Den frie ret og den rette pligt
RODEIN AL-HADID, folketingskandidat for CD, klandrer i JP 8/4 kulturminister Brian Mikkelsen for i sagen om foreningen PEN at blande sig imod dansk tradition for foreningers selvbestemmelsesret.
Han røber derved en vis uklarhed vedrørende traditionen i multiforeningernes Danmark. Reglen er ellers den ganske enkle, at enhver gruppe frit kan danne en selvfinansieret forening med egne ønskede regler, så længe formålet er lovligt.
For foreningen PEN's vedkommende fandt staten, at dens formålsparagraf var af almen interesse og bevilgede derfor et årligt støttetilskud på 50.000 kr. Ved den begrundede afvisning af Lars Hedegaard som medlem afslører foreningen, at dens egeninteresser ikke længere kan anses for almene, hvorved begrundelsen for statsstøtten bortfalder.
Kulturministerens afgørelse er således helt i tråd med dansk tradition:
PEN følger sin frie ret og Brian Mikkelsen følger sin rette pligt.