menneskeligt, at det halve kunne være nok.

Lykketoft og Auken har siden Krags og Hækkerups dage været Socialdemokratiets kometer. Nyrup har stået mere i baggrunden. Lykketoft og Auken er dygtige djøf-politikere. Flere hoveder højere end deres omgivelser i partiet. Og de har hver især fra de var store drenge anset det for bedst for landet, at netop de blev statsminister.

Lykketofts ufolkelighed og koleriske temperament gjorde det i mange år usandsynligt, at han skulle nå sit mål. Auken var derimod tæt på det efter valgsejren i 1990. Men de radikale ville ikke have ham. Trods sin intelligens og charme mangler Auken det beslutsomme tag, en statsminister skal have.

Da alle - undtagen Svend Auken og Bettina Heltberg - kunne se, at Socialdemokratiet ikke kunne generobre regeringsmagten med Auken i spidsen, førte Lykketoft sin gamle ven, Poul Nyrup, frem. Og da Nyrup jo på anden vis havde invaderet de radikale, var der ingen forbehold her. Det var der derimod hos Svend Auken, som jo kæmpede det bedste, han havde lært, for at bevare sin formandspost og sin - umulige - drøm om at blive statsminister.

Akademikerbarnet Auken tabte til arbejdersønnen Nyrup, som Auken næppe betragter som sin åndelige ligemand.

Så styrede de tre gamle Frit Forum-kammerater ellers Danmark i 1990'erne. Og gjorde det vel i det store og hele godt. Lykketoft styrede mest, selv om det var Nyrup, der var statsminister. Sådan er balanceforholdet nu engang mellem de to.

Lykketoft fik demonstreret, at Socialdemokraterne kan holde styr på statskassen. Men han fik også demonstreret, at socialdemokraterne i alliance med de radikale ikke kan holde styr på indvandringen. Ganske simpelt fordi de radikale sammen med Enhedslisten repræsenterer de ti pct. af befolkningen, der ønsker Danmark gjort multikulturelt.

Men hvorfor vendte Lykketoft som finansminister sig ikke mod en slap indvandringspolitik, som han kunne se ville føre hans regering i fordærv?

Forleden sagde han til Jyllands-Posten, det var, fordi han dengang ikke forstod vælgernes stærke følelser i indvandringssagen.

Mon dog?

Mon han ikke allerede dengang var i gang med den manøvre, der skulle få Nyrups admiralsskib til at støde på grund?

Op til valget i 2001 forsøgte Nyrup flere gange med Karen Jespersens hjælp at komme ud af indvandringsklemmen.

Lykketoft og Auken var imidlertid enige om, at den klemme skulle han ikke ud af. Deres motiver var beslægtede, men ikke identiske.

Auken kunne godt unde "kongemorderen" Nyrup et nederlag af samme format, som Nyrup havde tildelt ham i 1992. Og Lykketoft kunne jo godt se, hvem der stod for tur som partiformand, hvis Nyrup fik en på torsken. Hele Danmark var vidner til Lykketofts og Aukens tilfredse ansigter på valgnatten, da Nyrup stod grædefærdig foran dem på podiet og sang om det smældende, røde flag, der nu blev rullet sammen for en stund.

Den aften - eller var det først ved morgenkaffen dagen efter? - sagde Auken til Lykketoft: Nu skal du være partiformand!

Men Lykketoft vil ikke kun være partiformand. Han vil være statsminister. For at han kan blive det, måtte Auken slå en kolbøtte i indvandringssagen, fra slapper til strammer. Hvad Lykketoft har sagt til Auken for at få ham til at sluge den kamel, vil hverken han eller Auken nogensinde fortælle os andre.

Men måske har de ikke behøvet sige så meget. De er jo intelligente mennesker, der ved, hvad spillet går ud på. Auken har vidst, at hvis Socialdemokratiet ikke fik en indvandringspolitik a la Dansk Folkepartis, blev Lykketoft aldrig statsminister. Og så ville det stå klart, at Nyrup, "kongemorderen", var den eneste af de tre, der magtede at blive statsminister. Derved ville "kongemordet" være retfærdiggjort, hvad det aldrig kan blive i Svend Aukens - og Bettina Heltbergs - bevidsthed.

Lykketofts genistreg - Aukens gnidningsløse omvendelse til strammer i indvandringspolitikken - har slået den danske verden med forbavselse og beundring.

Men kræver den egentlig meget andet end lidt hårdhændet handlekraft og lidt psykologi for hvermand? Mænds forfængelighed og lyst til at betale nederlag tilbage er stor.

Nu kan Lykketoft så blive statsminister på en indvandringspolitik, han bekæmpede med næb og kløer, da han var finansminister. Det er ikke logisk. Endnu mindre troværdigt. Men politisk er det. Og hvad! Måske egner Lykketoft sig til jobbet. Han har i hvert fald set frem til det i 50 år.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.