Den forhenværende

UFFE ELLEMANN-Jensen har - fra et afsides lystfiskerparadis, hvor Christiansborg kun når ham igennem lønningskontoret - forbandet Dansk Folkeparti. Han synes, vi er "rædselsfulde".

De bitre ord fremkaldte på min nethinde et 15 år gammelt billede, som forekommer mig at tegne en dominerende side af den forhenværendes personlighed, og som kan forklare, hvad det er, der i hans øjne er så rædselsfuldt. Det var TV-reportagen fra Venstres landsmøde i oktober 1986. Vi var nogle, der i dagene forinden havde indledt en protestkampagne mod Dansk Flygtningehjælps landsindsamling - ikke fordi vi ikke ville hjælpe flygtninge, men fordi denne institutions omsorg for flygtninge i det fremmede var skalkeskjul for dens vilje til at styre Danmarks hjemlige flygtningepolitik gennem en hårdkogt og intrigant lobby, der efterhånden var grundigt upopulær. Det er vist overflødigt at påpege, hvilken katastrofe for Danmark denne lobby satte i gang.

Til vores forbløffelse så vi på skærmen Venstre-formanden brede armene ud som en anden Billy Graham og anråbe sine landsmødedeltagere om at følge hans personlige eksempel og gå ud med raslebøssen for Dansk Flygtningehjælp. Pinligt ublufærdigt og uden gnist af den humor, Uffe Ellemann-Jensen også er forlenet med, svælgede han i sin egen godhed som kommende raslebøssesvinger. Selvfølgelig blev der klappet.

Dagen efter stod der i min dagligstue et ægtepar - gode bekendte, som kom lige fra landsmødet, hvor de havde været delegerede. De gav mig et knus, takkede varmt for indsatsen mod flygtningepolitikken og overrakte mig 500 kr. til det videre arbejde.

Partikultur

Lidt overrasket spurgte jeg: »Jamen har I ikke lige stået i en forsamling, der klappede af Uffe Ellemanns bandlysning af vores protest?«

»Joh,« svarede de. »Men hvis han havde sagt det modsatte, havde folk klappet dobbelt så kraftigt. Næsten alle de delegerede var enige med Søren Krarup og dig.«

Det lærte mig noget om partikultur. Det lærte mig også noget om Uffe Ellemanns personlighed og indflydelse.

"Verden af i går" hedder en god bog af Stephan Zweig om det gamle Europa før Første Verdenskrig. Hvis den bogtitel blev overført på slutningen af det nu forgangne århundrede - æraen før 11. september 2001 - kunne bogens danske hovedperson godt være Uffe Ellemann-Jensen. Denne elegante, formelt begavede og slagfærdige politiker tegner en verden af i går - en politisk periode, som man kan kalde fantasteriets æra.

Ganske vist indlagde Uffe Ellemann-Jensen sig hæder for sin standhaftighed overfor socialdemokratiets ynkværdige fodnotepolitik, men i virkeligheden levendegjorde han den borgerlige variant af periodens projektmageri, som ikke lod venstrefløjens utopister noget efter. For ham var Europa ikke en given historisk virkelighed, men et projekt. Hans projekt. Og når man gør den givne virkelighed til et projekt, så forråder man virkeligheden.

Historiens sus

Uffe Ellemann var utvivlsomt personligt overbevist om, at når han var draget af sted til Bruxelles med attachétaske og stjernekrans på sokkerne, så sad han og vennerne dernede og skabte verdenshistorien omkring deres konferencebord. Intet mindre. Fra Venstre til venstre mente man jo den gang, at historien er noget, man skaber - ved hjælp af god vilje og konferencer.

Fremfor nogen repræsenterede Uffe Ellemann-Jensen sin tids patetiske tro på en ny skrivebordsstyret verdensorden og på en fundamental menneskelig godhed, som skulle drive verdensordenen til tonerne af Beethovens og Schillers "Freude, schöner Götterfunken". En euro-diplomatiets missionær, hvis fromme fanatisme kunne drive hans fynske humor ud, når han talte sig op.

Jordforbindelsen

Det var denne elitære vækkelsesfromhed uden folkelig jordforbindelse, der løb af med Ellemann på Venstres landsmøde i 1986. Og det er denne sekteriske verdensordens-idealisme, der nu synes i færd med at kæntre. Tilbage står for danskerne og de andre europæiske folkeslag at betale regningen for den forgangne periodes drømmevisioner og nationale selvmordsforsøg.

Jeg kan godt forstå, at den forhenværende ønsker sin verden af i går tilbage - den verden, hvor han var noget. Jeg kan godt forstå, at han finder dem rædselsfulde, som nu skal finde jordforbindelsen efter den visionære Europa-politik og den multikulturelle fremmedpolitik. Især i betragtning af, at hans eget parti ved en kommende regeringsdannelse er helt afhængigt af disse opkomlinge. De mangler jo den gamle verdens kosmopolitiske dannelse. Eller sagt med andre ord: de orienterer sig ud fra Danmarks og Europas givne folkelige virkelighed og ikke udfra ideale visioner.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen