Kronik: Dagens bedste avis

Da den unge journalist Paul Hammerich i 1940'erne begyndte sin karriere, var Berlingske Tidende, Danmarks førende avis, ikke den første, som hans rutinerede kolleger greb efter ved morgenens møde med bunken af friske aviser. På Politiken foretrak de at starte med Dagens Nyheder, der på dette tidspunkt hed Nationaltidende, for her fandt de en frisk, moderne og gennemprofessionel journalistik, konstaterede Hammerich. Så bar de over med, at bladets ledende artikler var rigeligt højreorienterede, i det mindste for radikale journalister.

I oplagskampen mod de store københavnske morgenaviser, Berlingske, Politiken og Social-Demokraten forsøgte Dagens Nyheder, som den (igen) hed fra 1954, at markedsføre sig som ''Dagens bedste avis'', og mange var enige om, at ordene dækkede indholdet. Desværre var der ikke tilstrækkeligt mange læsere, der drev beundringen så vidt som til at købe eller ligefrem holde Dagens Nyheder.

Da der var for få læsere, kom der også for få annoncer i avisen, derfor var der for få penge til at udvide avisen, så den kunne klare sig i konkurrencen om flere læsere, derfor havde Dagens Nyheder ikke annoncørernes interesse, osv. osv. Den velkendte oplagsspiral var i gang, i nedadgående retning.

Konsekvensen var, at sidste udgave af bladet med forsideoverskriften ''Vort blads død'' over chefredaktør Jens Søltoft-Jensens afskedsartikel, gik i trykken natten mellem 2. og 3. september 1961. Da de sidste aviser kom ud af rotationspressen, sagde en gammel typograf sørgmodigt:

»Hvad ville etatsråden dog sige!«

Etatsråden - det var bladudgiver Jean Christian Ferslew, der ved sin død i 1910 var ejer af Danmarks eneste avisimperium. En absolut kapabel bladudgiver og -økonom, der ikke selv skrev, men forstod at få de bedste på markedet til at arbejde for sig. Ejerskabet af hans blade, der blev produceret i hovedkvarteret i det tidligere Hotel Royal med udsigt til Christiansborg, Børsen og Holmens Kirke, havde givet etatsrådstitlen til Ferslew, der oprindelig bare videreførte sin fars litografiske virksomhed.

Det begyndte i 1864, Danmarks skæbneår, med grundlæggelsen af Dags-Telegrafen, som hurtigt blev en, kortvarig, succes. Den blev kun 11 år, men da havde Ferslew for de tjente penge startet sin avis nummer to, Aftenposten, en populær konservativ avis (men ikke så meget, at det gjorde noget). Den blev i hvert fald en generende konkurrent for Social-Demokraten, fordi også den forstod at appellere til arbejderlæsernes gunst. Det gavnede en del, at Ferslew købte en moderne engelsk rotationspresse og erhvervede sig Hotel Royal som bladhus.

Næste blad på træet blev Nationaltidende, der udviklede sig til en fornem avis beregnet for det højreorienterede borgerskab.

Det blev en prestigesag at skrive i Nationaltidende - »det er som at tjene ved Garden!« sagde man - og den senere forfatter Herman Bang var en af de skrivende. Han skrev sit navn ind i dansk journalistiks historie, da bladets genbo, Christiansborg Slot, brændte i oktober 1884.

»Bag mig hørte jeg et Brag, det var Døren i Salen, som faldt. Det var i et Sekund et brændende Væld af Ild - skinnende Lys i Farven, seirrig og hoverende,« hed det i den levende reportage, som var med til at grundlægge en ny måde at skrive på, oplevelsesjournalistikken.

I 1891 købte Ferslew en lidt skrantende avis, Dagens Nyheder, som egentlig var startet som organ for godsejerne. Det var der ikke oplag og penge nok i, men Dagens Nyheder udvikledes til et organ for middelklassen, og det samme gjaldt Dagbladet, der havde været landets førende nyhedsavis et halvt århundrede forinden. Den flyttede sammen med de andre Ferslewske aviser på Hotel Royal fra 1891.

Her blev der altså nu udgivet fem dagblade. Nationaltidende var hovedavisen, der også leverede stof til de andre blade, som havde hver sin redaktion og passede hver sine interesser:

Nationaltidende (morgen- og aftenudgave) for de intellektuelle.

Dagens Nyheder og Dagbladet (som efterhånden fik samme redaktionelle indhold bortset fra bladhovedet) for et bredt borgerligt publikum.

Aftenposten for arbejderne.

Med alle aviser fulgte Avertissementstidende, et stort annoncetillæg, der var en guldgrube for koncernen, som ved siden af aviserne også havde egen papirfabrik, skriftstøberi og grafisk anstalt.

Sådan skulle det ikke blive ved med at gå efter Ferslews død i 1910. Under indflydelse af skærpet konkurrence fra Berlingske Tidende og Politiken og især en skrap papirrationering besluttede Ferslews arvinger at fjerne annoncetillægget fra Dagens Nyheder-Dagbladet, koncernens oplagsstærkeste avis.

Det var katastrofalt, for herved svandt læsergrundlag og indtjening ind, og situationen forværredes, da et par af ejerne begyndte at trække penge ud af bladenes overskud - som fornuftige virksomhedsejere jo ellers foretrækker at investere i fortsat produktion. Men Ferslew-arvingerne skulle bruge kapital til at afbetale spekulationsgæld med, og det endte med, at de solgte deres andele i virksomheden.

