Husejere glemmer at sommerlukke varmeanlæg
Cirka hver anden husejer får ikke lukket varmeanlæg ned om sommeren og går dermed glip af let sparede penge.
Der er gode penge at spare ved at slukke for varmeanlægget hen over sommeren. Men kun halvdelen af boligejerne får det gjort. Det viser en undersøgelse fra Go' Energi, der er et center for energibesparelser. Læs mere om cirkulationspumper hos Go'Energi
Ifølge Go' Energi kan man spare op til 900 kroner ved at slukke for anlægget fra maj til september.
- Go' Energi anbefaler boligejerne at slukke for cirkulationspumpen, der sender det varme vand rundt i radiatorerne, siger Jesper Ditlefsen, projektleder i Go’ Energi, og tilføjer:
- Det er sund fornuft ikke at bruge unødig strøm og tabe varme, når temperaturen udenfor gør, at vi ikke har brug for at varme op.
Stadig strøm af vand
Boligejeren gør også sit anlæg en tjeneste. Pumpen har nemlig ikke godt af at være tændt, når radiatorventilerne er lukkede.
Mange tror fejlagtigt, at anlægget slukker automatisk, når udetemperaturen er tilstrækkelig høj. Men selv om radiatorernes termostater er lukket, vil der stadig løbe varmt vand i rørene.
- Kun de nyeste moderne anlæg kan have en styring, som lukker helt ned, siger Jesper Ditlefsen.
Næsten en ud af fem adspurgte ved ikke, hvor de skal slukke for cirkulationspumpen.
Kan bare slukke
Cirka hver syvende boligejer kan ikke bare slukke for pumpen, fordi man så også lukker for det varme vand. Men der findes en løsning, så de kan sætte anlægget på sommerdrift.
- De kan faktisk godt slukke for varmeanlægget uden at slukke for det varme vand og dermed opnå en besparelse. På de fleste varmeanlæg er der som regel en ventil til netop dét, siger Jesper Ditlefsen.
Ældre, dårligt isolerede huse har behov for varme, indtil udetemperaturen er oppe på 14-16 grader, typisk i starten af juni. I nyere, bedre isolerede huse kan man slukke, når det er mere end 10-12 grader udenfor, typisk i starten af maj.