Mere kreativitet ind i kontoret
Jeg læser hver uge dine gode indretningsforslag i Jyllands-Posten og har nu selv brug for inspiration til, hvordan jeg kan indrette mit nuværende kontor til også at kunne udgøre et kreativt rum med plads til overnattende gæster og legende børnebørn.
Rummet er 16,7 kvm og er i dag indrettet som kontor med mange bøger (og løse reoler), men jeg har brug for, at rummet kan benyttes til flere formål. Jeg har et arvestykke i form af et gammelt flot palisanderskrivebord (D:0,7m x B:1,41 m), som jeg gerne vil bevare, hvis det er muligt. Jeg synes dog, møblet gør det vanskeligt for mig at skabe en effektiv indretning af rummet. Foruden dette har jeg et hængemappeskab (H: 1,32m/B: 0,415m/D: 0,63m), som jeg umiddelbart finder vanskelig at undvære. Rummet har et stort garderobeskabs-arrangement med skydelåge på endevæggen. I mine egne overvejelser er indgået f.eks. at bygge en reolvæg med ”indbygget” sofa-/soveplads (med plads til opbevaring af sengetøj) og en lang bordplade langs den ene væg, der kunne bruges til kombineret arbejds-/hobbybord. Jeg er dog lidt bange for, at rummet kommer til at virke for "tungt", og jeg ved rent faktisk heller ikke, hvordan jeg skal gribe det an. Jeg har følgende ønsker til rummet: 1. Et funktionelt og hyggeligt rum med plads til fordybelse, kreativitet og leg 2. Et fleksibelt arbejdsbord, der kan anvendes til flere formål 3. En løsning med plads til mine mange bøger 4. En løsning til overnattende gæster / børnebørn 5. Opbevaring af sy-/strikkesager, spil m.m. 6. Der er behov for plads til IT-udstyr (PC, skærm/printer m.m., ligesom der gerne også må være plads til et TV. De bedste hilsner Jette Nielsen
Svar: Følgende er et par forslag til, hvordan du kan indrette dit kreative rum. Forslag A tager udgangspunkt i det store skabs nuværende placering langs endevæggen. På forslag B foreslås, at skabet, hvis overhovedet muligt, bliver flyttet til væggen med døren, allermest for at kunne få vinduet helt frit. Begge forslag har det til fælles, at reoler (hvide) er placeret omkring både sovesofa og arbejdsbord. Arbejdsbordet vil fungere bedst, efter min mening, hvis der er mulighed for at bruge det fra begge sider, og at kunne sidde overfor hinanden på et par taburetter, frem for at være placeret langs en væg. Vælger du at anskaffe et nyt bord, kan det være en bordplade, som monteres på væggen, og i modsatte ende understøttes af en åben reol i passende højde. Et lavt opbevaringsmøbel (gerne på hjul), med skuffer og hylder til opbevaring af spil, strikketøj og lign., kan samtidig bruges som sofa/spillebord. Som en sjov effekt, vil det være rigtig fint at tapetsere væggen bag sofaen. Det er ikke et stort område pga. reolen hen over sofaen, men det vil give en fin effekt. De venligste hilsner Tina K. Switzer