De vigtigste nyheder torsdag d. 30 juni
I dagens overblik over det vigtigste kommer vi ikke uden om minkkommissionens moppedreng af en rapport, der retter krads kritik mod ministre og en række topembedsmænd. Tre andre historier bør man dog også hæfte sig ved.
1
Minkkommisionen retter heftig kritik mod ministre og toppen af embedsværket
Den længe ventede rapport fra Minkkommisionen landede torsdag eftermiddag, og den retter en kradsbørstig kritik af flere ledende embedsfolk og ministres ageren i de dage i november 2020, hvor beslutningen om at aflive alle mink i Danmark blev truffet.
I minkkommissionens endelige beretning på næsten 2.000 sider fremgår det, at statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, og ni andre topembedsmænd kan drages til ansvar i Minksagen.
Tidligere fødevareminister Mogens Jensen møder også sønderlemmende kritik af kommissionen, mens statsminister Mette Frederiksen ifølge en juraprofessor »stort set går helt fri«.
Du kan læse mere om minkrapportens væsentligste konklusioner og juraprofessor Sten Bønsings vurdering her:
Det er nu op til et flertal i Folketinget at beslutte, om der i lighed med forløbet om Inger Støbjergs ulovlige instruks, skal laves en advokatvurdering, der kan undersøge, om Mette Frederiksen eller andre ministre har handlet groft uagtsomt og dermed kan stilles for en rigsret og blive straffet.
2
Tour-hold ransaget på dansk hotel dagen før løbsstart
Cykelholdet Bahrain Victorious er blevet omdrejningspunktet for en opsigtsvækkende politiaktion på dansk grund dagen inden Tour de France-starten i København. Torsdag morgen ransagede dansk politi efter anmodning fra de franske myndigheder bl.a. holdets hotelværelser - og der var også franske betjente med under aktionen.
Bahrain Victorious har oplyst, at alle holdbiler samt rytterne og stabens værelser blev gennemsøgt, uden at der blev beslaglagt nogen genstande. Det er tredje gang inden for det seneste år, at holdet har været udsat for en politiaktion.
Hverken dengang eller nu har fransk politi dog uddybet, hvad aktionen handlede om.
3
Nato-lande enige om at øge fællesbudgettet
Nato-landene er enige om at øge det fælles budget frem mod 2030, siger Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, på det afsluttende pressemøde ved det igangværende topmøde i Madrid.
De præcise beløb skal dog først fastsættes senere i de årlige budgetter for forsvarsalliancen.
Op til Nato-topmødet i Madrid har det større fælles budget været et stort ønske i Natos hovedkvarter. Her har man talt om, at der er behov for at få fordoblet det fælles Nato-budget, der er på omkring 18 milliarder kroner om året. Danmark bidrager med 280 millioner kroner årligt.
4
Slangeøen er tilbage på Ukrainske hænder
Russiske tropper har forladt en strategisk vigtig ukrainsk ø i Sortehavet, Slangeøen, der har dannet ramme om heftige kampe flere gange under krigen.
Russerne besatte Slangeøen den dag, hvor de indledte invasionen. Øen blev kendt i hele verden, da ukrainske grænsevagter på øen afviste at overgive sig, da de stod over for et russisk krigsskib.
Rusland påstår, det skulle være en handling af ”goodwill” for at demonstrere, at der er åbnet en korridor for korneksport fra Ukraine. Den forklaring fejes af bordet af Ukraine, der over de seneste uger har gennemført adskillige angreb mod russiske tropper på øen.