Gør det selv eller ej?

Hvornår kan man selv renovere, og hvornår skal man have hjælp? Få arkitektens råd og huskeregler - og fem digitale assistenter.

Artiklens øverste billede
Ved større renoveringer som at lægge nyt tag kan det være en god ide at få hjælp udefra og overlade det til professionelle. Du kan tjekke, hvad du må og ikke må gøre selv på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside: www.sik.dk. Arkivfoto: Mik Eskestad

De hjemlige kvadratmeter kalder fra tid til anden på et friskt pust og nogle kærlige hænder. Og de fleste af os har prøvet at trække i malerplettede kanvasbukser, finde værkstøjs-kassen frem fra gemmerne og frekventere det lokale byggemarked, udrustet med ambitionen om at klare håndværksskærene selv. Med større eller mindre succes.

For uanset hvor heldigt dine hænder er skruet på, kan alt fra pengepung til projektresultat i nogle tilfælde være bedre tjent med, at du slipper handyman-intentionerne og lader fagfolk svinge redskaberne.

»Jo mere kompleks opgaven er, jo sværere er det at gøre det selv. En god tommelfingereregel er, at alle projekter i størrelsesordenen fra et badeværelse og opefter kræver bistand udefra,« lyder rådet fra arkitekt Søren Blichfeldt fra Arkitektgruppen Hellerup.

»Skal man i gang med projekter, der gør boligen ubeboelig i længere perioder; eksempelvis i forbindelse med renovering af primære rum som badeværelse og køkken, hvor det kan være besværligt og upraktisk at bo med byggerod i lang tid, får man ofte det bedste resultat, hvis man lægger hele opgaven ud til én håndværker, som derefter hyrer de nødvendige folk ind,« uddyber han.

Tidligere i år bragte Living en boligreportage fra en renoveret villa i Roskilde. Ved større boligprojekter som en gennemrenovering kan det ifølge arkitekt Søren Blichfeldt være en god ide at søge rådgivning og alliere sig med en kyndig entrepenør. Foto: Rasmus Malmstrøm

Herudover er det ifølge arkitekten en god ide at søge professionel hjælp, når det drejer sig om mellemstore opgaver, der kan løses af én bestemt håndværkergruppe – for eksempel en tømrer, der kan sætte en skillevæg op, eller en maler, der forstår sig på at spartle og male en væg.

Tænk i det små, når du bygger stort

Hvis man kaster sig ud i større renoverings- eller byggeopgaver som nybyggerier og til- og ombygninger, er det typisk nødvendigt at alliere sig med en entreprenør, en arkitekt eller et typehusfirma, der kan tage førerkasketten på. Spørger man Søren Blichfeldt, kan det i sådanne tilfælde være en god investering at få et ekstra sæt kyndige øjne på opgaven – så man sikrer sig, at byggepakken lever op til forventningerne. For det handler om at holde øje med de små detaljer i det store billede.

Her ses førstesalen på huset, som den så ud under renoveringen. Foto: Rasmus Malmstrøm

»Hvis man går til en entreprenør, får man det, der bliver beskrevet i tilbuddet, sort på hvidt. Men det kan være svært som lægmand at se, hvad der eventuelt mangler i et tilbud, og her kan det være en god idé at købe rådgivningsbistand, så man har en til at læse tilbuddet igennem og eventuelt indgå i kontraktforhandlingerne,« forklarer Søren Blichfeldt.

Han illustrerer den potentielle faldgrube med et eksempel, hvor entreprenørens tilbud lyder på nyt tag, men ikke fortæller noget om maling af træværket. Og hvor man således meget vel kan ende med selv at ryge i malertøjet, skønt det ikke var planen.

Tid, tegnebog og talent

Vælger man at iføre sig egne arbejdshandsker og gå om bord i håndværksprojekterne, kan man ifølge Søren Blichfeldt med fordel fokusere på de områder, hvor man tidsmæssigt kan hamle nogenlunde op med en professionel arbejdsmand – som for eksempel slibning og maling af træværk ude og inde, efterisolering, klargøring til elinstallationer, afrensning af tapet og håndtering af byggeaffald, hvor man som privatperson kan besøge genbrugsstationen uden omkostninger.

