Spar penge med de rigtige vinduer
Der skal ofte kun en simpel forbedring til for at få bedre komfort og mindre varmeregning.
Det behøver ikke at koste en bondegård at energiforbedre sine vinduer. Er de eksisterende vinduesrammer og karme i god stand, kan man ofte nøjes med kun at udskifte ruderne/glasset.
Hvis man udskifter gamle termoruder med energiruder, kan man opnå en markant lavere varmeregning. Energiruder er typisk energimærket A - C, mens termoruder ligger længere nede. Ved at udskifte termoruder med A-mærkede energiruder, sparer man 120-140 kWh pr. kvadratmeter rude om året. Energirude kan man bestille hos en glarmester til en cirkapris på 450 kr. pr. kvadratmeter.
Når du bestiller energiruder, husk at tilvælge en såkaldt ”varm kant”. Det er kanten inde i vinduet mellem rudens to lag glas, som gerne skal være lavet af et materiale, der ikke er varmeledende. Den bør ikke være af aluminium eller andet varmeledende materiale.
Tænk på komforten
Komforten bliver også væsentligt forbedret, når man udskifter termoruder med energiruder. Vinduet har altid været et af husets koldeste steder, men med energiglas kan man faktisk få overfladetemperaturer på op til 20 grader, selv når det er bidende koldt udenfor. Det betyder, at man kan sidde helt tæt ved vinduet uden at mærke kulde. På den måde får man også mulighed for helt at udnytte opholdsrummet.
Har man koblede vinduer, forsatsvinduer og kassevinduer, er brug af energiglas den nemmeste måde at efterisolere på. Her erstatter man det inderste glas med energiglasset. Energimæssigt bliver vinduet dobbelt så effektivt, og på en kold vinterdag vil overfladetemperaturen på en rude med energiglas være fire-fem grader varmere end ved almindeligt glas, hvilket forbedrer komforten en hel del.
Bevar vinduer i murermestervillaen
Murermestervillaen fra Første Verdenskrig er ofte kendetegnet ved godt håndværk. Huset er traditionelt født med koblede vinduer med to lag glas.
Selv efter næsten 100 år er træet i disse huse tit så godt, at du kan nøjes med kun at skifte det inderste glas til en etlags energirude. Lad dog en professionel udføre udskiftningen, så karm og ramme bevares bedst muligt.
Der er nye krav til vinduer og døre
Er vinduet i så dårlig stand, at man ikke kan nøjes med at udskifte ruden, skal man have fat i nye vinduer. Det er ikke alle typer vinduer og døre, der kan sættes i som erstatning for de gamle.
Der stilles nu krav til vinduets samlede energibalance (den såkaldte Eref-værdi), som ikke må være mindre end -33 kWh/m2 pr. år i opvarmningssæsonen.
Ved at sætte fokus på energibalancen tages der i større grad højde for den energi, der kommer ind gennem vinduet, forbliver i rummet og bidrager til rumopvarmningen. Tidligere stillede Bygningsreglementet kun krav til vinduets evne til at holde på varmen (U-værdi).
Køb A-mærkede vinduer
Spørg fabrikanten til råds, hvis du har svært ved at gennemskue de nye krav til vinduer. Så er du sikker på, at det vindue, du køber, er lovligt.
Men det kan faktisk betale sig at gå hele vejen og investere i de mest energirigtige vinduer. Her kan den nye energimærkningsordning for vinduer være en hjælp. Energimærker for vinduer minder meget om dem, vi kender fra hvidevarer.
Energimærkerne viser på en skala fra A til F, hvor energirigtigt et vindue er. A-mærke svarer til det mest energirigtige vindue, mens C-mærke svarer til det minimumskrav, alle vinduer skal leve op til ifølge loven. Ved at købe de, lidt dyrere, A-mærkede vinduer, vil du fremtidssikre din investering, for allerede fra 2015 vil C-mærkede vinduer være forældet.
Husk friskluftventiler
Hvis man tætner vinduer og døre eller udskifter dem til nye, gør man også huset mere tæt. For at sikre et godt indeklima er det en god idé at installere friskluftventiler i nogle af vinduerne.
Det kan være en spalteventil, der nemt kan eftermonteres på de eksisterende rammer, eller du kan vælge vinduer med indbyggede friskluftventiler, når du køber nye.
Få hjælp til at energioptimere din bolig
Nye ruder eller vinduer er en stor investering. Kontakt Energitjenesten på tlf. 70 333 777, hvis du har spørgsmål til energiruder og vinduer eller bare gerne vil guides rundt i vinduesjunglen.
Tjek desuden www.energitjenesten.dk. Energitjenesten giver gratis og uvildig information om energibesparelser og vedvarende energi. Læs mere om energimærkningsordningen for vinduer her: www.energivinduer.dk.
LÆS OGSÅ: Få styr på boligens varmetab