Kynisk udnyttelse
STATSMINISTER Poul Nyrup Rasmussen bør vente med at udskrive valg til efter den 20. november. Meget tyder imidlertid på, at han koldt og kynisk vil udnytte statsmandseffekten i forsøget på at få fire år mere på posten som statsminister. Men udskriver Nyrup valget nu, vil det ske på bekostning af det lokale demokrati.
Der er kun valg til by- og amtsråd én gang hvert fjerde år, og ofte er det kun op til disse valg, at visionerne for det lokale demokrati for alvor bliver sat i fokus og diskuteret. Det er en tiltrængt og meget vigtig diskussion, men vælger statsministeren at udskrive valget nu, vil den lokale debat drukne i landspolitiske budskaber. Det er ikke til gavn for demokratiet, tværtimod.
Vælgerne og de lokale kandidater fortjener, at debatten om det lokale demokrati er i højsædet op til by- og amtsrådsvalget. Det er jo netop ved disse afstemninger, at linierne for de næste fire år bliver grundlagt. Debatten skal ikke druknes, blot fordi Nyrup har ambitioner om at forblive på posten som statsminister, men det kan jo være, at Nyrup ikke har tiltro til, at vælgerne vil blive ved Socialdemokratiet, hvis statsmandseffekten aftager og derfor vælger at tage by- og amtsrådsvalget som gidsel?
Jeg håber dog, at Nyrup vil tage lokaldemokratiet seriøst og vente med at udskrive folketingsvalg til efter den 20. november.