Minister om muslimske VUC-elever: »De forstår ikke, hvad det vil sige at bo i et demokrati«
Ellen Trane Nørby giver de udvandrede elever en ordentlig opsang. Nordea har hævet priserne 27 gange mere end nødvendigt. Islamisk Stats konti hacket med regnbueflag og bøsseporno.
Vil du have Briefing i din indbakke alle hverdage? Meld dig gratis til Premiums nyhedsbrev hver morgen og middag og få nyhedsværtens eksklusive overblik på tre minutter.
Landmændene står i kø for at omlægge til økologisk landbrug. I løbet af i år har 513 konventionelle landmænd søgt om at få lov til at blive økologer - det er det højeste antal siden slutningen af 1990'erne, skriver Finans. Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen er begejstret. »Regeringen mener, at økologien i Danmark skal drives frem på markedsvilkår. Man må sige, at det er tilfældet i disse år, hvor der i flere perioder har manglet økologiske varer,« siger han.
Historien om en gruppe muslimske elever, der er udvandret fra undervisningen på VUC, er faldet flere politikere for brystet, bl.a. undervisnings- og ligestillingsminister Ellen Trane Nørby (V). »Det illustrerer med tydelighed, at vi har en gruppe unge, der grundlæggende ikke forstår, hvad det vil sige at bo i et demokrati som Danmark,« skriver hun på Facebook og tilføjer, at VUC-ledelsen har ministerens fulde opbakning til at skride ind over for de ulydige elever. Også DF'eren Kenneth Kristensen Berth er blevet arrig over eleverne. »Hvis man mener, at Grundloven er så kontroversiel, at man udvandrer fra undervisning i den, så kan man ikke være i Danmark,« skriver han.
Historien om de muslimske elever kommer fra Radio24Syv, der har talt med flere lærere på VUC-centre. Lærerne fortæller, at gruppen af elever bl.a. har klaget over undervisningsmateriale som noveller og digte med seksuelt indhold, lige som undervisning i den danske grundlov og ytringsfrihed også blev for meget. Peter Zinckernagel, rektor på HF & VUC København Syd, siger til Ritzau, at udvandring fra undervisningen trods alt »hører til sjældenhederne«.
Storbanken Nordea meddelte onsdag, at man ville gøre sine realkreditlån dyrere for kunderne med henvisning til »nye regler for kapitalkrav«. Men Nordea har hævet priserne 27 gange mere end det egentlig er nødvendigt, skriver Finanswatch. Beregningerne viser, at der slet ikke er sammenhæng mellem Nordeas ekstraudgifter og den ekstraregning, man vil sende til kunderne. Nordea har oplyst, at man »ikke har tal på«, hvor meget man forventer at tjene ekstra på prisstigningerne.
I København giver et kraftigt regnvejr problemer for trafikken, og politiet har derfor opfordret bilisterne til at køre uden om områder, hvor der er meget vand på vejen. Det gælder bl.a. på den store trafikåre Lyngbymotorvejen ved Hans Knudsens Plads på Østerbro. Ifølge DMI vil regnen fortsætte hele torsdag med mellem 15 og 25 millimeter regn på en halv time samt risiko for kraftig torden. Alle de veje, som politiet opfordrer folk til at holde sig væk fra, kan ses her.
Demokraternes senator Chris Murphy trådte torsdag morgen dansk tid ned fra talerstolen efter en over 14 timer lang filibuster - en lang debat som har til formål at trække tiden ud så længe som muligt - hvor senatoren gennem hele seancen havde stået op og argumenteret for mere kontrol med skydevåben. Han trådte ikke ned, før han havde fået republikanernes politikere til at love, at de ville stemme om bl.a. obligatoriske baggrundstjek ved køb af skydevåben. Det kan her tilføjes, at den længste filibuster i USA's historie varede over 24 timer.
