Børnerådet i panik: Ingen gider at flytte med os til Billund
Næsten 700 opsigelser efter regeringens udflytningsplan. USA-diplomater gør oprør: Assads regering skal smadres. Folkemødet undgår skybrud - sommervarme på vej. EU-kampagner ligger stille efter Jo Cox-drab.
Vil du have Briefing i din indbakke alle hverdage? Meld dig gratis til Premiums nyhedsbrev hver morgen og middag og få nyhedsværtens eksklusive overblik på tre minutter.
Først en servicemeddelelse - og en opfordring: Efter 14 måneder i Briefings tjeneste har undertegnede fået andet arbejde og skal nu være vært (jourhavende kalder vi det) for hele Premium-sektionen med betalt indhold. Briefing overtages af Berit Ertmann, som senest i går var en strålende afløser. Det var virkelig været en fornøjelse at opleve den interesse, der har været omkring Briefing, men alting kan jo gøres bedre. Derfor vil jeg bede Briefings læsere om at sende mig en mail med forslag til Briefing. Ris eller ros tager vi også imod...
Og nu til nyhederne:
Knap 700 ansatte i de styrelser og nævn, som ifølge regeringens plan skal flytte fra København til provinsen, har sagt deres job op eller er blevet opsagt. Det fremgår af en rundspørge, som DR Nyheder har foretaget til de 42 arbejdspladser, der berøres. Tallet er lige nu 683 ud af 3.843 ansatte, men det vil formentlig stige, når den endelige deadline for udflytningen kommer. I Børnerådet, der skal flytte til Billund, er der ren panik: Formentlig vil ingen af de ansatte flytte med, og rådets formand, Per Larsen, er temmelig bekymret: »I princippet skal vi starte på en frisk, og det betyder jo, at al den ekspertise, vi har opbygget i så mange år, vil blive bombet godt og grundigt tilbage,« siger han.
Mere om arbejdsforhold for offentligt ansatte:
Det bliver ved med at sive ud med oplysninger om tvivlsomme arbejdsforhold og manglende håndhævelse af regler på bostedet Lindegården i København, hvor en social- og sundhedsassistent for tre måneder siden blev dræbt med en kniv af en psykotisk beboer på amfetamin. Politiken har fået aktindsigt i en ny rapport fra Arbejdstilsynet, der påviser en række tilfælde, hvor knive har ligget frit fremme på bostedet. Københavns Kommune, der ejer Lindegården, tager de nye oplysninger »meget alvorligt«.
Også danske læger oplever i stigende grad, at vold og trusler er en del af arbejdet, skriver Jyllands-Posten. Ifølge en undersøgelse, som organisationen Yngre Læger har fået udført, svarer næsten 45 pct. af de knap 3.000 læger, der har deltaget i undersøgelsen, at de inden for de seneste fem år har været udsat for vold og/eller trusler fra patienter og pårørende.
Hvad skal man mene om den 52-årige mand, som efter alt at dømme stod bag drabet på åben gade i går på den 41-årige Labour-politiker Jo Cox? I britiske medier bliver han beskrevet som en mentalt forstyrret højrenationalist, som skulle have råbt »Britain first« - navnet på et høhreradikalt politisk parti i Storbritannien, og nogle medier knytter ham til nynazister. Men samtidig siger hans familie, at de aldrig har hørt deres familiemedlem udtrykke en stærk politisk holdning. Og da det jo desværre ikke er første gang, at en politiker bliver dræbt på åben gade, har Politiken samlet en liste over politikere, der er blevet dræbt af terrorister eller sindsforvirrede personer.
Iøvrigt ligger begge sider i EU-kampagnen i Storbritannien stille for anden dag i træk. Begge de centrale kampagner, »Vote Leave« og »Britain Stronger in Europe«, og en række mindre kampagner har aflyst samtlige arrangementer, skriver Bloomberg.
USA’s strategi i Syrien er helt forfejlet, og der skal i stedet gennemføres målrettede militære angreb mod præsident Bashar al-Assads regering. Sådan lyder det opsigtsvækkende krav i et internt memo, som 51 amerikanske Syrien-diplomater i mellem- og toppositioner har skrevet under på, fremgår det af CNN's oplysninger. Islamisk Stat vil ikke kunne besejres, hvis Assad fortsat sidder på magten, lyder forklaringen på kravet om en markant militær optrapning, skriver BBC.
Syge detaljer bliver ved med at dukke op om terrordrabene i Orlando i lørdags: Orlando-terroristen Omar Mateen havde under sin massakre på 49 mennesker i natklubben Pulse i lørdags tid til at holde sit i kontakt med sin kone. Ifølge CNN sms'ede han til hustruen Noor Salman et par timer efter at han var begyndt at skyde mod gæsterne i natklubben og spurgte om hun havde set nyhederne, fremgår det af kilder, der er tæt på efterforskningen. Det er også kommet frem, at han tjekkede Facebook for at se, om nogen havde reageret på hans blodige terroraktion.
