Kronik: Til kongen!

Der er den ejendommelighed ved historien, at den handler om, hvad der er værd at huske, skriver Søren Mørch

. Det er ikke det samme, som hvad der skete. Der sker så mangt og meget i tidens løb, og ingen kan nå at huske det hele. Det, der er værd at huske, er forskelligt til forskellig tid, og det er oven i købet også forskelligt, hvad forskellige mennesker har brug for eller glæde eller nytte af at kunne komme i tanke om. Derfor bliver historien forskellig til forskellige tider.

DERES Majestæt har sikret sig en glorværdig plads i historien, det er sikkert og vist. Uanset hvordan det videre vil gå i Deres Majestæts fremtidige regeringstid - og lad os med kineserne ønske, at den må vare i endnu hundrede år! - har De med en usædvanligt heldig hånd allerede hersket over Deres arvede rige i mere end et kvart århundrede. (Den dygtige er som bekendt den, der ikke bestandig er uheldig.)

For de af Deres undersåtter, der har levet lige så længe eller endog længere end Deres Majestæt, forekommer svaret langt mere usikkert, når de spørger sig selv, hvad det er for en tid, de har levet i. Hvis de (hvad der i høj grad kan anbefales) spørger historikerne om, hvordan det 20. århundrede forløb, vil de få mange forskellige svar, som er ganske uforenelige, ja, i mange tilfælde direkte selvmodsigende. Det er der ingen grund til at være ked af, for historiens opgave er ikke at fastslå, hvordan fortiden var, men at tilskynde til eftertanke.

Nogle, som den eminente britiske historiker Eric Hobsbawm, hæfter sig ved de massive katastrofer, det 20. århundredes mennesker skabte for sig selv. For ham at se blev det 20. århundrede, som Storm P. beskrev hele livet: »Som en barneskjorte - kort og beskidt.« Kort, fordi det i hans optik startede med udbruddet af Den Første Verdenskrig og sluttede med Berlinmurens fald og Sovjetmagtens sammenbrud i årene omkring 1990. Det korte århundredes begyndelse - Den Første Verdenskrig - var strengt taget ikke nogen verdenskrig, men en europæisk borgerkrig. Hvorfor den brød ud, har ingen kunnet give en ordentlig eller blot sammenhængende forklaring på. Der er heller ingen, der har kunnet forklare, hvorfor den fik lov til at rase i mere end fire år, uden at nogen af de indblandede staters ledere kunne få den bragt til afslutning.

Uoverskuelige følger

Krigens politiske følger blev fuldstændig uoverskuelige og kaotiske. I 1917 og ganske få år derefter brød det russiske zarrige, det østrig-ungarske kejserrige og det osmanniske sultanat sammen og gik i opløsning. Det var store, århundredgamle statsdannelser, og det langt yngre tyske kejserrige blev revet med i faldet inden for de samme par år. Det vældige britiske imperium, dronning Victorias rige, som solen aldrig gik ned over, holdt ca. 30 år længere, så gik også det i opløsning. Italiens og Frankrigs koloniriger gik samme vej på samme tid.

Fra 1920 til 1945 blev regeringerne i samtlige europæiske stater med undtagelse af Storbritanniens, Sveriges og Schweiz's omstyrtede af revolution eller afsat af udenlandske besættelsesmagter. Samtidig omkom millioner af europæere i krige, og andre millioner blev aflivet i fængsler og lejre. I resten af det korte 20. århundrede blev kontrollen over Europa delt mellem USA og Sovjetunionen. Europæerne havde nok at gøre med deres forsøg på at rekonstruere deres sammenbrudte stater. Østeuropa blev Sovjetunionens forsømte og udbyttede baghave, som Syd- og Mellemamerika var USA's. Vesteuropa var så heldig at have Atlanterhavet mellem sig og sin "storebror", så det blev kun til plastickultur, junkfood og overforbrug, og det var let at leve med.

I løbet af et stykke tid, der målt med historiens målestok er meget kort, væltede ulykkerne således ned over Europa og bredte sig derfra ud over store dele af resten af verden med atombomber og stedfortræderkrige. Der er således gode grunde til at betegne det korte 20. århundrede som ekstremernes tid og til med Eric Hobsbawm at se fremtiden i møde med bekymring og mismod.

