Dit nyhedsoverblik: Aktion skal redde 93 indere fra voldsom cyklon
Regeringen er vendt på en tallerken i sagen om børn i Syrien, siger opposition. Coronahjælpepakker lægges i skuffen igen - og så møder det kritik, at dømte stifter tårnhøj gæld, fordi de selv skal betale for sagsomkostninger.
Vil du have Briefing i din indbakke alle hverdage? Meld dig gratis til Jyllands-Postens nyhedsbrev hver morgen og få nyhedsværtens overblik på to minutter.
Godmorgen og velkommen til denne onsdags Briefing fra Jyllands-Posten. Frankrig presser på for en våbenhvile i Israel og Palæstina, og regeringen er ifølge oppositionen vendt på en tallerken i sagen om Syrien-børnene, men først skal vi til Indien, hvor en enormt vanskelig redningsaktion lige nu udspiller sig i farvandet ud for Mumbai.
En pram med 273 mennesker om bord, der bruges til at servicere en olieplatform, sendte mandag et sos-signal, da den midt i en voldsom cyklon var begyndt at drive rundt, og besætningen var ude af stand til at bevare styringen selv.
Tirsdag sank prammen, mens cyklonen fortsat rasede med bølger på op til otte meters højde til følge, skriver nyhedsbureauet Reuters. Mange er blevet reddet af helikoptere og redningsfartøjer, men ifølge myndighederne savnes fortsat 93 mennesker, som man forsøger at redde under »ekstremt udfordrende forhold på havet«, beskriver redningsfolk.
»Dette er en af de mest udfordrende eftersøgnings- og redningsoperationer, jeg har set i de seneste fire årtier,« siger Murlidhar Sadashiv Pawar, der har en ledende position i den indiske flåde, til Reuters.
Cyklonen har fået navnet Tauktae og har de seneste dage hærget Indien. Flere end 200.000 mennesker er blevet evakueret i landet, der i forvejen er presset i knæ af høje coronasmittetal. Tirsdag var der atter rekordhøje coronarelaterede dødstal i Indien.
Mange huse er kollapset under Tauktae, der mandag ramte landjorden i den indiske delstat Gujarat. Mindst 33 mennesker er ifølge nyhedsbureauet AFP dræbt - mange af dem af netop kollapsede huse.
Selv om redningsaktionen på havet beskrives som meget udfordrende, lykkedes det tidligere på ugen myndighederne at redde hele den 137 personer store besætning fra en anden pram, der ligeledes drev rundt som følge af cyklonens kræfter.
Lad os tage et kig på dagens øvrige nyheder:
Dømt 15 gange og skylder millioner: »Mange af dem bliver aldrig nogensinde gældfri«
Dømte møder friheden med en gæld, der risikerer at tynge dem resten af livet. Over 20 fagfolk, eksperter og foreninger opfordrer nu til et opgør med et særligt dansk system, hvor dømte selv hæfter for sagsomkostninger. Socialdemokratiet gik til valg på at ændre systemet for seks år siden. Nu kræver SF klar besked fra regeringen. Det skriver vi på Jyllands-Posten på forsiden af dagens avis - læs hele historien her og mød Christian Breum, der ved sin løsladelse fik et girokort på 1,8 mio. kr.
De generelle coronahjælpepakker ophører til juli
De generelle coronahjælpepakker ophører 1. juli og erstattes af nye ordninger med særlig fokus på udsatte virksomheder. Det oplyser Finansministeriet tidligt onsdag, efter at regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier efter mange timers forhandlinger er nået til enighed om en såkaldt sommer- og erhvervspakke, der skal understøtte turisme- og oplevelsesindustrien.
V og DF beskylder regeringen for kovending om Syrien-børn
Regeringen bliver af oppositionspartier i blå blok beskyldt for kovending og løftebrud, efter at regeringen tirsdag aften meddelte, at den vil arbejde for at hente 19 børn og tre mødre hjem fra fangelejre i Syrien. Reelt stod valget mellem pest eller kolera for regeringen, mener en kommentator.
Frankrig skubber på for våbenhvile i Israel-Gaza-konflikt
Frankrig vil sammen med Egypten og Jordan forsøge at få FN’s Sikkerhedsråd til at vedtage en resolution, der opfordrer til våbenhvile i konflikten mellem Israel og Hamas-bevægelsen.
Topdemokrat i USA opfordrer til diplomatisk boykot af vinter-OL
Den amerikanske topdemokrat Nancy Pelosi opfordrer nationale såvel som internationale ledere til at boykotte vinter-OL i Kina til næste år. Hun kritiserer blandt andet Kina for krænkelser af menneskerettighederne.
