Fortsæt til indhold
Debat

Forbrugerne deler gerne data, men de kræver noget igen for den dyrebare indsigt

Jo flere data forbrugerne skal afgive til virksomhederne, jo større forventninger har de til at få skræddersyede produkter. Det skal være magisk. Og hvis du fejler, handler det om at spille med åbne kort.

Henrik Good Hovgaard

For 20 år siden solgte 7.500 mennesker deres udødelige sjæl på nettet. Som aprilsnar havde en spilvirksomhed lagt en ”sjæleklausul” under deres vilkår og betingelser for brug. Virksomheden kunne nu med fuld ret sende deres minions afsted for at høste sjæle – dog med et varsel på fem arbejdsdage.

Det er selvfølgelig sjovt, men afslører også et kæmpe problem: Ingen af os læser, hvad vi siger ja til online. Når det kommer til datasikkerhed, er det vigtige dilemma, du skal forholde dig til: Fornuft vs. bekvemmelighed.

GDPR-lovgivningen har gjort det betydeligt mere sikkert for forbrugerne at træffe det fornuftige valg pr. automatik. Men presset på at betale med sine personlige data for at opnå bekvemmelighed er stort og bliver kun større.

Indtil nu har fordelen ligget hos firmaer, der har anvendt data til at forudse forbrugernes adfærd og tjene flere penge eller – i værste tilfælde – manipulere f.eks. vælgernes adfærd.

Det nye bliver, at forbrugerne kun giver adgang til deres data, hvis de får noget igen. Forbrugerne forventer allerede i dag, at deres data bruges til at skræddersy produkter, løsninger og serviceydelser til dem.

Jo mere data, de skal af med, jo mere vil de forvente, at din virksomhed leverer noget skræddersyet. Hvad skal du ellers bruge oplysningerne til?

Den yngre generation ved, at data giver virksomhederne enorm indsigt, og de forventer, at det også kommer dem selv til gode.
Henrik Good Hovedgaard, partner i Universal Futurist

På nuværende tidspunkt står valget ofte mellem en hurtig, effektiv og automatiseret købssituation, hvor virksomheden vinder på at skabe så gnidningsfri og hurtig en transaktion som muligt. Eller en magisk oplevelse med sjæl, hvor forbrugeren oplever omtanke og et produkt eller en service, der er tilpasset den enkelte – ofte via den personlige indsigt menneske til menneske.

Trenden vil gå fra automatisk til “automagisk”, en kombination af det bedste fra begge verdener. Den yngre generation af forbrugere ved, at data giver virksomhederne enorm indsigt i deres liv, og de forventer, at det også kommer dem selv til gode.

Det ”automagiske” bliver skabt ud fra dataindsigt. For data vil være i stand til at kende dig bedre, end din venner kender dig. Dine venner ser din venneside, og din hustru eller mand ser din ægtefælleside. Data vil se alle sider af dig.

Forbrugerne vil gerne afgive data, hvis de til gengæld får noget ”automagisk”. Det betyder, at tillid er nøglen til fremtiden. Hvis du høster data uden at vise, hvad du bruger dem til, vil du blive set som en luskefis.

Hvis du til gengæld er supertransparent og viser både det gode og det dårlige, så vil du blive set som autentisk og blive belønnet med loyale kunder.

Privatliv er en illusion i en verden, hvor al adfærd kan trackes. Nogle forbrugere vil brokke sig over, at der høstes enorme mængder data, der kan give virksomhederne muligheder for at påvirke store grupper forbrugere.

Langt de fleste vil dog acceptere at give adgang til deres data for at kunne spille det sidste nye spil, eller se om de er klogere end deres venner i en test. Bekvemmelighed vinder over fornuft.

Virksomheder, der i fremtiden vil stå på god fod med forbrugerne, har derfor intet andet valg end at være ærlige og tillidsvækkende i deres brug af data.

De skal skabe ”automagiske” løsninger, og skulle der komme et hack, hvor brugernes data bliver lækket, så vær ærlig, menneskelig, og fix det i en fart.

Henrik Good Hovgaard er fremtidstræner, chief futurist og partner i Universal Futurist.

Artiklens emner
GDPR