I første omgang blev den Ferslewske koncern reddet ved en drastisk aktion: Bladene blev i 1931 slået sammen til et, der under navnet Dagens Nyheder skulle udfylde pladsen efter de oprindelige fem blade.

Det skete under ledelse af en af tidens mest fremragende redaktører, Gunnar Helweg-Larsen, der havde præsteret det kunststykke at fordoble middagsbladet BT's oplag på kort tid. Hans alsidighed fremgår af, at han senere, under Besættelsen, gjorde Kristeligt Dagblad til en markant avis for andre end den sædvanlige læserskare - indtil en forskrækket bestyrelse skubbede ham ud.

På Dagens Nyheder fra 1928 skabte Helweg-Larsen og hans medredaktør, udenrigsjournalisten Nic. Blædel, en fremragende avis, der var seriøs, men samtidig kvik og opfindsomt redigeret - produceret af en stab af kompetente medarbejdere og af gode skribenter i kronikken og på litteratursiderne.

Problemet var, at København var for lille til en tredje morgenavis ved siden af Berlingske og Politiken, og det hjalp ikke Dagens Nyheder, at bladet fra 1931 blev udgivet af et selskab med forlaget Gyldendal som hovedaktionær. Forlagets direktør, Frederik Hegel, var bestyrelsens stærke, og påholdende, mand og gjorde ved ustandselige indblandinger i Dagens Nyheders daglige drift livet surt for de to chefredaktører.

Først blev Helweg-Larsen træt af Hegel, og et år efter gik hans efterfølger, Blædel, til Berlingske Tidende.

De fik en glimrende efterfølger i Aage Schoch, der havde været næstkommanderende under redaktør H. Hansen på Jyllands-Posten, og nu blev chefredaktør for Nationaltidende - det kom avisen nu til at hedde i 1936. Tiden var til at pleje dansk nationalfølelse, og det gjorde Schochs avis, der samtidig blev købt af Dansk Arbejdsgiverforening og Industrirådet i fællesskab.

Det gav foreløbig en vis økonomisk sikkerhed. Bare et par år før havde H.Hansen kommenteret en af sine medarbejderes ansættelse på Hotel Royal med ordene:

»Det er første gang, jeg har set rotterne gå om bord i et synkende skib.«

Schochs store tid var Besættelsens to første år. Fra første dag drejede han Nationaltidende i decideret antitysk retning, og allerede i maj 1940 krævede den tyske besættelsesmagt bladet sat under censur. Svaret var, at avisen i så fald ville blive standset, og det ville være et prestigetab for den fredelige besættelse, som tyskerne da tilstræbte.

Men Schoch - der senere var en af stifterne af Danmarks Frihedsråd - fortsatte sin tydelige tyskfjendtlige kurs, selv når det gjaldt de danske kommunister. Dem havde Nationaltidende konsekvent angrebet - indtil Besættelsen - men da Hitler tvang Danmark til at skrive under på Antikominternpagten i november 1941, tog Schoch forbehold i en leder.

Dråben i bægeret blev en Kaj Munk-prædiken i avisen, der sammenlignede Hitler og Djævelen. Så blev Schoch fjernet fra sin stilling.

I efterkrigstiden kæmpede Nationaltidende videre for sin eksistens, stadig holdt oppe med arbejdsgivermidler - på linie med, at Aktuelt i årevis var afhængig af LO-penge.

Men DN-læserne sivede, og oplaget nærmede sig 20.000, ovenfra.

2. september 1961 blev Jens Søltoft-Jensen og hans medredaktør, udenrigsjournalisten Eigil Steinmetz, kaldt til møde med bladets formand, advokat Jacob la Cour, som oplæste et brev fra Dansk Arbejdsgiverforenings, netop bortrejste, formand, Svend Heineke: Dagens Nyheder skal standses ved kvartalets udgang.

Søltoft-Jensen reagerede med et udråb: »Dette bliver en kæmpeskandale i dansk pressehistorie!« hvortil advokaten køligt svarede: »Om tre dage vil det hele være glemt!«

De to chefredaktører enedes om at sammenkalde redaktionen over middag og meddele medarbejderne, at bladet efter deres mening skulle standse efter udsendelsen af den udgave, de var i gang med. Det gav medarbejderne tilslutning til, og så skrev og redigerede de sidste nummer af avisen.

De måtte også pakke aviserne, for pakkeriarbejderne havde hørt i radioen, at Dagens Nyheder standsede, og så blev de hjemme, fortæller den daværende DN-journalist Frode Kristoffersen i sine nye bog ''Journalist i byen''.

Der var endnu mange aviser i landet, og radio og TV var ved at starte en ekspansion, så samtlige DN-journalister havde nye, udmærkede job efter en måned.

Bladformanden fik ikke ret i sin spådom: der herskede i den offentlige debat en betydelig vrede mod Dansk Arbejdsgiverforening, udtrykt ved protestmøder og offentlige erklæringer med mange prominente underskrifter.

Svaret til dem var selvfølgelig, at hvis alle disse gode mennesker bare havde købt Dagens Nyheder hver morgen, havde bladet overlevet.

Det er også i dag er et passende budskab til læsere, der skønner på deres daglige avis.