Trump spår en dyster fremtid for Europa: De mange flygtninge får bægret til at flyde over

Temperaturen sank til minus 12 grader i nat. Hver femte dansker bevæbner sig mod indbrudstyve og hjemmerøvere. Amerikansk selskab vil rejse til Månen og drive minedrift. Kineserne er blevet vrede på Trump: Han er »latterlig og taler som en amatør«

Vil du have Briefing i din indbakke alle hverdage? Meld dig gratis til Premiums nyhedsbrev hver morgen og middag og få nyhedsværtens overblik på tre minutter.

Godmorgen og velkommen til denne uges første morgenbriefing. Nærværende nyhedsvært er ferieafløser for Rasmus Sandvig Brask de næste to uger. Som altid tager jeg gerne imod ris, ros eller gode råd fra jer skarpe læsere, så kontakt endelig Premium-redaktionen med jeres idéer.

Nu til sagen:

Donald Trumps politik, når det handler om Kina og ikke mindst Taiwan har fået kineserne til at fare i flint. Nyhedsbureauet AP skriver, at flere kinesiske statslige medier er ude med den store rive over for Trump, som de kalder "modbydelig". Flere kinesiske medier, der fungerer som talerør for regeringen, kalder Donald Trump for »latterlig«, og People's Daily angriber endda hans talestil. »Han taler som en amatør,« noterer avisen sig. Trump har i et interview fredag åbnet for, at han vil bruge Taiwan som løftestang, når han forhandler med Kina. Et træk, kineserne mener er provokerende.

Og mere Donald Trump, som formentlig kommer til at fylde meget af nyhedsbilledet i denne uge. Den snart tiltrådte præsident spår i et stort interview med den tyske avis Bild en dyster fremtid for EU. »Folk vil have deres egne identiteter, deres egne lande. Jeg tror, at andre lande vil forlade samarbejdet også. Det vil blive meget svært at holde sammen på EU,« siger Trump bl.a. Han vurderer også, at modtagelsen af så mange flygtninge - »med alle de problemer, det medfører« - var det, der fik bægret til at flyde over i Storbritannien, og at andre landes indbyggere nu går med de samme bekymringer som briterne.

Donald Trump indsættes som USA's præsident i denne uge. Han har nu til Bild givet sit bud på, hvilke udfordringer EU står overfor, og hvorfor briterne valgte at forlade samarbejdet. Foto: Evan Vucci/AP

Postdanmarks nye leveringstider giver problemer for det offentlige. Ifølge Jyllands-Posten er vigtige breve fra f.eks. domstole og kommuner så lang tid om at nå frem til modtageren, at det i nogle tilfælde er for sent, når borgeren endelig får brevet. En borger fra Sorø oplevede endda at få en bøde på 4.000 kr. for ikke at møde op til et bilsyn. Imidlertid havde borgeren aldrig fået indkaldelsen, fordi han er fritaget for digital post, og han havde heller aldrig fået mulighed for at gøre indsigelser.

Efter voldsom kritik vil Facebook nu teste et nyt filter, der skal opdage og frasortere falske nyheder, i Europa. Det skriver Financial Times. Filteret skal rulles ud i Tyskland i løbet af de kommende uger, og de tyske brugere vil her have mulighed for at melde en falsk nyhed til Facebook. Alle de anmeldte nyheder vil så blive faktatjekket, og hvis historien bliver vurderet at være falsk, vil der komme en advarsel på. Facebook overvejer nu at indsætte "fake news"-filteret i andre lande også.

Er det her enden på cirkusindustrien? Sådan spørger Wall Street Journal mandag, efter at Ringling Bros and Barnum & Bailey Cirkus i weekenden meddelte, at man ville dreje nøglen om og dermed afslutte over 100 års amerikansk cirkushistorie. Spørgsmålet er, om tiden er løbet fra cirkus som underholdning, efter at der er kommet øget fokus på dyrevelfærd. Et fokus, der tidligere tvang Ringling Bros til at stoppe med at bruge elefanter i deres shows. Samtidig mener avisen, at der er kommet så megen familieunderholdning, bl.a. på tv og internettet, at der simpelthen ikke længere er publikum nok til den gammeldags form for cirkus. Har de ret? Døm selv. Artiklen kan findes her.

Ringling Bros har måttet stoppe brugen af elefanter i cirkus efter stort pres fra dyreværnsorganisationer og offentligheden. Nu kan cirkusset ikke løbe rundt længere. En sejr eller brandærgerligt? Det er der delte meninger om. Foto: Bill Sikes/AP

Hver femte dansker bevæbner sig mod indbrudstyve og hjemmerøvere, skriver DR. 19 pct. af danskerne svarer, at de har våben som f.eks. et boldtræ eller peberspray i huset, så de kan forsvare sig mod tyve. Men der er grænser for, hvor voldeligt man må opføre sig over for indbrudstyve, siger en ekspert.

Det er grundlæggende forkert, at otte mænd ejer lige så mange værdier som de 3,6 milliarder fattigste på Jorden. Det skriver SF's Jakob Mark på Facebook, efter at en rapport fra Oxfam har vist netop dét. »Der er brug for at tage mere fra de rigeste for at give til de fattigste. Det mener jeg virkelig,« skriver SF'eren. Ironisk nok er Facebooks grundlægger Mark Zuckerberg blandt de otte mænd. Rapporten konkluderer desuden også, at syv af ti mennesker bor i et land, hvor uligheden er steget i de seneste 30 år.

Facebook-grundlæggeren Mark Zuckerberg ejer lige så mange materielle værdier som millioner af verdens fattigste. SF's Jacob Mark mener, at verdens værdier skal fordeles markant anderledes. Arkivfoto.

Socialdemokratiet har nuppet over 41.000 vælgere fra Dansk Folkeparti. Det skriver Altinget. Denne vælgervandring over midten betyder, at Socialdemokratiet nu fungerer som en "bro" mellem blokkene, og en valgforsker vurderer, at det er Socialdemokratiets hårdere kurs på udlændingeområdet, der har fået DF-vælgerne til at sive over til rød blok.

Firmaet "Moon Express" er fast besluttet på at udforske Månen og udvinde dens naturressourcer. Firmaet har netop indsamlet 45 mio. dollars og er nu et stort skridt nærmere sin drøm om at lande på månen og tage »dyrebare ressourcer, metaller og sten« med tilbage til Jorden, skriver The Independent. "Moon Express" ser Månen som Jordens uudforskede ottende kontinent.

Og så skal vi lige runde det iskolde vejr. DMI advarer mandag morgen om pletvis glatte veje efter en virkelig kold nat. Traditionen tro var det Isenvad i Jylland, der oplevede den laveste temperatur med minus 12 grader først på natten - og det kan endda have været koldere endnu tidligt i morges. Det var det klare, vindstille vejr med snedække på jorden, der sendte temperaturen så langt ned. Mandag bliver det dog stille og roligt varmere, og generelt vil vi i dagtimerne få temperaturer lige omkring frysepunktet.

DET ER DER SKET I NAT

Et fragtfly fra Turkish Airlines er natten til mandag dansk tid styrtet ned under indflyvningen til den internationale lufthavn i Kirgistans hovedstad, Bisjkek. Flyet er styrtet ned i et boligområde, og mindst 32 personer er bekræftet omkommet.

I verdens bedste liga for amerikansk fodbold, NFL, måtte Dallas Cowboys bukke sig for Green Bay Packers, som nu kun er en sejr fra at nå finalen i Super Bowl.

Frankrigs tidligere premierminister Manuel Valls kom under hård beskydning, da han søndag tørnede sammen med de andre kandidater fra Socialistpartiet i en tv-debat forud for primærvalget senere i januar, skriver AFP. Valls blev kritiseret for kun at have taget imod et par tusinde flygtninge i løbet af sin tid i François Hollandes regering. Valls svarede, »at en åben flygtningepolitik ikke er muligt«.

For en atomnedrustningsaftale vil Trump tilbyde russerne at fjerne sanktioner mod dem efter Ruslands annektering af Krim, siger den kommende amerikanske præsident selv til The Times of London.

DET SKRIVER DE ANDRE MEDIER OM

DET SKAL DU HOLDE ØJE MED I DAG

Forhandlingerne om en ny fælles overenskomst på transportområdet, der omfatter chauffører, havnearbejdere og lagerarbejdere, begynder mellem fagforbundet 3F's transportgruppe og Dansk Industri.

EU's udenrigsministre mødes i Belgiens hovedstad, Bruxelles.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) præsenterer sammen med Aarhus borgmester, Jacob Bundsgaard, flere deleøkonomiske forsøgsprojekter, som Aarhus Kommune, der er udvalgt som forsøgsby, i 2017 gennemfører.

De danske håndboldherrer spiller deres tredje kamp i gruppespillet ved VM i Frankrig. Danmarks gruppe spiller i Paris, og aftenens modstander er Sverige. De andre hold i Danmarks gruppe er Qatar, Argentina, Bahrain og Egypten. 

Grand slam-turneringen Australian Open begynder i Melbourne. Tennisturneringen varer frem til 29. januar, hvor mændenes finale spilles på den kendte Rod Laver Arena. 

Australian Open er årets første Grand Slam, og har igen i år deltagelse af hele verdens tenniselite. Foto: AP

. Gifford har siden 2013 været ambassadør i Danmark, hvor han ud over de officielle forpligtelser har haft sit eget tv-program på DR3. Senere i januar skal ambassadøren forlade ambassadørvillaen Rydhave i Charlottenlund. 

En domstol i det arabiske emirat Sharjah ventes at afsige dom i en sag mod en dansker, der er tiltalt for at have slået sin mor ihjel. I et forsøg på at undgå dødsstraf har hans advokat fremlagt såkaldte tilgivelseserklæringer fra morens familie. 

Vil du have Briefing i din indbakke alle hverdage? Meld dig gratis til Premiums nyhedsbrev hver morgen og middag og få overblikket over de vigtigste historier. Har du tips, tricks eller bemærkninger til Briefing, så skriv til premium@jp.dk. Vi svarer altid.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.