Glem ikke nuancerne
Det er prisværdigt, at JP holder et vågent øje med erhvervslivet i Danmark. Det er den frie presses ret og borgernes sikring mod at blive taget ved næsen.
Samtidig har avisen dog det ansvar, at oplysningerne behandles seriøst og viderebringes på en nuanceret måde.
Dette synes jeg ikke er tilfældet i sagen med optikernes avancer, hvor avisen finder det urimeligt, at et par brilleglas til 32 kr. videresælges for 600 kr.
Jeg tror gerne på, at et par brilleglas kun koster 32 kr. i indkøb, men jeg synes ikke, at det er urimeligt, at de videresælges til 600 kr.
De gange jeg har fået briller, har optikeren brugt ca. en time på måling, rådgivning og tilpasning. Med en månedsløn på 25.000 kr., er timelønnen ca. 185 kr. Til dækning af husleje, administration, reklamer og avance vil det være rimeligt at tillægge ca. 200%, altså en pris for serviceydelsen på 555 kr.
Dertil kommer de 32 kr. for glassene, hvor det også ville være rimeligt at tillægge 200%, altså 96 kr. Ialt bliver prisen så 651 kr., eller tæt på den annoncerede pris.
Optikerne begår den fejl at forenkle deres prisstruktur for meget og knytte alle omkostningerne til produktet og derefter reklamere med "gratis synstest" etc., hvor man i virkeligheden betaler via prisen på produktet. Det ville være mere rimeligt at have fornuftige, lave produktpriser og derudover tage timebetaling for test, tilpasning etc.
Den kunde der kender sin brillestyrke og selv kan montere glassene bør så kunne købe dem til de ca. 100 kr., som er rimeligt. Kender man ikke sin brillestyrke, og kan man ikke selv montere glassene, så må man betale disse serviceydelser efter en timepris på ca. 550 kr.