De vigtigste nyheder den 2. december 2022
Her kan du læse dagens 5 vigtigste historier fra ind- og udland.
1
Hugo Helmig er død
Den 24-årige sanger Hugo Helmig, søn af Thomas Helmig og Renée Toft Simonsen, er død. Det har familien oplyst på Instagram.
»På dit alt for korte livs sidste aften sad vi to sammen i sofaen i din lejlighed. Vi spiste og så ”Notting Hill”, og vi snakkede, og vi snakkede. Du var så fuld af håb, drømme og planer for fremtiden. Jeg var hos dig hele natten, og mens du sov gav dit lille hjerte op. Og nu er du så pludselig ikke ”her” længere, men lever videre et sted ”Dybt inde i mit hjerte”, hvor jeg vil bære dig med ømhed, stolthed og betingelsesløs kærlighed resten af mit liv. Jeg er så uendeligt taknemmelig for hvert eneste sekund, jeg fik sammen med dig. For evigt – far,« skriver Thomas Helmig på det sociale medie.
Den triste nyhed udløste en række reaktioner, bl.a. fra fungerende statsminister Mette Frederiksen, borgmester i Aarhus Jacob Bundsgaard, Kronprinsesse Mary og musiker Malte Ebert, også kendt som Gulddreng.
2
Nyt hul i Arne-pensionen
For nylig kom det frem, at fungerende statsminister Mette Frederiksen mangler knap 1 mia. kr. til at betale for det socialdemokratiske prestigeprojekt kendt som Arne-pensionen.
Nu viser det sig, at der mangler endnu flere penge end hidtil beskrevet.
Det skyldes, at flere politiske aftaler, der skulle finansiere ordningen, endnu ikke er blevet vedtaget. Og efter valget er flertallet bag forsvundet.
3
Ukrainske ambassader har modtaget pakker med dyreøjne
Adskillige ukrainske ambassader har modtaget »blodige pakker«, der indeholder øjnene fra dyr.
Det oplyser udenrigsministeriet i Ukraines hovedstad, Kyiv.
Det kommer efter en serie brevbomber, der er blevet sendt til adresser i Spanien. Blandt andet den ukrainske ambassade i Madrid.
De pakker, der er sendt til ambassaderne, er sølet ind i en væske med en helt special farve og lugt.
4
SSI holder øje med en ny coronavariant
Coronakurverne peger igen den forkerte vej, og en nyere og måske mere smitsom variant kravler hastigt op ad listen, viser de seneste tal fra Statens Serum Institut.
Varianten hedder BQ.1.1, og den og dens undervarianter udgør nu ca. hver tredje af de sekventerede coronaprøver og er den »hyppigst forekommende« undervariant, skriver Statens Serum Institut (SSI) i sin seneste ugerapport.
»Der er ikke noget, der tyder på, at undervarianterne, der har været i stigning, er forbundet med mere alvorlig sygdom,« understreges det imidlertid i rapporten.
5
Intern e-mail sår tvivl om Messerschmidts forklaring
Formand for Dansk Folkeparti Morten Messerschmidt har i retten forklaret, at det var Peter Skaarup, der kom med idéen om et omstridt EU-seminar i Skagen i 2015.
Men den forklaring sår en intern e-mail, Jyllands-Posten er i besiddelse af, tvivl om. I e-mailen fra fra sommeren 2021 skrev Messerschmidt nemlig, at årsagen til seminaret var en anmodning fra MELD.
Fra Messerschmidt og DF lyder det, at e-mailen refererer til sommergruppemødet i 2014 og ikke skal forveksles med det i 2015.
Læs hele historien her:
Vil du modtage overblikket dagligt? Du kan f.eks. tilmelde dig nyhedsbrevet ”Aften” eller downloade app’en ”Jyllands-Posten Nyheder” og tillade push-notifikationer.