Det Etiske Råd vil diskutere assisteret selvmord
Det Etiske Råd vil diskutere muligheden for at assistere patienter til selvmord herhjemme. Det sker efter en afgørelse i Tyskland, skriver Kristeligt Dagblad.
USA vedtager lov for at forhindre hadforbrydelser mod asiater
Kongressen i USA har tirsdag vedtaget en ny lov, der skal forhindre hadforbrydelser og vold mod amerikanere med asiatisk baggrund. Netop denne type af kriminalitet er steget kraftigt under coronapandemien.
Ingen betjente tiltales for drab på sort amerikaner
Ingen af i alt syv betjente vil blive tiltalt for at have skudt og dræbt en sort mand ved navn Andrew Brown i North Carolina i slutningen af april. Tirsdag fremlagde statsanklager Andrew Womble delstatens efterforskning.
DET SKRIVER DE ANDRE MEDIER OM
Avisen Danmark: Mens samfundet genåbnes, føler flere kronisk syge, at det er nødvendigt at isolere sig, mens de venter på at få en vaccine.
Berlingske: Regeringens plan er nu at hente 14 børn og deres mødre hjem til Danmark. Det oplyste regeringen i aftes, efter at man på en række fortrolige møder havde orienteret en stribe af Folketingets partier.
B.T.: Hørning, Herning, Køge, Karslunde, Korsør, Allerød, Aalborg, Ringsted og Randers er ikke bare tilfældige danske byer – det er byer, hvor mange af indbyggerne bor i et ”støjhelvede”, fortæller de.
Børsen: Arbejdsmarkedet er nu kun et mulehår fra ny jobrekord, og flaskehalse presser ordrebøger og priser. Opkvalificering af ledige er vejen frem, mener minister.
Finans: Ifølge Danske Bank og Nordea er de officielle regler, som regulerer danskernes mulighed for at købe en ny bolig, før den gamle er solgt, ikke strikse nok.
Information: Alle palæstinensiske fraktioner i såvel selve Israel som i det arabiske Jerusalem, Vestbredden og Gaza er gået sammen i en hidtil uset bred front af national modstand mod Israel.
Kristeligt Dagblad: Krigen mellem Israel og Hamas har samlet geledderne på den palæstinensiske side. I Gaza ser man krigen som en genrejsning for den palæstinensiske sag.
Politiken: Et krydspres bestående af nye PET-vurderinger og trusler fra regeringens støttepartier får statsminister Mette Frederiksen til at hente 3 danske kvinder med 14 børn hjem fra syriske fangelejre.
JP MENER: Sundhedskrisen er forhåbentlig snart ovre - nu gælder det folkestyret
Et af menneskenes store problemer er, at vi kan vænne os til det meste. Herunder mundbind og lukkede butikker, ja, endog alsang fra altaner. Mange af os har allerede glemt, hvordan verden så ud før corona, for man kan vænne sig til alt, lige fra hjemmearbejde til tomme fodboldstadioner med kunstig kulisse og Fifa-lyd.
Det skal vi overhovedet ikke vænne os til. Vi skal insistere på, at sådan vil vi ikke leve. Corona har gjort stor skade på vores økonomi, men den skulle helst ikke gøre varig skade på vores folkestyre. Det bliver oppositionens opgave at sikre det. Ved evindelig dissens. For regeringens foragt for folkestyret har været udtalt. Sådan skriver Jyllands-Posten i dagens leder, som du finder her.
DAGENS JP-INDLÆG: Religion er ikke så sort-hvid, som mange vil gøre det til. Åbn dog øjnene for, hvor rig og mangfoldig verden er
En udstilling, arrangeret af Ydre Mission i Skjern for mange år siden, åbnede vores øjne for, at verden er stor og rig. Måske bør vi have nogle flere af den slags udstillinger, der kan gøre os klogere på verden og på os selv? Sådan spørger forfatter Egon Clausen i dagens kronik i Jyllands-Posten. Den kan du læse i sin fulde længde her.
DAGENS TEGNING: Permanent bosættelse
DET SKER I DAG
09:00: Dom ventes i ankesag om stenkast under coronademo
10:00: EU-domstol afgør sag om coronahjælp til flyselskaber
11:30: Partier holder forhandlingsmøde om 2025-klimamålet
15:30: Ministre skal i samråd om kriminalitet på Kærshovedgård
Arktisk Råd holder møde i Island
VEJRET
Perioder med lidt eller nogen sol, men især vestpå også spredte byger. Temperaturer mellem 10 og 15 grader. Let til frisk vind. I aften og i nat temperaturer mellem fem og ti grader.
Vil du have Briefing i din indbakke alle hverdage? Meld dig gratis til Jyllands-Postens nyhedsbrev hver morgen og få overblikket over de vigtigste historier.