Islamisk Stat var hurtig til at tage ansvaret for Omar Mateens skyderi på homo-natklubben Pulse i Orlando, der kostede 49 festgæster livet. Senere er det kommet frem, at Omar Mateen ifølge flere tidligere bekendte selv forsøgte at samle fyre op og kom meget i homo-miljøet, og nu har terror-organisationen så fået endnu flere regnbueflag at slås med. Newsweek skriver, at hackere har overtaget flere IS-støtters Twitter-konti og nu bruger Islamisk Stats egne profiler til at udsende bøsseporno, regnbueflag og støtteerklæringer til LGBT-miljøet. »Jeg gjorde det for ofrene i Orlando,« siger hackeren, som har tilknytning til Anonymous, til Newsweek.
Nyhedsbureauet AFP har kort før middag meddelt, at der i løbet af EM i Frankrigs første seks spilledage er blevet foretaget 323 anholdelser. Det er især russiske og engelske fans, der har voldt politiet problemer i Frankrig. Til sammenligning var der ved seneste EM, i 2012, omkring 600 anholdelser i løbet af alle tre uger.
Det er også værd at nævne, at tre amatørarkæologer har fundet syv armringe i guld fra 900-tallet på en mark i Vejen. Det er den største guldskat fra Vikingetiden, der nogensinde er fundet i Danmark. Mere om det her.
Og så til dagens tips om gode historier
Er det sejt at være som Frank Underwood? Jyllands-Posten har gravet lidt i et ret kontroversielt oplæg på årets folkemøde: En forfatter, som er kendt for en skønlitterær bog om politisk spin, er blevet hyret til at lære politikere og journalister spin-tricks. Lyder det mærkeligt? Så er du ikke ene om at synes det. Flere kulturanmeldere synes, det er sært, at Business Region Aarhus har valgt at invitere House of Cards-forfatteren Michael Dobbs til at holde oplæg om i nogens øjne antidemokratiske måder at bedrive politik på.
Dobbs' oplæg ”Tag politisk lederskab – som F. Underwood” henviser til House of Cards' berygtede hovedperson Frank Underwood, som i løbet af sin fiktive karriere får slået flere mennesker ihjel, lyver, afpresser og manipulerer med alle omkring sig. »Folkemødet er tænkt som et demokratisk møde, som er så modsat hans forståelse af politik,« siger Politikens Bo Tao.
Det skrevne ord er på vej ud: For en skrivende journalist lyder den følgende historie som et skrækkeligt scenario. Men man kan ikke løbe fra udviklingen, så her kommer det: Udviklerne hos Facebook forudser, at tekstelementerne om fem år vil være forsvundet fra det sociale medie og erstattet af video. Det skriver mediet Quartz. »Den bedste måde at fortælle historier på i denne verden, hvor vi får så megen information smidt i hovederne, er faktisk video,« siger Facebooks europæiske chef Nicola Mendelsohn, som også kan fortælle, at Facebook ser et årligt fald i mængden af tekst.
Dagens anmeldelse: Hvad er det, der vralter afsted som en gammel and uden mål i sigte? Svaret er - ifølge Jyllands-Postens anmelder - filmen "Barbershop: A Fresh Cut", som har premiere i dag. Filmen skal bæres af skuespillere som Ice Cube og Regina Hall, men den fejler miserabelt og er hverken sjov eller underholdende, lyder dommen. Én stjerne bliver det til.
Dagens dans: Alternativet er landet til årets folkemøde og begyndte naturligvis torsdagen med en ikke helt skarpt koordineret morgen-fællesdans. »Der skal sgu være plads til at være lidt fjollet og give den gas,« sagde Bjarne Serritslev fra Alternativet til TV 2 under dansen. Der er i løbet af de næste fire dage planlagt knap 3.000 arrangementer på mødet i Allinge.
Vil du have Briefing i din indbakke alle hverdage? Meld dig gratis til Premiums nyhedsbrev hver morgen og middag og få overblikket over de vigtigste historier. Har du tips, tricks eller bemærkninger til Briefing, så skriv til premium@jp.dk. Vi svarer altid.