Bæredygtig have: Skift spagnum ud med kompost

Spagnum er en knap ressource, og derfor er det et mere bæredygtigt valg at bytte den ud med kompost.

Artiklens øverste billede
Brug kompost fra haven i stedet for spagnum, hvis du vil skåne miljøet. Foto: Carsten Bundgaard

Har du en meget leret og tung jord, som vandet risler lige igennem, så kan det gøre livet som haveejer eller plantedyrker ret besværligt.

Derfor tyr mange til spagnum, som kan give jorden mere struktur og fylde.

Men spagnum - som egentlig er tørv - er også en knap ressource, som kommer fra meget gamle højmoser, som ikke bare lige kan erstattes.

Og det gør det til et omdiskuteret valg.

- Jord baseret på spagnum er mindre bæredygtigt end et dyrkningsmedie baseret på komposterede planterester, siger Hanne Lakkenborg Kristensen, som er lektor og forskergruppeleder for gruppen Planter, Fødevarer og Bæredygtighed på Aalborg Universitet.

- Spagnum kommer sandsynligvis langvejs fra og frigiver kulstof, som ellers lå godt langtidsbundet i en mose, forklarer hun.

Der er nemlig bundet kuldioxid fra atmosfæren i spagnum, men det frigives igen, når man indvinder spagnum for at bruge det til eksempelvis dyrkning.

Derfor kan du med fordel tænke i alternativer, råder Landsforeningen Praktisk Økologi.

Og faktisk kan du opnå mange af de samme resultater med kompost. Ud over en bedre struktur tilfører kompost også næring og liv til jorden. 

Haveselskabet anbefaler, at du i stedet for den almindelige pottemuld, som ofte indeholder spagnum, kan gå efter spagnumfri krukkejord, der blandt andet indeholder komposteret hestemøg.

- Du kan også godt bruge almindelig havejord i krukkerne, men bland jorden med grov kompost, og sørg for godt dræn i bunden. Så undgår du, at jorden bliver så kompakt, at planterne ikke trives, lyder rådet fra Haveselskabet.

Henter du din kompost fra genbrugspladsen, vil den ofte være så næringsfattig, at den kan bruges i køkkenhaven uden at svide rødderne. 

Kvaliteten af kompost fra genbrugspladsen varierer dog meget fra kommune til kommune. Så tjek, om den skal blandes op med sand og muldjord, før den kan spredes i bedet.

Vil du lave et højbed i haven, kan du fylde op med helt almindelig havejord, som du blander op med kompost. Har du ikke jord nok i haven, kan du købe højbedsmuld i stedet for plantesække med spagnum.

Men det mest bæredygtige er altså at bruge den jord, du allerede har, siger Jakob Magid, som er lektor på Institut for Plante- og Miljøvidenskab ved Københavns Universitet.

- Jord er dyrt og ikke særlig bæredygtigt at flytte rundt, forklarer Jakob Magid og fortsætter:

- Og hvis man behandler den jord, man har, godt, så bliver det også en god jord. Det betyder, at man ikke overdrevet nedslider det organiske stof i jorden, og at man selv tilfører noget organisk stof, siger han.

/ritzau fokus/

Andre læser

Mest læste

Del artiklen