Leder: Emsig velgørenhed
I DANMARK er der en tilsyneladende stadigt voksende skov af foreninger og organisationer, der har hjælp og velgørenhed som eneste formål og eksistensberettigelse. Grundlæggende er det smukt og altruistisk, at mennesker hjælper andre mennesker på områder, hvor fællesskabets midler, vilje eller evner ikke rækker.
Som folkefærd betragtet synes danskerne også villige til at komme til lommerne, når hjælp er nødvendig.
Men velvilligheden og tålmodigheden sættes ind imellem på alvorlige prøver. Det sker eksempelvis, når der afsløres misbrug og frås hos organisationerne. Det sker, når der opbygges bureaukratier, der stundom kan overskygge organisationernes egentlige formål. Det sker, når hjælpe- og velgørenhedsorganisationerne tager danskernes villighed til at hjælpe som en selvfølge, også selv om indsamlingens mål eventuelt er helt eller delvist forfejlet, som f.eks. når der samles ind til katastrofehjælp, der ikke er behov for.
Senest er hjælpe- og velgørenhedsorganisationer blevet angrebet af folkesporten misundelse, idet nogle er godkendt, så de må foretage landsindsamlinger, mens andre ikke må. Denne tilsyneladende forskelsbehandling kan man selvfølgelig ikke have i en branche, hvor det forjættende ord er landsindsamling - personligt og direkte angreb på folks tegnebøger. Dagens tilstande skyldes en lov fra 1971. Dengang fik de organisationer, der kunne dokumentere, at de havde lavet indsamlinger over en årrække, godkendelse til fortsat at kunne gøre det. Organisationerne uden for det gode selskab kræver lovændring, og formanden for Folketingets Retsudvalg, SF'eren Anne Baastrup, tager nu sagen op.
Justitsministeren, under hvem det hele hører, er ikke umiddelbart tilbøjelig til at ændre meget. Det er et udmærket signal at sende. Et andet signal kunne være, at skal der laves ændringer, bør de også omfatte mere stringente regler for, hvor anmassende organisationerne må optræde, eksempelvis direkte på folks dørmåtter, hvor alskens godgørenhed efterhånden påduttes sagesløse danskere.
Almindelig anstændighed tjener hjælp og velgørenhed bedre end simpel emsighed.