Svenske frivillige har gjort »interessant fund«: Københavns Politi mener ikke, det har noget med savnet journalist at gøre
Filippinsk narkokrig sætter blodig rekord. Ny Trump-kontrovers: Begge sider skyld i Charlottesville-vold. Racerkører var sikker trafik-ambassadør - kørte 174 km/t.
Vil du have Briefing i din indbakke alle hverdage? Meld dig gratis til Premiums nyhedsbrev hver morgen og få nyhedsværtens overblik på tre minutter.
Svenske frivillige har fundet dele af en redningsvest i Øresund
Svenske frivillige, der deltager i eftersøgningen af den forsvundne svenske journalist Kim Wall, mener, at de har gjort »et interessant fund« i den danske del af Øresund. Fundet skal være blevet gjort tirsdag aften, skriver svenske Aftonbladet. Der er ikke tale om et lig, men de frivillige vil ikke sige til den svenske avis, hvad det er, de har fundet. De har overleveret fundet til myndighederne. Onsdag morgen har Københavns Politi dog meldt ud, at der er tale om dele fra en redningsvest, der har »formentlig ingen interesse for sagen.«
Berlingske skriver i øvrigt, at ubåden Nautilus, som Kim Wall forsvandt fra, af de danske myndigheder betragtes som et fritidsfartøj, der ikke er forpligtet til at have avanceret sporingsudstyr, og at Søfartsstyrelsen i 2009-2010 to gange kontaktede ejerne af ubåden for at oplyse om reglerne på området.
Kvotekonger politianmeldt
Et ukendt antal såkaldte kvotekonger er blevet meldt til politiet på baggrund af en beretning fra Rigsrevisionen. Der er mistanke om, at fiskerne har stået bag dokumentfalsk, stråmandsvirksomhed og falske oplysninger til myndighederne. Hvem de anmeldte fiskere er, er endnu ukendt, skriver Finans.
Blodigste nat nogensinde i Filippinernes krig mod narko
21 mennesker er blevet dræbt af politiet i en narkorazzia natten mellem mandag og tirsdag. Dermed blev natten den blodigste nogensinde i de filippinske myndigheders kamp mod narkotika, som er ekstremt brutal. Det skriver britiske The Guardian. Tusindvis er blevet dræbt af politiet, efter den kontroversielle Rodrigo Duterte er kommet til magten i landet. Han fører en nultolerance-politik over for narkotika.
Regeringen er langt fra at nå 2025-mål
Efter regeringen har måttet opgive at sænke topskatten og at hæve pensionsalderen, har den mistet sine to vigtigste værktøjer til at nå et centralt mål i den såkaldte 2025-plan: At øge arbejdsudbuddet. Det vurderer en række eksperter over for Finans. Finansminister Kristian Jensen (V) er dog uenig.
Mand ramt af skud på Amager - tre anholdt
En mand blev sent tirsdag aften ramt af skud på Amager. Tre personer flygtede fra stedet men blev efter en biljagt anholdt af politiet, skriver TV 2. Politiet relaterer skyderiet til den igangværende bandekonflikt, der ellers hovedsageligt har koncentreret sig om Nørrebro og det nordvestlige København, hvor politiet i disse dage er massivt til stede. Offeret for det seneste skyderi har bandeforbindelser og er uden for livsfare.
Trump: Begge sider skyld i Charlottesville-uro
Efter en weekend med voldsom uro i Charlottesville i USA, der kostede mindst én person livet og sårede mange andre, har der i USA været megen polemik omkring måden, præsident Trump har fordømt volden. Først blev det kritiseret, at han ikke skarpt nok fordømte de hvide højrenationalister, der stod bag den værste vold, så fordømte Trump dem i skarpe vendinger, men nu skriver CNN, at præsidenten under en pressekonference natten til onsdag igen talte om, at »volden kom fra mange sider«.
Eksambassadør Gifford: »Danskerne har gjort mig til politiker«
Den populære tidligere amerikanske ambassadør i Danmark Rufus Gifford stiller op til kongressen i sit hjemland. Han har længe overvejet at gå ind i amerikansk politik, og i et interview med Politiken fortæller han, at det var mødet med danskerne i sin tid som ambassadør, der var med til at gøre ham til politiker, ligesom den aktuelle politiske situation i USA med Trumps lederskab motiverer ham.
Racerkører var sikker trafik-ambassadør - kørte 174 km/t
Nordfyns Kommune har opsagt samarbejdet med racerkøreren Nicolaj Møller Madsen. Han havde en aftale med kommunen om, at han skulle være ambassadør i en kampagne til fremme for sikker trafik. For dette har racerkøreren fået 50.000 kr., men ifølge TV 2 Fyn blev racerkøreren sidste år taget for at køre 174 km/t på en vej, hvor fartgrænsen var 110 km/t. Derfor skal han nu betale halvdelen af hyren fra kommunen tilbage, og samarbejdet er opsagt. Nicolaj Møller Madsen har ikke ønsket af udtale sig til TV 2 Fyn om opsigelsen af aftalen.
40 år efter sin død skovler Elvis penge ind
Elvis Presley kan 40 år efter sin død stadig sælge plader. Det skriver BBC, der kan fortælle, at "kongen af pops" musik sidste år solgte en mio. albums og indtjente i omegnen af 200 mio. kr.
Læs i øvrigt Jyllands-Posten Premiums store fortælling om Elvis i anledning af 40-året for hans dødsdag i dag.
DET ER DER SKET I NAT
Der har været voldsom uro ved et hospital i den svenske hovedstad, Stockholm. Omkring 40 personer kom i slagsmål med politiet ved indgangen til hospitalet tirsdag aften. De mange personer var mødt frem ved hospitalet, efter en mand tidligere på aftenen blev indbragt med skudsår, som han senere døde af.
Den colombianske oprørsbevægelse Farc har afleveret sine sidste våben. Det er sket under FN-overvågning, og afvæbningen er et vigtigt skridt på vejen mod fred mellem Farc og den colombianske regering. Det skriver BBC.
DET SKRIVER DE ANDRE MEDIER OM
- Politiken: Mere effektiv end medicin: Træning og sund mad kan fjerne type 2-diabetes hos mere end hver anden
- Berlingske: Borgeres cpr-numre lå tilgængelige på kommunes hjemmeside
- TV 2: Kommune klar med 10 tiltag i kampen mod bander
- Information: Ny grøn fond: Nu kan danskerne investere i økologisk landbrug
- Kristeligt Dagblad: Amatører bedømmer svampefund på Facebook
DET SKAL DU HOLDE ØJE MED I DAG
Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) og udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) er kaldt i samråd om eksport af overvågningsudstyr til blandt andet De Forenede Arabiske Emirater. Ministrene skal redegøre for, hvorfor der blev givet eksporttilladelse til diktaturet trods advarsler fra de britiske myndigheder
USA, Canada og Mexico indleder i dag forhandlingerne om ændring af den nordamerikanske handelsaftale, Nafta. Forhandlingerne ventes at blive komplicerede, da forholdet mellem landene er ustabilt.
DR offentliggør hvilken by, der skal danne ramme for næste års Melodi Grand Prix.
I den spanske Super Cup mødes rivalerne fra FC Barcelona og Real Madrid for anden gang. I første kamp tabte pokalvinderne fra FC Barcelona 3-1 på hjemmebane.
Vil du have Briefing i din indbakke alle hverdage? Meld dig gratis til Premiums nyhedsbrev hver morgen og få overblikket over de vigtigste historier. Har du tips, tricks eller bemærkninger til Briefing, så skriv til premium@jp.dk. Vi svarer altid.