Arkitekt Søren Blichfeldt giver sine bedste tips til, hvonrår man roligt kan gøre det selv, og hvonår man skal søge hjælp. Foto: PR

»Selv om man er dygtig, kan man sjældent arbejde med bare den halve hastighed af en professionel håndværker. Det er en god ide at lægge en timeplan og opveje, om man magter opgaven, og hvordan den bedst kan tilrettelægges,« fortæller Søren Blichfeldt og fortsætter:

»Er det for eksempel et projekt, der kan klares i små portioner over flere weekender? Er det nemt at rigge af og til? Og kan man stå inde for kvaliteten? Man skal huske, at gør det selv-arbejde bliver så godt, som man nu evner det. Og det er hele tiden en afvejning af, om man er tilfreds med sit eget resultat,« slutter han.

Når du skal gøre det selv, skal du vælge

Opgaver, du kan udføre i et rimeligt tempo og i en for dig acceptabel kvalitet, der ikke kræver for store investeringer i værktøj, der er nemme at gå til og fra, så selv en enkelt times arbejde får værdi, og der kan udføres af én mand.

Før du går i gang:

  • Planlæg dit arbejde og dine indkøb.
  • Sørg f.eks. for at have afdækningsmaterialer, pap, plastik, tape etc. i en god kvalitet og i tilstrækkelige mængder. Mange går op i at spare – og det ender ofte med at blive dyrt i den sidste ende.
  • Sørg i det hele taget for at beregne de nødvendige mængder bedst muligt, da det sparer mange ture til byggemarkedet.

Undervejs:

  • Ryd op, ryd op, ryd op.
  • Det gør arbejdet meget lettere og øger sikkerheden.
  • Brug støvsuger, ikke kost.
  • Lav kildesortering af dit affald, så du undgår at skulle sortere det henne på genbrugspladsen.
  • Hold værktøjet rent, helt rent. Det gælder særlig i arbejdet med maling, cement og den slags, der tørrer ind og sætter sig fast. Hold også alt andet rent, særligt greb.
  • Hold byggepladsen tør.
  • Der tilføres vand til bygningen i forbindelse med mange byggeprocesser. Undgå overflødigt vand. Skab udtørring af rummene ved ventilation og opvarmning.
  • Materialer, der opbevares udendørs, skal holdes fri fra jorden og overdækkes. Vær opmærksom på, at de meget lette engangspresenninger ikke er vandtætte.

Når opgaven afsluttes:

  • Tænk på, at tiloversblevne materialer er en ressource, der kan have stor værdi, hvis de opbevares ordentligt.
  • Kør affaldet, som du allerede har sorteret, bort.
  • Få styr på dit værktøj og tilbehør, skruer, bitz, beslag m.m., og giv evt. de bevægelige dele på værktøjet en dråbe olie, så det hele har fuld værdi, næste gang du skal bruge det.

Fem digitale assistenter til gør det selv-folket

  • Youtube – på videositet Youtube kan du finde alverdens videoer om alverdens ting. Inklusive videoguides til alt fra, hvordan du betjener en boremaskine, til hvordan du bygger din egen terrasse. Skriv ”tutorial” efterfulgt af det, du gerne vil bygge, reparere m.v. – eller simpelthen bare ”gør det selv” eller ”Do it yourself” – i søgefeltet og se, hvordan du gør det. www.youtube.com
  • Love My Home – gratis online tegneprogram, hvor du kan tegne hele dit hus og prøve forskellige indretninger af. www.lovemyhome.net
  • iHandy Carpenter – med iHandy-app'en får du vaterpas, målebånd og vinkel direkte på din telefon. Den koster 13 kr. og fås både til iPhone og Android. Findes også i gratis version, hvor der kun er vaterpas.
  • Handy Man Diy – app, der kan hjælpe med at skabe overblik over byggeprojekter. Man kan f.eks. lave en tidsplan og et budget, og der findes også diverse instruktionsvideoer. Den koster 12 kr. og fås både til Android og iPhone.
  • My Dream Home – saml inspiration og integrer de seneste boligtendenser i dit eget hjem. Den gratis app, My Dream Home, er lidt ligesom din egen indretningsarkitekt på den måde, at den samler flotte udklip fra de mest populære boligmagasiner digitalt.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.