Sådan vedligeholder du dine havemøbler
Havemøbler i forskellige materialer har forskellig holdbarhed, kræver forskellig vedligeholdelse og opbevaring. Læs, hvordan du får dine havemøbler til at holde længere.
Drømmer du om nye havemøbler, eller om at opdatere de trætte havemøbler med et par år på bagen, så læs med her. Der er nemlig stor forskel på, hvor længe de forskellige materialer holder, samt hvilken vedligeholdelse og opbevaring de forskellige materialetyper kræver.
Malet træ
Havemøbler af fyrretræ er ofte malet eller behandlet på anden måde, da de ellers hurtigt vil rådne.
Vedligeholdelse: Er havemøbler malede, kan du blot tørre dem af hvert forår og male dem hvert 3-4. år. Er havemøblerne behandlet træbeskyttelse, skal de have et nyt lag bejdse hvert år, da de tikke forsegler overfladen på samme måde som maling.
LÆS OGSÅ: Vedligeholdelse af havemøbler i træ
Opbevaring: Malede træmøbler skal inde og tørt om vinteren bejdsede møbler lige så.
Polyrattan/flet
Flettede, syntetiske fibre er et af de mest populære materialer til havemøbler. De tåler nemlig både silende regn og solens varme stråler - og kræver et minimum af vedligeholdelse.
Vedligeholdelse: Rengør fletmøbler en gang om året med en blød børste og sæbevand, og skyl efter med en haveslange, så du får al sæben af. Undgå at bruge højtryksrenser og skrappe eller slibende rengøringsmidler.
Opbevaring: Opbevar dine fletmøbler tørt om vinteren.
Teaktræ
Teaktræ er fra naturens side meget modstandsdygtigt over for råd og svamp, da træets iboende olier virker som imprægnering. Derfor kan det nemmere stå ude ubehandlet, fordi det ikke suger fugt på samme måde som andre træsorter.
Vedligeholdelse: Teaktræ bliver sølvgråt med årene, hvis du intet gør ved det. Men du bør for at holde træet frisk og havemøblerne flotte opfriske møblerne med olie beregnet til teaktræ en gang om året.
Opbevaring: Teaktræsmøbler kan stå ude hele året, men levetiden forlænges markant, hvis de opbevares tørt om vinteren.
Eukalyptus
FSC-mærkede havemøbler af eukalyptus er det miljøvenlige valg. Det er produceret og designet til det danske vejr, selvom træsorten stammer fra et andet klima.
Vedligeholdelse: Som med andet træ skal eukalyptushavemøbler efterbehandles med olie årligt for at forebygge mod revner og sprækker.
Opbevaring: I et tørt og ventileret rum om vinteren.
Fibertekstiler
Dette miljøvenlige materiale minder om groft vævet stof, men er i virkeligheden fremstillet af polyesterfibre, der er dækket med vinyl. Det giver stoffet en stærk og fleksibel holdbarhed, så det ikke tager form af, at du sidder længe i stolen. Samtidig er stoffet vævet let, hvilket i praksis lader regn og snavs passere igennem det.
Vedligeholdelse: Vask stolene af både forår og efterår med svamp, klud og sæbevand.
Opbevaring: Havemøbler af fibertekstiler bør opbevares inde i vintermånederne, hvor der er tørt.
Bambus
Bambus er et meget stærkt og utrolig slidstærkt materiale. Det får en flot glød, når det bliver lakeret, hvilket bliver gjort på fabrikken.
Vedligeholdelse: Bambusmøbler kræver minimal vedligeholdelse. Tør dem over med en fugtig klud, hvis du synes, de trænger.
Opbevaring: I et ikke-opvarmet, tørt rum om vinteren.
Jern
Klassiske og romantiske smedejernmøbler er, trods deres tunge vægt, stadig en populær klassiker. Smedejernshavemøbler er robuste og tåler alt vejr.
Vedligeholdelse: Spul evt. snavs af med haveslangen, hvis de bliver beskidte, og tør dem af bagefter, så de ikke ruster. Mal dem, hvis de er blevet for slidte, men husk at slibe gammel maling af først.
LÆS OGSÅ: Kan bilvoks gøre havemøbler pæne?
Opbevaring: Lad dem stå ude hele året og mal dem, når de trænger, det er lettere end at flytte dem frem og tilbage mellem skur og terrasse.
Akacietræ
Akacietræ er en hårdfør træsort fra naturens side og kan i teorien stå ude ubehandlet.
Vedligeholdelse: Vask møblerne en - gerne to - gange om året med sæbevand og efterbehandling. Får overfladen revner, kan du pudse overfladen med sandpapir og derefter male eller oliere igen, inden fugt får lov at trænge ind i træet igen.
Opbevaring: Husk at opbevare havemøblerne frostfrit om vinteren.
Aluminium
Aluminiumshavemøbler er meget lette og derfor lette at håndtere og flytte rundt på. Aluminium ruster ikke på samme måde som stål, men de skal stadig passes på.
Vedligeholdelse: Tør dem af, hvis de trænger.
Opbevaring: Opbevar dem tørt om vinteren.
Fibercement
Fibercement er kendt som et stærkt naturmateriale, der giver et råt look i haven.
Vedligeholdelse: Havemøbler i fibercement holder til al slags vejr og skal blot mættes med voks - køb voksproduktet der, hvor du har købt havemøblerne. Giv dem en behandling både forår og efterår, da snavset er lettere at fjerne løbende. Mindre revner kan slibes væk, og salt- og kalkaflejringer kan fjernes med eddike.
Opbevaring: I et ikke-opvarmet og tørt rum.
Plastic
Havemøbler i plastic - også kaldet polypropylen - fås i forskellige kvaliteter, og i reglen hører kvalitet og pris sammen - jo dyrere en stol er, desto bedre er kvaliteten.
Vedligeholdelse: Plastic behøver ikke anden vedligeholdelse end en våd klud og evt. lidt mild sæbe forår og efterår.
Opbevaring: Kan opbevares ude og inde, men lader du dem stå ude hele året, vil de hurtigere blive slidt og kræve grundigere rengøring i foråret.
Polywood/syntetisk træ
Det syntetiske plasttræ, polywood, ligner den ægte vare, men kræver et minimum af vedligeholdelse og har en lang levetid.
SE BILLEDSERIE: Drømme-havemøbler: Friske forårsfarver og blød luksus
Vedligeholdelse: Polywood tåler fugt og mug og kan nemt rengøres med vand og sæbe.
Opbevaring: Opbevar dem tørt om vinteren.