Lejligheden er vokset

Jeg flyttede ind i en gammel familieopgang på Frederiksbjerg for et par år siden og mangler nu langt om længe blot at få slebet gulvene, før min lejlighed vokser fra to til fire værelser.

Med den ekstra plads følger åbenlyst nogle oplagte muligheder for at få soveværelse væk fra gaden og lave en rigtig stue med flere siddepladser (sofaen er allerede udset og købt).

Men er det virkelig så simpelt, som det ser ud, og hvad gør jeg med det ekstra værelse? Ville et stort maleri på endevæggen være en god løsning i alt det bare, der bliver, når møblerne flyttes? Endvidere kunne jeg godt tænke mig lidt råd om valg af belysning i de forskellige rum og om brug af farver på enkelte vægge (eksempelvis overvejer jeg at male skabsvægten grå-sort). Jeg er i starten af trediverne, er lige blevet færdig med speciale, har et godt job og vil ikke have noget imod at skulle investere i nye møbler, eftersom jeg stort set ikke har nogle.



Venlig hilsen



Kristian, 8000 Århus C



I det største af rummene foreslår jeg, at du indretter opholdsstue med bl.a. din store nye sofa. Derudover kan du anskaffe dig et par lette og lave stole, som placeres over for sofaen. Som en let og fin løsning kan du vælge et smalt, men langt sofabord (kig på www.heinedesign.dk) og samle det hele på et tæppe. Måske vil du have fjernsyn i dette rum. Det kan hænges på væggen mod entreen. I det tilstødende rum, mod gaden, vil jeg foreslå, at du indretter med skrivebord og reoler - hjemmekontor/herreværelse.



Spisestuen indretter du ved siden af soveværelset.



Det vil være helt fint at male skabsvæggen grå-sort. Desuden kan du bygge videre på ideen og male endevæggen i ”kontoret” i en kontrastfarve, så man fra opholdsstuen ser ind på farven. Placer evt. det store maleri over skrivebordet, så det bliver en del af effekten. Denne væg (kommer dog an på, hvordan maleriet er) kunne være i en meget mørk nuance.



Ligeledes vil jeg foreslå, at væggen i opholdsstuen ind mod kontoret bliver malet i en kontrastfarve - en farve taget fra maleriet i kontoret (eksempelvis orange!). På den måde bliver der en dobbelt effekt, når man ser gennem opholdsstuen og videre ind i kontoret. I spisestuen kan det være væggen ind mod opholdsstuen, der har en kontrastfarve, her med den modsatte effekt: Man ser den kun fra spisestuen. Alle øvrige vægge er hvide.



Angående belysning vil jeg foreslå, at du bruger gulvlamper ud over loftslamper, som hænger højt (fra rosetterne). Gulvlamperne vil passe godt til den enkle møblering og være som lysende skulpturer, der giver den hyggelige effekt. Gå evt. ind på www.foscarini.com, www.lightyears.dk og www.flos.dk, og få inspiration til oplagte løsninger. De fleste gulvlamper har indbyggede lysdæmpere, så man kan danne de helt rigtige stemninger. I loftet vil det være fint med lysekrone i måske kontoret og spisestuen og en enkel kuppelpendel i opholdsstuen (stadig højt - ikke ned over bordet).



Håber, du hermed får lys i lejligheden - held og lykke med projektet.



Venlig hilsen



Tina Switzer

Andre læser

Mest læste

Del artiklen