»Det er faktisk slet ikke så slemt at bo på landet«

Allan Stage havde altid forestillet sig, at han skulle bo med sin familie på Østerbro i København, når han fik børn.

»Jeg har altid elsket Østerbro som en børnevenlig del af hovedstaden. Jeg tror, at fordi man ser så mange barnevogne med latte-kopholdere dér, så tænker man, at det er perfekt for en familie. Jeg er faktisk selv vokset op ude på landet og har altid tænkt, at jeg skulle være den dér seje forælder med cool børn inde i byen,« fortæller den 35-årige far til fire, der til daglig er Visual Merchandising Manager i modebranchen med arbejdsplads i København.

Da Allan og hans hustru begyndte at sondere det københavnske boligmarked, fordi deres lejlighed på Nørrebro efterhånden var blevet for lille til familien, opdagede de, at boligmulighederne var ekstremt dyre.

»Derfor begyndte vi at kigge uden for byen. Det, som talte for at flytte på landet, var klart, at vi fik mere plads og en have. Det, som talte imod, var, at vi elskede storbyen så meget,« forklarer han.

Mere plads og et andet tempo

En aften surfede Allan igennem en lang række boligsider og faldt pludselig over et smukt, hvidt hus.

»Jeg klikkede på det, og så til min store gru, at det lå ude på landet. Derude på landet, hvor min svoger og svigerinde allerede boede, og hvor vi altid havde mobbet dem lidt med, at der lugtede af gylle. Jeg klikkede væk fra det, men kunne ikke rigtig give slip på det,« husker han og uddyber:

»Jeg åbnede boligannoncen igen og lod det stå, så fruen i hjemmet også kunne tjekke det ud. Hun elskede det, og vi tog ud for at se det i virkeligheden uden falske boligbilleder. Den følelse, vi havde drømt om, kom. Vi følte, at det her var vores nye hjem,« fortæller familiefaderen.

I dag er det syv år siden, at det hvide hus i nærheden af Allerød blev deres hjem. Og familien har fuldt omfavnet det at flytte fra byen.

»Vi nyder at have plads til os som familie og at have et andet tempo herude end i byen. Livet har klart forbedret sig i den grad, at vi kan åbne døren og lade ungerne løbe ude i haven uden at holde øje hele tiden, i modsætning til da vi boede i lejlighed med et gårdmiljø tilknyttet,« forklarer Allan Stage.

Lang rejsetid med stor belønning

Indledningsvis havde familien aftalt, at de ville give det fem år – indtil børnene skulle i skole – for at se, om det landlige liv passede til dem.

»I begyndelsen tænkte vi: Kan vi virkelig bo helt derude og elske det? Men de fem år gik hurtigt, og vores børn blev til flere børn, og vi er nu faldet godt til. Vi skal ingen steder – naturligvis,« konstaterer han.

Men Allan Stage har dog også hørt om folk, som prøvede, men ikke kunne forlige sig med livet på landet.

»Vi har fundet en rigtig god rutine med det. Ja, jeg har ret lang rejsetid til arbejde, men belønningen er så meget større, end den tid jeg bruger i bus og tog frem og tilbage,« understreger han.

Mærk efter: Føles det her som et hjem?

Især én ting har Allan Stage skullet vænne sig til ved at bo på landet: Det dér med, at alle snakker lidt med alle.

»Alle kender lidt til hinanden. Alle smiler og snakker om ting over køledisken i Brugsen. Jeg snakker med utrolig mange mennesker hver dag i kraft af mit arbejde, så det er rart med lidt ro, når jeg har fri. Men jeg har lært at værdsætte naboernes evige overskud og smil. Jeg har lært at værdsætte livet på landet og fanger nu også mig selv i at begynde en samtale ved køledisken,« siger han og uddyber:

»Det er noget andet at bo på landet, og det er dejligt. Det er dejligt, at andre mennesker smiler og er rare. Det er faktisk slet ikke så slemt at bo på landet. Og egentlig lugter der ikke så meget af gylle herude,« siger Allan Stage med et smil.

Ville du anbefale andre at gøre det samme – at flytte på landet?

»Jamen, jeg vil anbefale det, hvis man ønsker det. Vi så hinanden dybt i øjnene, da vi flyttede herud og gav som sagt hinanden fem år til at se, om vi kunne trives på landet. Jeg tror faktisk ikke, det er for alle. Jeg tror, man skal være til det. Og mærke efter, når man kigger på bolig. Det handler om at spørge sig selv og hinanden: Føles det her som et hjem?« slutter han.