Under et besøg i Orlando sagde præsident Barack Obama ifølge Reuters, at USA må handle nu for at stoppe vold med skydevåben. Senatet vil stemme om forslag, der skal forhindre personer mistænkt for at have forbindelse til terrorgrupperinger i at købe våben. Og senator John McCain er kommet i modvind, efter at han har beskyldt præsident Barack Obama for at være »direkte ansvarlig« for Orlando-massakren. Bemærkningen blev opsnappet af The Washington Post, og da flere amerikanske medier begyndte at interessere sig for sagen, skyndte McCain sig ud i en korrektion.
Hvorfor fortsætter staten med at forundersøgelser og opkøb af ejendomme på Vestfyn og ved Vejle Fjord, selvom en ny jernbane hen over Vestfyn muligvis aldrig bliver til noget? Det kan man spørge sig selv om, efter at Fyens Stiftstidende har opklaret, at der foreløbig er brugt over 200 mio. kr. på projektet. Men da projektet skal finansieres via den nødlidende Togfonden, har jernbaneprojektet en yderst tvivlsom fremtid, siger trafikforsker Harry Lahrmann.
Med tanke på de seneste dages skybrud går mange og skæver til skydækket over Danmark, og der kommer ganske rigtigt en del regn i løbet af fredagen, varsler DMI. Men de mange tusinder, som gæster Allinge og Folkemødet, kan dog føle sig nogenlunde trygge, idet det værste regnvejr ser ud til at dreje lige præcis uden om solskinsøen, fremgår det af den seneste vejrudsigt. Og bare vent til næste uge: Her vender sommervarmen tilbage med temperaturer på op til 25 grader, lyder det i DMI's syvdages-udsigt.
Antallet af fanger, som bliver indberettet til PET for at skrive »Al Qaeda« på væggen, få nazi-tatoveringer eller tale om at tage til Syrien, er rekordhøjt, skriver metroxpress. Siden den netop løsladte Omar El-Hussein begik terror i København i februar 2015 har fængslerne frem til april i år lavet 254 indberetninger om 175 fanger for radikalisering og ekstremisme, viser tal fra Kriminalforsorgen. Vi indberetter alt i dag - hellere for meget end for lidt, siger Fængselsforbundets formand, Kim Østerbye. Justitsminister Søren Pind (V) vil indkalde til forhandlinger om situationen i næste uge.
En psykisk syg mors drab på sin niårige datter i onsdags kunne måske være undgået. Få dage før familietragedien var moderen blevet udskrevet fra psykiatrisk afdeling på sygehuset i Brønderslev, skriver BT, selvom hun i flere måneder havde lidt af en depression og i marts fik konstateret en psykose. Hun blev i stedet henvist til egen læge, og nu vil Region Midtjylland undersøge, om der er sket fejl i sagen. Den 27-årige mor blev torsdag varetægtsfængslet in absentia.
Berlingske har kastet sig over samarbejdet i den blå blok og konstaterer, at det halter. Avisen har talt med centrale kilder, som beskriver forholdet mellem Venstre-regeringen, Djansk Folkeparti, De konservative og Liberal Alliance som præget af manglende tillid og fortrolighed.
Vi skal også lige runde det faktum, at dronning Margrethe nu har måttet svare på, om kongehuset også har samlivsproblemer. »Bevar mig vel,« var dog dronningens korte svar til en journalist, der under et pressemøde på Færøerne i går spurgte, om hun og prins Henrik skal skilles. Det vil heller ikke ligne hende, vurderer en specialist i kongehuset. »Det vil være fuldstændig imod de værdier, som dronningen står for, og Henrik vil ikke have noget at vinde ved det. De har mange gode praktiske grunde til, at de skal have det her til at fungere så godt som muligt,« siger Sebastian Olden-Jørgensen, lektor og historiker på Københavns Universitet, til BT.
Over hver femte af landets kommuner - i alt 21 - har ansøgt om Indenrigsministeriet om at blive frikommune. I ansøgningen peger kommunerne på, at de mange detaljerede krav lægger beslag på for mange ressourcer og er uforståelige for borgerne, skriver Ugebrevet A4.
Vi skal skal lige have en smule sport: Det internationale atletikforbund, IAAF, beslutter i dag, om det russiske atletikforbund, som er suspenderet på grund af mistanke om organiseret dopingsnyderi, kan få lov til at deltage ved sommerens OL i Rio de Janeiro i Brasilien.
Derimod får tilskuere og tv-seere efter alt at dømme mulighed for at se kenyanske løbere i aktion på atletikbanerne i Rio. I hvert fald har Det Internationale Antidopingagentur nu erklæret sig tilfreds med de lovændringer, som Kenya har foretaget efter en række dopingsager de senere år, skriver Reuters.
EM i fodbold har været præget af voldelige hooligans, og en større gruppe russiske fans er blevet sendt hjem eller er på vej. Nogle af dem gik i aftes amok og overfaldt sagesløse mennesker foran katedralen i Köln. Det kostede en turist en brækket næse, mens to andre skulle være blevet hårdt kvæstet, skriver Deutsche Welle.
