Københavnsk pragtlejlighed slår alle prisrekorder

En nyudbudt bolig i det indre København stryger direkte ind på førstepladsen over de dyreste lejligheder, der nogensinde er sat til salg på det danske boligmarked, skriver Boliga.

Artiklens øverste billede
Danmarks dyreste lejlighed har en tagterrasse med udsigt over Københavns tage. Foto: Siesbye Kapsch/boliga.gk

Den 320 kvadratmeter store bolig blev udbudt via ejendomsmæglerfirmaet Siesbye Kapsch i lørdags, og interesserede købere skal byde i omegnen af svimlende 27,5 mio. kr. for at få papir på den. Men så er der til gengæld også luksus i rigt mål.

Lejligheden, som  ligger på Christianshavn i en prisbelønnet ejendom og er tegnet af Henning Larsens tegnestue, kan blandt andet byde på vinduer fra gulv til loft og udsigt over de københavnske spir overalt fra boligen.

Der er desuden tre badeværelser, walk-in closet og mulighed for at holde et større selskab på de tre store tagterrasser, der til sammen breder sig ud over 200 kvadratmeter.

Badeværelse.

Mægleren bag salget, Philip Siesbye, kalder lejligheden for “one of a kind”.

- Den løfter det københavnske ejendomsmarked op i det internationale niveau, det fortjener. Vi har virkelig sjældent internationale profiler, hvad angår huse og lejligheder i København, men det har vi nu, og der er købere til den type lejligheder. De vil ikke have det der til 8-12 mio. kr.. De vil have det helt unikke, siger Philip Siesbye, som indtil videre har fået tre henvendelser om lejligheden fra udlandet og fem-seks stykker fra Danmark.

Han er da heller ikke i tvivl om, at lejligheden bliver solgt.

Stue.

- Måske ikke inden for den næste uge, men i løbet af et par måneder. Det er jeg sikker på, siger han til Boliga.

Tagterrasse og elevator

Den tidligere prisrekord blev sat i maj 2011, hvor en lejlighed i det fashionable Tuborg Havnepark røg på markedet med et prisskilt på 24,5 mio. kr., tre mio. kr. billigere end den nuværende nummer 1.

Køkken.

I København blev den hidtidige rekord ifølge Boliga sat i september 2012 med udbuddet af en 23 mio. kr. dyr luksuslejlighed på Amagertorv, som blandt andet gav adgang til 93 kvadratmeter privat tagterrasse med udsigt til Storkespringvandet og elevator direkte til lejligheden.

Hvis den nye nummer 1 skal noteres som den dyreste handlede lejlighed nogensinde, skal den overgå salget  af en 219 kvadratmeter stor penthouselejlighed, der blev solgt i Tuborg Havnepark i Hellerup i 2008 for 24.650.000 kr.

Se billeder af lejligheden her: http://www.boliga.dk/galleri/danmarks-dyreste-lejlighed-nogensinde

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen