De vigtigste nyheder den 29. november 2022
Her kan du læse dagens vigtigste nyheder fra ind- og udland.
1.
Thulesen Dahl: Der var intet EU-seminar på sommermøde
Morten Messerschmidts tidligere partiformand Kristian Thulesen Dahl afviser, at der i 2015 var en særskilt EU-konference under Dansk Folkepartis sommermøde.
Dermed gik Thulesen Dahl imod Morten Messerschmidts forklaring i Retten på Frederiksberg, hvor Messerschmidt er under anklage for at have vildledt EU-systemet og fået det til at udbetale godt 98.000 kroner i EU-støtte.
2.
Prisen på el ramte 5 kr. pr. kilowatt-time
Tirsdag eftermiddag sneg elpriserne sig ifølge Andel Energis beregner i perioder op mod 5 kr. pr. kilowatt-time.
Manglende vind, svigtende a-kraft og høje gaspriser er en dårlig cocktail for elpriser, siger Kristian Rune Poulsen, chefkonsulent i Green Power Denmark til Jyllands-Posten.
3.
Tidligere K-formand er død
Den tidligere formand for De Konservative Torben Rechendorff er død i en alder af 85 år. Det oplyser Rechendorffs familie til partiet.
Han var formand for De Konservative i perioden fra 1993-1995, efter at Poul Schlüter trak sig som både statsminister og Konservativ-formand som følge af Tamilsagen.
Torben Rechendorff beskrives som midtersøgende, tillidsfuld og humoristisk både som person og som politiker.
4.
Briter udelukker Kina fra atomprojekt og indkalder ambassadør
Storbritannien har tirsdag udelukket et kinesisk selskab fra et projekt om at bygge et atomkraftværk på Englands østkyst.
Det skriver nyhedsbureauet AFP. Byggeriet vil i stedet udelukkende ske sammen den franske partner EDF.
Udmeldingen fra briterne kommer, på et tidspunkt hvor forholdet mellem Storbritannien og Kina er særdeles anspændt, efter at korrespondenten Ed Lawrence fra det britiske medie BBC er blevet overfaldet og anholdt i Kina i forbindelse med protester i landet.
Der har de seneste dage været store demonstrationer mod styret og dets strenge coronahåndtering, men det ser umiddelbart ud til, at styret har fået kontrol over demonstrationerne tirsdag.
Vil du modtage overblikket dagligt? Du kan f.eks. tilmelde dig nyhedsbrevet ”Aften” eller downloade app’en ”Jyllands-Posten Nyheder” og tillade push-notifikationer.