Demokrati og fornuft
Pernille Blach Hansen, (S), og Mette Frederiksen, (S) beklager sig 27/3 i JP over den nye planlov og regeringens miljøpolitik i øvrigt.
Almindelige borgere kan efter min mening glæde sig over, at demokratiet og fornuften er genindført i miljøpolitikken efter mange års enevældig regeren af Svend Auken.
Nu er det jo altid nemt at komme med kritik, når man ikke selv har andre bud på fremtidens miljøpolitik end »at placere naturen centralt i kulturkampen«, hvad så end det betyder. Vil man se socialistisk miljøpolitik i praksis, behøver man bare at se på den seneste skandale i Københavns kommune.
Her har S, SF og sågar Enhedslisten vedtaget et krav om partikelfiltre på lastbiler og busser fra 1. april 2004 - altså for private vognmænd. Man er nemlig i et sjældent lyst øjeblik af økonomisk ansvarlighed blevet enige om, at kommunens egne køretøjer ikke behøver filtrene - af tekniske årsager naturligvis! Så socialistisk miljøpolitik er, som den altid har været - dyr, dårlig og dobbeltmoralsk.