De vigtigste nyheder onsdag d. 20. juli 2022
I dagens overblik over det vigtigste kommer vi forbi en historisk varm dag i Danmark, kampen om at blive Englands næste premierminister, EU's gasforbrug, Venstres kursskifte og Vingegaards fortsatte kamp for at beholde den gule trøje.
1
Historisk varm dag i Danmark - men den helt store rekord bestod
De seneste dage blev der spekuleret i, hvorvidt Danmarks 47 år gamle varmerekord ville blive slået onsdag. Temperaturen sneg sig dog aldrig over de påkrævede 36,4°C, og rekorden fra 1975 står derfor endnu. Det blev dog stadig en historisk varm dag i Danmark. I Abed på Lolland blev der således målt 35,9°C, hvilket er det højeste for en dag i juli siden man begyndte målingerne i 1874. Temperaturen i Abed var også den næsthøjeste nogensinde. Her skubbede den en måling fra 1911 i Slagelse ned på tredjepladsen over Danmarks varmeste dage.
Temperaturene forventes allerede torsdag at falde til mere medgørlige niveauer, og termometeret vil formentlig vise omkring 25°C de fleste steder i landet.
2
EU anbefaler alle lande at reducere deres gasforbrug - og vil have magt til at kræve det
Tirsdag foreslog EU-Kommissionen, med kommissionsformand Ursula von der Leyen i spidsen, at alle medlemstaterne allerede fra august frivilligt reducerer deres gasforbrug med 15 pct. På den måde vil unionens lande kunne klare sig gennem vinteren, hvis Rusland vælger at lukke for gassen. Von der Leyen berettede, at 11 unavngivne medlemslande allerede havde meddelt, at de vil få problemer med gasmangel. EU vil dog gerne gå skridtet længere end blot at opfordre medlemsstaterne til at spare på den dyrebare gas. Kommissionen vil således gerne indføre en særlig nødretstilstand kaldet ”Union Alert”, som vil give Kommissionen magt til at gøre opfordringen om gas-reduktion obligatorisk at følge. Den nødretstilstand skal dog stadig diskuteres i Bruxelles.
3
Kampen om at blive Storbritanniens næste premierminister spidser til
Siden Boris Johnson tidligere på måneden trak sig som premierminister, har Det Konservative Parti i Storbritannien været på jagt efter deres næste formand og derved også landets næste leder. Flere kandidater er blevet sorteret fra i et udskillelsesløb, hvor der nu kun er to kandidater tilbage. Der er tale om de prominente konservative politikere Liz Truss og Rishi Sunak, som tirsdag kl. 17 fik henholdsvis andenflest og flest stemmer i en stemmerunde blandt Konservative partimedlemmer, der derved eliminerede den tredje resterende kandidat, Penny Mordaunt. Liz Truss har været britisk udenrigsminister siden september sidste år og Rishi Sunak har tidligere været finansminister i Boris Johnsons regering. Tidligere i juli trak han sig fra posten i protest mod Boris Johnson, der kort tid efter meddelte sin afgang. Til september afgøres det, hvem af de to kandidater, der får lov at indtage premierministerens adresse på 10 Downing Street.
4
Venstre freder Arne-pensionen og møder kritik fra blå blok
Tirsdag aften kom det frem, at Venstre ikke længere vil gå til valg på at afskaffe retten til tidlig pension - den såkaldte Arne-pension. Det skrev partiets formand, Jakob Ellemann-Jensen, finansordfører Troels Lund Poulsen og beskæftigelsesordfører Hans Andersen i en kronik i Avisen Danmark, der kom ud onsdag. Venstre har tidligere anført, at man ønskede at rulle aftalen tilbage, men »erkender at den er kommet for at blive,« som de tre partifæller skriver i kronikken. Venstres kovending blev imidlertid ikke taget godt imod af deres kollegaer i blå blok. Her ærgrer både Liberal Alliance og De Konservative sig over Venstres nye standpunkt.
Arne-pensionen trådte i kraft 1. januar. 1. maj havde 37.700 personer fået tildelt retten til tidlig pension.
5
Vingegaard forsvarede føringen på udmagrende bjergetape
Jonas Vingegaard formåede igen i dag at forsvare sin samlede føring i dette års Tour de France. Dagens etape var løbets 17. og var en af de resterende afgørende etaper i slaget om den gule trøje. Rytterne skulle over tre kategori 1-stigninger og en enkelt kategori 2-stigning på vej mod mål i skibyen Peyragudes i Pyrenæerne. Danske Mikkel Bjerg forsøgte under etapen at stække Vingegaards vinger, da han tog nogle udmagrende føringer for sin holdkammerat, løbets nummer to, Tadej Pogacar. Mikkel Bjergs føringer splittede feltet ad og flere stærke bjergryttere må give slip. På bjergets sidste stigning var det kun Vingegaard og Pogacar tilbage i front, og sloveneren slog snævert danskeren på målstregen. Grundet bonussekunder reducerede han dermed Vingegaards føring med fire sekunder. Danskeren fører stadig med over to minutter ned til Pogacar. I morgen står den på løbets sidste bjergetape, når rytteren har mål på legendariske Hautacam - bjerget, hvor Bjarne Riis cementerede sin Tour-sejr i 1996.
Læs Jyllands-Postens reportage fra dagens etape her.
Vil du modtage overblikket dagligt? Du kan f.eks. tilmelde dig nyhedsbrevet ”Aften” eller downloade app’en ”Jyllands-Posten Nyheder” og tillade push-notifikationer.