Og dog - der er den ejendommelighed ved historien, at den handler om, hvad der er værd at huske. Det er ikke det samme, som hvad der skete. Der sker så mangt og så meget i tidens løb, og ingen kan nå at huske det hele. Det, der er værd at huske, er forskelligt til forskellig tid, og det er oven i købet også forskelligt, hvad forskellige mennesker har brug for eller glæde eller nytte af at kunne komme i tanke om. Derfor bliver historien forskellig til forskellige tider.

Oven i det kommer, at historien også er historier. En historie er kun historie, når den ligesom historier har en begyndelse: "Der var engang... eller: "Allerede de gamle grækere..." Når historien først er begyndt, skal den selvfølgelig også holde op igen: "Så levede de lykkeligt til deres dages ende". "Snip, snap, snude - så er den historie ude!"

Historien skifter

Det, der bliver husket som historien, der er værd at fortælle, måske endda så meget værd at fortælle, at forældre og skolemyndigheder kan blive enige om, at børnene ligefrem skal lære den i skolen, skifter derfor fra tid til anden.

Det er alt sammen ret indlysende og tilsyneladende også ganske uproblematisk. Men det er kun tilsyneladende, at historien er noget, der giver sig selv. Sådan må det være, fordi det at bestemme, hvordan historien skal lyde, og hvordan og hvornår den skal fortælles, har ganske stor betydning for, hvordan verden og dens indretning kan begribes.

Alt det betyder imidlertid ikke, at historikere kan binde folk en hvilken som helst historie på ærmet. Historien er ikke eventyret om "Den lille Rødhætte" eller om "Hans og Grethe". Historien handler om virkeligheden, men virkeligheden for mennesker, der lever i år 2001, er selvfølgelig ikke den samme, som den var for dem, der levede i 1951 eller i 1901.

Første Verdenskrig, der i historien oven for indledte det korte 20. århundrede, er ved at blive overladt til glemselen, som Boerkrigen (fra 1899 til 1902) allerede er det. Det er en skæbne, der hugger ind på Koreakrigen - hvornår var det nu, det var? Den truer også Besættelsen - den tyske besættelse af Danmark fra 1940 til 1945, De ved nok. Glemselen indebærer en så rystende forandring af historien, at de, der har oplevet Besættelsen, og for hvem den har været afgørende for, hvordan de har kunnet forme deres liv, ligefrem har lavet foreninger for at bevare deres fortælling af historien.

Unge mennesker er ikke født med at vide, hvem Adolf Hitler og Josef Stalin var, eller hvad de foretog sig. Er det ikke på sin plads at spørge dem, der ved det, om det er værd at mindes?

Diktatorerne bør kendes til skræk og advarsel, så det, de foretog sig, ikke kommer til at gentage sig, plejer svaret at være. Men historien gentager sig ikke. Aldrig. Ikke en gang som farce, som Karl Marx sagde for at være morsom. Dermed være ikke sagt, at der ikke vil komme krig og skrækkelige undertrykkelser. Det vil der sandsynligvis. Der er heller ingen, der kan udelukke, at millioner af mennesker vil blive aflivet på grusomme måder efter mareridtsagtige forfølgelser. Men der er - desværre - ingen grund til at tro, at de, der til sin tid vil udføre den slags ugerninger, vil have behov for læremestre, eller at deres stakkels fortvivlede ofre ville kunne have undgået deres onde lykke, bare fordi de havde lært historien om andre skurke fra andre tider.

Kongelig protektion

Når historien synes at være faldet i vanry, og når faget ustandselig får sit timetal nedskåret på børns og unge menneskers skoleskemaer, endda i et sådan omfang, at selv kongerækken løber fare for at gå i glemmebogen, så må det selvsagt give anledning til betænkeligheder hos konger, men navnlig hos historikere. De kongelige vil måske kunne finde nogen trøst i den altopslugende interesse, hvormed efterhånden en hel lang række af illustrerede ugeblade følger deres gøren og laden. Nulevende historikere må overveje, hvad det vel kan være, de gør galt, og derudover må de, som så mange af deres forgængere, kaste sig for tronens fod og påkalde sig kongelig protektion.

Dette være hermed gjort!

Mens jeg afventer virkningen, forbliver jeg ærbødigst

Søren Mørch.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen