Dårlig rådgivning skyld i mange byggeskader

Mange byggeskader opstår, fordi håndværkerne laver arbejde, der ligger uden for deres fagområde, eller fordi boligejere får dårlig rådgivning om gør det selv-projekter, oplever Bolius’ rådgivere. Læs, hvad du kan gøre for at mindske risikoen for skader.

Artiklens øverste billede
Mange boligejere bruger håndværkere som sparringspartner, men som regel er de kun eksperter i der, der vedrører deres eget fagområde.

Forkert lagt isolering i taget, der fører til svamp og fugtskader. Ulovlige gulvafløb på badeværelset. Forkert mørtel i fugerne, der fører til revnede mursten.

Det er blot nogle af de byggeskader, mange boligejere oplever, fordi de har fået håndværkere til at gå uden for deres fagområde, eller fordi de har fået dårlig rådgivning af håndværkere eller i byggemarkedet før et gør det selv-projekt.

Mange skader efter forkert rådgivning

Tine Nielsen er arkitekt og redaktør for Bolius Boligejernes Videncenter brevkasse Spørg eksperten, hvor danskerne gratis kan stille spørgsmål om hus og have. Her kommer der mange spørgsmål om skader efter forkert rådgivning eller håndværkere, der har lavet fejl.

- Håndværkere kan være rigtige, dygtige fagmænd, men man kan få et råd, der i sammenhængen kan være forkert. Mange tror, de bare skal spørge håndværkerne eller ’eksperterne’ i byggemarkedet til råds, og så er de sikre. Men selv om en murer kan være vildt dygtig til at mure, kan han ikke nødvendigvis være ansvarlig for, at bygningsreglementet er opfyldt dér, hvor muren møder taget, siger Tine Nielsen.

LÆS OGSÅ: Byggesjusk, hvad er det?

Boligejere bruger håndværkeren som sparringspartner

Også Bjørn Bo Klahn, ansvarlig fagekspert for tilsyn i Bolius, møder mange boligejere, der står med byggeskader som resultat af dårlig rådgivning.

- Jeg oplever desværre meget ofte, at private bygherrer bruger deres entreprenører eller håndværkere som sparringspartnere. Håndværkerne informerer i god tro, mens de måske ikke helt er fulgt med virkeligheden og de mange byggetekniske krav, der er, når man skal bygge et hus, mener han.

Håndværkere er eksperter i deres eget fagområde

Bjørn Bo Klahn understreger, at der selvfølgelig er mange dygtige håndværkere, der også følger med i lovgivningen. Men, at de som regel kun er eksperter i det, der vedrører deres eget fagområde.

- Det kan ofte være svært for en enkelt håndværker at have det brede byggetekniske overblik. For at lægge et gulv, skal du ikke bare kunne lægge et gulv, du skal også vide noget om dampspærre og radonsikring og alt mulig andet, siger Bjørn Bo Klahn.

Mange skader på tage

Dansk Byggeri oplever ikke, at det er et udbredt problem, at håndværkere laver fejl, fordi de går ud over deres fagområde. Men det sker.

- Vi ser da en gang imellem sager i vores ankenævn, hvor en håndværker er gået lidt ud over det, han har kompetencer til. Vi kan konstatere, at det især er i forbindelse med tagkonstruktioner, der kan opstå fejl og mangler, siger Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri.

LÆS OGSÅ: Pas på: Tage har flest byggeskader

Mange byggeskader ved isolering

Det er da også netop byggeskader i forbindelse med tagkonstruktioner og isolering, Tine Nielsen og Bjørn Bo Klahn får flest henvendelser om. Fx er der mange, der gerne vil have isoleret deres kolde tagrum, og så propper de isolering ind alle steder - også ved tagfoden ved etageadskillelsen.

Men når de isolerer der, lukker de en vigtig ventilationsspalte og kan ende med at få skimmelsvamp i hele tagrummet.

- Når det gælder isolering, er den helt store klassiske fejl, at der ikke laves en dampspærre, eller den laves forkert. I gamle huse kan man ikke gå ud fra, at væggene eller taget er helt tæt.

- Men hvis man efterisolerer på loftet med store mængder, ændrer man de fugttekniske forhold kraftigt - tagrummet bliver koldere, fordi der ikke kan slippe så meget varme op, og den rumfugtige luft kan ikke nå helt igennem isoleringen, før den møder kolde områder og derved kondenserer inde i selve isoleringen, som så ikke kan ventileres bort. Det kan give store fugt- og svampeskader. Derfor er det utrolig vigtigt, man får sat en tæt dampspærre op, forklarer Bjørn Bo Klahn.

Professionel rådgivning kan mindske risiko for skader

Tine Nielsen og Bjørn Bo Klahn råder til at søge professionel rådgivning af én, der har et bredere overblik, hvis du vil minimere risikoen for, at du selv eller din håndværker laver fejl.

- Hvis man kaster sig ud i et mindre projekt, må man som minimum sørge for, at man læser og forstår monteringsvejledningen på det produkt eller de materialer, man planlægger at bruge. Hvis man gør det forkert, dækker garantien oftest ikke. Så under alle omstændigheder er det en god idé at få professionel vejledning af en bygningskonstruktør, en arkitekt eller en ingeniør, mener Tine Nielsen.

Og kaster du dig ud i et større byggeri eller renoveringsprojekt, er det et must, at du har en rådgiver med en rådgiverforsikring, mener Bjørn Bo Klahn.

- Det er ofte et område, hvor folk sparer, men det er virkelig ærgerligt, for der kan komme uoprettelige eller meget omkostningstunge byggeskader ud af det, siger han.

LÆS OGSÅ: Generelt om personlig rådgivning på bygge- og boligområdet

Så meget koster en byggerådgiver

Regn med en timepris på 750-1.000 kr. for professionel byggerådgivning. Hvor mange timer, du har brug for en rådgiver, kommer an på, hvor omfangsrigt og komplekst byggeriet er, og hvor detaljeret rådgivning du ønsker. Som regel løber den samlede rådgivning op i 15 procent af byggeudgiften, hvis det er et større projekt, hvor der ofte skal udføres projektmateriale, byggetilladelse og tilsyn.

Husk, at en lille tilbygning kan kræve lige så meget projektering, som en stor. Især vil køkkener, badeværelser og specielle hus/tagformer kræve mere projekteringsarbejde.

Tjek håndværkeren, inden du hyrer ham

- Vores standardråd er: Vær grundig med at få referencer på de håndværkere, du vælger. Og vælg nogle, der er omfattet af et ankenævn og en garantiordning. Hvis du skal have et firma til at lave dit tag, skal du have referencer på, at firmaet har erfaring med at lave tage og tager alle de hensyn, der skal tages.

LÆS OGSÅ: Valg af håndværker

Lav en skriftlig aftale

- Og så siger vi til både boligejere og håndværkere, at de SKAL huske skriftlighed. Få skrevet aftaler, deadlines og pris ned, så vi ikke ender med en sag, hvor det er påstand mod påstand. Det ser vi alt for meget af, siger Michael H. Nielsen.

Han opfordrer også til at knytte en professionel rådgiver til projektet, hvis du er det mindste i tvivl om, hvordan noget skal udføres.

LÆS OGSÅ: Håndværkeraftaler

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.