De vigtigste nyheder 17. juli 2022
I dagens overblik over det vigtigste kommer vi forbi ukrainere i Danmark, en uheldig dansk dag i Tour de France og en ny verdensorden.
1
Ukrainere i Danmark er begyndt at rejse hjem
Der blev gjort klar til det helt store rykind af flygtninge, da Rusland invaderede Ukraine den 24. februar. Ifølge den danske regering kunne vi forvente op mod 100.000 ukrainske flygtninge.
Og der kom mange. Især de første dage og uger. Men siden tallet rundede 25.000 omkring den 25. april, er kurven blevet meget flad. I alt har 29.561 pr. den 10. juli søgt om opholdstilladelse med henvisning til særloven om ukrainske flygtninge. 25.974 har fået opholdstilladelse, mens 295 har fået afslag.
Men de seneste uger er flere og flere ukrainske flygtninge begyndt at forlade Danmark formentlig med kurs mod Ukraine. I Skive er det 15,8 pct. af de 196 voksne ukrainere, der har fået opholdstilladelse, som har meddelt, at de rejser igen. Odense melder om 10 pct., og Silkeborg om 8,7 pct.
2
Danske ryttere tvunget ud af Tour de France
Han gav danskerne noget at juble over, da Tour de France startede i Danmark, da han kørte sig i den prikkede bjergtrøje, og senere i løbet vandt han en etape.
Men mere succes i årets Tour kommer der ikke for Magnus Cort. Bornholmeren er således udgået af løbet, bekræfter hans hold, EF Education-EasyPost, på Twitter. Årsagen skal findes i, at Magnus Cort er testet positiv for coronavirus. Også Michael Mørkøv er færdig ved årets Tour. Den danske Quick-Step-rytter, der i flere dage har været ramt af et haltende helbred, nåede søndag ikke i mål inden for tidsgrænsen på 15. etape. En tredje dansker, Jakob Fuglsang, overvejer også at udgå efter at han brækkede et ribben på søndagens etape.
3
Hedebølge truer flere på livet i Europa
I den kommende uge kan danskerne trække i badetøjet og nyde den varme luft, som trækker op fra Sydeuropa med mulighed for over 25 grader flere steder i landet. Det er dog langt fra den samme optimisme, som lige nu præger landene sydpå.
Her svæver temperaturerne op til 47 graders varme, og en ekstrem hedebølge er lige nu i gang med at sprede sig som en steppebrand på tværs af landegrænser. Indtil videre er det især Portugal, Spanien og det sydlige Frankrig, der har været hårdt ramt, men i de kommende dage forventes også Tyskland og England at komme op i nærheden af de samme temperaturer.
I Storbritannien forventes varmerekorder med temperaturer over 37 grader i næste uge. Myndighederne har slået alarm og advarer om livstruende konsekvenser af de høje temperaturer.
4
Tony Blair: Verden står ved et vendepunkt i historien
Krigen i Ukraine viser, at Vestens dominans er ved at slutte, mens Kina vinder magt som supermagt i et partnerskab med Rusland. Det siger den tidligere britiske premierminister Tony Blair i en tale om den sikkerhedspolitiske udvikling i verden.
Verden står ved et vendepunkt i historien. Det kan sammenlignes med slutningen på Anden Verdenskrig eller Sovjetunionens opløsning. Men denne gang er Vesten klart ikke på vej mod en stadigt stærkere position.
Det vurderer Blair i talen, som er skrevet til et sikkerhedspolitisk forum i Ditchley Park uden for London.
Vil du modtage overblikket dagligt? Du kan f.eks. tilmelde dig nyhedsbrevet ”Aften” eller downloade app’en ”Jyllands-Posten Nyheder” og tillade push-notifikationer.