En af EM's outsidere, Belgien, er kommet temmelig dårligt fra start, og efter nederlaget på 0-2 til Italien, skal træner Marc Wilmots og målmand Thibaut Courtois være røget i et heftigt skænderi, skriver TV 2.
Et par korte sportsnyheder: Dårligt vejr satte en tidlig stopper for første runde af major-golfturneringen US Open, og det var danskeren Søren Hansen nok glad for. På det tidspunkt var han på få huller rutsjet fra en delt førsteplads til en placering som nummer 68, skriver Ritzau. Og i Copa del America, som normalt domineres af lande som Brasilien og Argentina, er USA nu klar til semifinalerne.
DET ER SKET I NAT
En mand, der i aftes blev ramt af to skud på Frederiksberg, er død kl. 03.39, oplyser Københavns Politi her til morgen. Han blev ramt af skud i hovedet og i den ene side af kroppen i aftes ved 23-tiden, mens han sad i sin bil på Peter Bangs Vej på Frederiksberg, og han var ved femtiden i morges endnu ikke identificeret. To personer blev efterfølgende anholdt på Roskildevej ikke langt fra gerningsstedet, men politiet kan endnu ikke sige, om de har forbindelse til skyderiet. Efterforskningsleder Kenneth Jensen siger til Ekstra Bladet, at det lige nu undersøges, om der også er affyret skud fra offerets bil.
Våbenvirksomheden Smith & Wesson fremlægger endnu et stærkt regnskab med et imponerende kvartalsregnskab, der viser et overskud på knap 1,95 milliarder danske kroner - en stigning på 50 procent i forhold til sidste år. Den administrerende direktør, James Debney, siger til The Guardian, at våbenvirksomheden har nydt godt af »en stærk kundeefterspørgsel«.
Selv om sandsynligheden, for at Bernie Sanders bliver Demokraternes præsidentkandidat ved valget i november, er så godt som ikke-eksisterende, nægter den 74-årige senator fortsat at trække sig fra valgkampen. Nu vil han i stedet arbejde på at få ført sin politiske dagsorden igennem inden for murene i partiet, sagde han torsdag i en tale i hjemstaten Vermont ifølge mediet Time.
USA's liberale våbenlovgivning splitter igen befolkningen og politikerne efter weekendens massedrab på en natklub. Faktisk er den amerikanske lovgivning indrettet, så det er nemmere at få fat i et våben end at få fat i en hundehvalp, konstaterer CNN. Ved køb af våben er der ingen krav om eksempelvis personlige referencer eller hjemmebesøg.
DET SKRIVER ANDRE MEDIER OM
-
Berlingske: Den 41-årige Labour-politiker Jo Cox er blevet skudt og dræbt i sin egen valgkreds i det nordlige England. Et vidne har antydet et nationalistisk motiv, men omstændighederne er uklare, og politiet holder efterforskningen åben. Brexit-valgkampen er midlertidigt indstillet.
-
Politiken: For tre måneder siden blev en social- og sundhedsassistent dræbt på bostedet Lindegården. Nu viser det sig, at der efter drabet har været en stribe episoder på bostedet, hvor personalet har ladet knive være frit tilgængelige for beboerne, der er uforudsigelige. Samtidig oplever ansatte, at ikke alle tager sikkerheden alvorligt.
-
Information: Selv om den danske mediedækning af flygtningeproblematikken er mere end tredoblet over det seneste år, trives fejlagtige myter om flygtninge stadig bedre. For eksempel tror halvdelen af befolkningen fejlagtigt, at Europa huser størstedelen af verdens flygtninge. Ifølge eksperter kan mediernes prioritering af nærhed og det nationale fokus være forklaringen.
-
Metroxpress: Antallet af fanger indberettet til PET for radikalisering er steget voldsomt. Fængselsforbundet ønsker særafdelinger for terrordømte. Søren Pind indkalder til forhandlinger i næste uge.
-
Børsen: Seks ud af ti i Nordeas direktion er kommet til under den nye topchef Casper von Koskull. Store ændringer presser de ansatte, advarer Finansforbundet.
DET SKAL DU HOLDE ØJE MED I DAG
Musikfestivalen NorthSide i Aarhus begynder i dag. På dagens program er blandt andre Deftones, Iggy Pop, Lukas Graham og The Chemical Brothers.
Folkemødet på Bornholm fortsætter med både politikere og interesseorganisationer. I dag er de russiske aktivister fra Pussy Riot blandt andre på Bornholm.
Der ventes dom i sagen mod den sydafrikanske handicapatlet Oscar Pistorius, der tidligere er dømt skyldig i drab på sin kæreste. Mødet om strafudmålingen begyndte mandag og ventes afslutte i dag med dom.
Der er rådsmøde for både EU's finans- og sundhedsministre i Luxemburg.
Vil du have Briefing i din indbakke alle hverdage? Meld dig gratis til Premiums nyhedsbrev hver morgen og middag og få overblikket over de vigtigste historier. Har du tips, tricks eller bemærkninger til Briefing, så skriv til premium@jp.dk. Vi svarer altid.