Dagens vigtigste nyheder torsdag d. 7. juli
Godaften og velkommen til dit nyhedsoverblik. Vi starter i Downing Street 10, hvor Boris Johnson har annonceret, at han trækker sig. Derefter tager vi straks videre til Statsministeriet, hvor Mette Frederiksen har udsendt en skriftlig kommentar. Til sidst runder vi af i Justitsministeriet, som har besluttet, at ministre og embedsmænd fremover ikke må slette sms'er.
1
Boris Johnson trækker sig
Boris Johnson trækker sig som formand for Det Konservative Parti i Storbritannien, men vil forblive premierminister, indtil en ny leder er valgt.
»Det er tydeligvis viljen i parlamentet og partiet, at der skal være en ny leder og en ny premierminister,« sagde Boris Johnson torsdag eftermiddag ved et pressemøde foran Downing Street 10.
2
Mette Frederiksen kommenterer sin mink-næse
Tirsdag besluttede et politisk flertal i Folketinget at give statsminister Mette Frederiksen en næse oven på Minkkommissionens krasse kritik af regeringen og dens embedsmænd.
»Jeg kan oplyse, at jeg tager kritikken til efterretning,« skriver Mette Frederiksen i et officielt svar.
»Som jeg også sagde på et pressemøde i Statsministeriet den 1. juli 2022, vil jeg gerne beklage forløbet – først og fremmest over for minkavlerne.«
3
Ministre og embedsmænd må ikke længere slette sms’er
Efter minksagen bør embedsmænd og ministre fremover lade være med at slette arbejdsrelaterede sms-beskeder på deres tjenestetelefoner.
Det fremgår af nye retningslinjer, som Justitsministeriet har udarbejdet.
Under Minkkommissionens arbejde kom det frem, at flere embedsmænd og statsministeren automatisk havde slettet beskeder fra deres telefoner, hvilket betød, at kommissionen ikke kunne få adgang til at se dem.