Leder: Spildt mad
AMTERNE, der i egen lidt overdrevne selvforståelse kalder sig sygehusejere, har gennem længere tid bekymret sig over et uforholdsmæssigt stort spild af mad på sygehusene.
Økonomaforeningen har gennemført en undersøgelse, der viser, at omkring halvdelen af den mad, der bæres ind til patienterne, smides ud igen, og for at føje spot til skade har det gennem årene tillige vist sig, at flere af patienterne har været fejlernærede eller direkte underernærede.
Det burde ikke forekomme i et servicesystem, hvor patienternes helbredelse, sundhed og velbefindende er den eneste eksistensberettigelse.
I tal drejer det sig om 5.000 tons mad, der på årsbasis ændrer identitet fra menneskeføde til svinefoder.
Enkelte patienter har lidt uelskværdigt anført, at forskellen ikke var så stor, og at det er deri, problemet ligger.
Det er selvfølgelig en urimelig generalisering og en hån mod det personale i sygehuskøkkenerne, der gør en samvittighedsfuld indsats for med beherskede budgetter at lave rimelig mad til patienterne.
Men at kvaliteten har kunnet forbedres inden for de samme økonomiske rammer er uomtvisteligt, og på de hospitalsafdelinger, hvor man har taget problemet mest alvorligt, viser det sig da også, at der er en klar sammenhæng mellem madens kvalitet og den mængde, der bliver spist.
Det burde ikke være overraskende, og er det vel egentlig heller ikke. Det burde ikke komme bag på nogen, at selv meget syge patienter har så megen kvalitetssans i behold, at de hellere spiser god og veltillavet mad end det modsatte - uden at gå i detaljer med en beskrivelse af, hvad det modsatte er.
De sygehuse, der har taget problemet alvorligt og gjort noget for at løse det, har kunnet konstatere en væsentlig reduktion i madspildet. I stedet for at køre én enkelt, standardiseret ret ind til samtlige patienter undtagen dem, der er ordineret skånekost eller anden lægeordineret specialforplejning, har man på udvalgte sygehuse eksperimenteret med at lade patienterne vælge fra et menukort.
Merudgiften har ikke været til at få øje på, spildet er minimeret, og den mere langsigtede virkning er, at patienterne på grund af denne forbedring af det almene velbefindende også restituerer sig hurtigere og kan udskrives tidligere.
Det diskuteres nu livligt, om forplejningen på sygehusene bedst varetages af sygehusene selv, eller om den med fordel kan udliciteres til private virksomheder.
Firmaet Medirest, der er landets største leverandør af hospitalsmad, argumenterer naturligvis for, at hele køkkenfunktionen på sygehusene med fordel kan udliciteres.
Vivian Sommer, der er divisionsdirektør i firmaet, påpeger, at det er lykkedes at få spildprocenten på hospitalskøkkenerne i Frederiksborg Amt og på Middelfart Sygehus helt ned på 10 pct.
Det må komme an på en prøve, men under alle omstændigheder bør der være flere om buddet. Det er nu engang den bedste forudsætning for, at folk på alle niveauer gør den bedst mulige brug af deres professionelle kunnen.
Blot kan det undre en kende, at de ansvarlige politikere ikke for længst har indset den banale sammenhæng mellem madens kvalitet og patienternes appetit.
Den sammenhæng er velkendt over alt, og der har aldrig været nogen særlig grund til at antage, at den ikke skulle eksistere, når gæsterne i restauranten er syge mennesker.