Abonnements-TV - ja tak

I JP 14/1 GÅR Jens Rohde ind for, at digitaliseringen af TV og radio bør medføre, at der indføres en decideret abonnementsordning for modtagelse af DR's programmer, idet licensen samtidig afskaffes.

Det er for mit vedkommende helt OK. Men det samme skal selvfølgelig gælde for alle andre TV- og radiokanaler og ikke bare for DR - også for de af os, der får programmerne leveret gennem hybridnettet. Det skal være slut med de idiotiske, såkaldt "demokratiske" afstemninger, som Jens Rohde og hans politikerkolleger har belemret os med siden 1997. Sådanne afstemninger vil jo blive helt overflødige, når den enkelte kunde frit kan vælge at abonnere på de kanaler, han/hun vil, og fravælge alle andre.

Det er i høj grad Venstre med medieordfører Jens Rohde som primus motor, vi hybridnetkunder kan takke for, at vi har måttet betale nogle helt uanstændige prisforhøjelser til gengæld for, at en række udenlandske kvalitetskanaler er røget ud og erstattet af endnu flere af de totalt ligegyldige, fladpandede og vulgære kommercielle programmer, som i forvejen var til rådighed for dem, der gerne vil spilde deres tid på den slags. Det kan de pågældende fortsat gøre også i den digitale fremtid - men på eget taxameter.

Jeg er en varm tilhænger af fri konkurrence - men fri konkurrence hænger nøje sammen med det frie forbrugsvalg. Man betaler kun for det, man faktisk vælger at forbruge - ikke for det, naboen vælger at forbruge.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen