The Chair - den ultimative stol

Hans J. Wegner var ikke selv imponeret over den runde stol, men det var andre.

Artiklens øverste billede
PP Møbler overtog i 1992 produktionen af den runde. Det er én af de mest krævende Wegner-stole at producere. Mindst fem håndværkere arbejder på alle stolens dele, og det tager 12 timer at lave en stol. På billedet ses PP503 med lædersæde.

Stolen, eller ”Den runde stol”, som den først hed, da Wegner tegnede den til Snedkerlaugets udstilling i 1949, blev Hans Jørgen Wegners internationale gennembrud.

Hans J. Wegner havde tre stole med, og man kan sige, at ”Den runde stol” var den mest traditionelle af de tre, men den fik en overvældende opmærksomhed i udlandet de følgende år - specielt amerikanerne var vilde med stolen. Alligevel forblev Wegners forhold til stolen ganske afbalanceret.

»Den kunne være lavet for flere hundrede år siden, der er intet nyt i den,« sagde han ved flere lejligheder med henvisning til konstruktionen af den ganske traditionelle karmstol.

Wegner havde lavet stolen i sidste øjeblik, mest fordi der skulle være noget traditionelt snedkerhåndværk i hans bidrag til udstillingen. Han vidste ikke, at han i omverdenens øjne havde skabt det, han havde viet hele sit liv til: den ultimative, perfekte stol.

Det amerikanske tidsskrift Interiors Magazine brugte flere sider på at beskrive Snedkerlaugets udstilling det år, og her var man ikke bleg for at døbe Hans J. Wegners runde stol The Chair, altså Stolen.

Succesen affødte en lidt akavet problematik. Wegner havde tegnet stolen for Johannes Hansens værksted, som havde fire-fem svende i arbejde. De var ikke vant til masseproduktion og var såre tilfredse, hvis de bare fik solgt de fire stole fra udstillingen. Men amerikanerne kom og ville have 400 stole!

Kopstykket i den runde stol består af tre stykker træ. Havde det bestået af et helt stykke, ville årerne i armlænene ligge forkert, og de ville knække. I den første version fra 1949 var ryglænet beviklet for at skjule en kedelig samling. Men da stolen senere skulle laves med polstret sæde, duede det ikke med beviklingen. Wegner løste problemet ved at samle de tre stykker træ med kileslidser, en savtakket samling, som giver stor limflade og dermed stor styrke til træet. En diskret og ærlig detalje, som tilfører stolen en æstetisk værdi.

Kilder:

Danske Designere, Louisiana

www.metropolismag.com

www.pp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen