Jubii det er forår! Sådan skaber du hygge på altanen
Kan du heller ikke vente på varmere tider? Tag forskud på glæderne og se med her, hvor vi giver dig tips til, hvordan du laver din terrasse eller altan om til en hyggelig oase.
Kurvemøbler – årets største udendørstrend
Kurvemøblerne er tilbage. Og de udgør uden tvivl en af de hotteste og mest gennemgående trends, når boligens udendørsareal skal møbleres.
Møblerne tager os med tilbage til 30’erne, hvor møbeldesignere som Tove Klindt-Larsen var toneangivende med sin ”Swing-stol”. Når du skal vælge udendørsmøbler, skal du altså gå efter rattan, bambus og andre naturmaterialer, der drager associationer til mormors kolonihavehus.
Hængestole, hængekøje og solstole-til-to hitter nemlig også denne sæson – fælles for alle disse møbler er, at de emmer af ferie, afslapning og romantik.
Boheme stil og kelim-print
De rustikke møbler kan med fordel kombineres med romantiske puder og tekstiler i bohemestil eller med kelim print.
Så kig i gemmerne efter tilbehør som en drømmefanger eller et smukt tæppe med et grafisk mønster. For at skabe kontraster til de romantiske og rolige undertoner, kan du købe krukker eller altankasser i dybe, mørke farver eller vælge terracotta-potter med et råt udtryk.
LÆS OGSÅ: Pift din have eller altan op med tre stilarter
Plant dem med grønne planter i stedet for traditionelle blomster og opnå en cool kontrastfyldt effekt, der gør op med møblernes retro og romantiske undertoner.
Derudover må du aldrig undervurdere vigtigheden af lys i mørket. Det er nemlig helt essentielt for at skabe en hyggelig stemning. Her er især lyskæder, lanterner og fakler eminente lyskilder, der med garanti vil bidrage til den hjemlige feriestemning, som kan vare hele året.