De vigtigste nyheder den 30. november 2022
Her kan du læse dagens vigtigste nyheder fra ind- og udland.
1.
Flertal afviser at starte undersøgelse af FE-sag inden ny regering
Da den tidligere spionchef Lars Findsen midt under valget udgav en bog med en række anklager mod den tidligere S-regering, formede der sig et flertal, som ønskede at undersøge sagen.
Men på den anden side af valget afviser flere partier at sætte gang i undersøgelsen på nuværende tidspunkt – i hvert fald indtil regeringsforhandlingerne er afsluttet, og givetvis også indtil retssagen mod den lækagetiltalte spionchef Lars Findsen er afsluttet.
2.
Danmark ude af VM
Danmark tabte onsdag aften til Australien. 1-0 lød resultatet efter godt 90 minutters spilletid.
»Det var trist og tamt. Profiler som Christian Eriksen og Pierre-Emile Højbjerg levede ikke op til vanlig standard, og resten hang med næbbet. Dårlig teknik og fejlafleveringer gik hånd i hånd med skæve ufarlige afslutninger,« skriver Jyllands-Postens udsendte medarbejder fra Doha.
3.
DR nedlægger Disney Sjov
I mere end tre årtier har DR 1 sendt Disney Sjov. Men fra det nye år er det slut med fast sendetid fredag aften til Anders And og Co.
Det oplyste DR på et pressemøde onsdag, da public-service-kanalen præsenterede sine planer for, hvilke programmer for børn, der fremover skal løbe over skærmen.
Det kendte fredagsformat vil blive ertattet af det nye program ”FredagsTamTam”.
4.
Undersøgelse af hovedperson i Minksag lagt i graven efter jobskifte
Den tidligere departementschef i Miljøministeriet Henrik Studsgaard er blevet ansat som ny direktør for Teknik & Miljø i Esbjerg Kommune.
Jobskiftet betyder samtidig, at Medarbejder- og Kompetencestyrelsen dropper at undersøge Studgaards rolle i Minksagen, da han har fået nyt job og ikke længere er ansat i staten.
Minkkommissionen konkluderede i juni, at Henrik Studsgaard havde begået tjenesteforseelser af sådan en grovhed, at der var grundlag for at drage ham til ansvar.
5.
Leder af Islamisk Stat meldes dræbt
I Kairo meddeler den militante gruppe Islamisk Stat onsdag, at gruppens leder Abu al-Hassan al-Hashimi al-Quraishi er blevet dræbt.
Islamisk Stat meddeler samtidig, at man som afløser har valgt Abu al-Husayn al-Husayni al-Qurashi.
Der var ingen yderligere detaljer om tidspunktet for hans død eller omstændighederne omkring den.
6.
Inflationen i Europa aftager
For første gang siden sommeren 2021 er inflationen ikke steget ifølge nyt estimat fra Eurostat. Estimatet viser, at inflationen i november kommer til at ligge på 10 pct. målt på årsbasis mod en inflation på 10,6 pct. i oktober.
»Selv om der tale om et beskedent fald, så giver dagens tal et begrundet håb om, at vi nu har taget hul på en periode med faldende inflation i Europa. Den ventede nedgang i inflationen tegner dog til at blive både langsom, bumlet og usikker,« vurderer Tore Stramer, som er cheføkonom hos Dansk Erhverv.
Vil du modtage overblikket dagligt? Du kan f.eks. tilmelde dig nyhedsbrevet ”Aften” eller downloade app’en ”Jyllands-Posten Nyheder” og tillade push-notifikationer.