Forståelse

»DET ER DA åndssvagt at gå så meget op i tøj!« Replikken faldt i konfirmandstuen efter, at lignelsen i denne søndags tekst var blevet læst op. Bemærkningen tillige med det efterfølgende referat røbede, hvor fremmedartet og sær historien forekommer. God anledning til at indprente den opvoksende generation, at baggrundsviden og en vis tilegnelse af lærestof er uundværlig! Hvis man skal ud over en blot overfladisk forståelse af tingene. Det vil sige ud over manglen på forståelse.

Men historien og dens finale er mærkelig. En konge har til sin søns bryllup inviteret en række gæster, der slet ikke er interesserede i sådan en fin indbydelse. Man undslår sig med forskellige begrundelser. Nogle myrder endog hans tjenere. Til gengæld sender kongen soldater ud, der »dræbte disse mordere og brændte deres by«. Men festen skal holdes. Alle, nær og fjern, gode og onde, er nu blandt de indbudte. Men da én møder op uden bryllupsklæder, hilses han med misbilligelse. Gæsten bindes på hænder og fødder og smides ud i mørket til gråd og tænderskæren. Exit. Det er for besynderligt. Ikke kun, fordi det er forne tiders og et fjernt lands historie, der optræder i den. Men fordi de unge, som står for at skulle bekræftes i deres dåbs nåde ved en fest, hvor der ellers gås meget op i tøj, har en klar fornemmelse af, at just dét gør Gud og Jesus ikke. Når det gælder, så er det hverken tøj eller anden form for udvendighed, man hører om fra den side! Endsige om hævn. Jesus har jo et ret forsonligt syn på fjender. Ligesom han holder på, at regler er til for livets skyld. Ikke for den bogstavelige efterlevelses skyld. Altså, intet påklædningsdiktatur, intet forbud mod en bestemt slags mad og drikke, eller mod vigtigt arbejde på en fridag. Ingen tvang. Derimod en situationsfornemmelse, som kommer medmennesket til gode. Børnelærdom - trods alt.

Men hvor vil lignelsen så hen? Ja, »myten lader det foregå i det udvortes, som sker i det indvortes,« siger Kierkegaard et sted. Det kan også gælde for dagens lignelse. I så fald er det ret let at genkende visse typer af forbehold, som kan dukke op i vores mentale husholdning og dens skiftende historie, når den Højeste indbyder. Det vil sige, når Han byder os at leve på ordet om den virkelighed, som er givet i Kristus. For det er ofte nok noget andet, der sætter dagsordenen lige nu. Det haster vel ikke. Men, jo! Enten - eller, siger lignelsen. Enten lever vi livet på Guds betingelser, eller også bliver det på nogle andre betingelser, som ikke kommer den sag ved. Kongens ultimative invitation samt krav om de rette klæder til sønnens fest fortæller, at det liv, Vor Herre skænker, hverken er et alternativ eller et supplement til det, vi selv kan stable på benene. Således at forstå, at livet, som den Højeste vil det, er det virkelige liv. Man kan altså ikke afvise det med henvisning til, at man lige har noget andet for, uden at dette noget vil være noget andet end at leve. "Det er din Herres herlighed, som ene er dit smykke", hedder det i en salme, og det rimer med, at det er Vorherre selv, der klæder os på til livet, som det skal være efter Hans vilje. Det begynder med dåbens nåde, hvori han "skænker os Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv" og festen fortsætter med nadveren, som vil stadfæste i troen på, at Han i Kristus fremdeles vil os - på trods af os selv. Det er sandelig et glædeligt budskab. Og dog har mennesket så mange underlige ting for. Men den Højeste vil os, som sagt. På trods af os selv. Den herlighed gives i dåben, og vi kan bekræftes i den, så ofte som vi vil lytte til ordet fra livets Herre. For han har selv sørget for, at glæden står ved magt, og at vi er klædt godt på til livet.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen