Fortsæt til indhold
Bolig

Her er forårets trends i boligen

Rent, unikt og naturligt. Det er de tre ord, der bedst beskriver forårets tendenser inden for design og bolig. Camilla Tuborgh, der er kvinden bag onlineshoppen Cahetu, fortæller her om største forårets trends.

Annica Caroline Carlsen

Vi vil gerne stikke ud og vise, at vi er specielle.

Individualisering er og bliver stadig tidsåndens helt store buzzword, og trenden gælder ikke mindst i boligen. Hjemmet er nemlig ikke bare vores åndehul, men også den base, hvorfra vi sender signalværdier til omverdenen. Denne sæson i endnu højere grad om bæredygtighed og naturlige materialer, lyder det fra Camilla Tuborgh fra Cahetu, som her guider os rundt i forårets trends.

Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder her

Foto: Sisse Langfeldt/Images by Langfeldt
Camilla og Helle Tuborgh – mor og datter bag bolig- og livsstilsbutikken Cahetu.dk Foto: Sisse Langfeldt / Images by Langfeldt

Gennemført grøn

Den blå farve i alle nuancer gør sig godt til foråret. Her er det ren luksusstemning med bløde tekstiler fra Aiayu. Foto: PR/Aiayu

»Forår rimer på spirende grønne planter og klar blå himmel – og det dækker meget godt farvetrenden i foråret 2015,« siger Camilla Tuborgh.

Hun er indehaver af onlineshoppen Cahetu, som hun har drevet sammen med sin mor, Helle Tuborgh siden 2010.

»Vi kommer generelt til at se meget mere til farver. For bare få år siden ville de færreste af os have for mange farver i hjemmet – og slet ikke på væggene. Men det er blevet meget mere acceptabelt nu,« fortsætter hun.

I 2014 fik vi en forsmag på den grønne tendens. Botanikken var et gennemgående motiv på puder og plakatkunst. Den grønne tendens gælder dog ikke kun de farver og motiver, vi indretter vores hjem med. Vi tænker og signalerer også grønt.

Camilla Tuborgh fremhæver Nina Meldgaard, som er en upcoming dansk keramiker med eget værksted i København. Alle produkter er håndlavede, hvilket er med til at gøre dem helt unikke – helt i tråd med tidens trend. Foto: PR/Nina Meldgaard

»Man henter de skulpturelle planter ind i boligen, mens fauna og botanik har været brugt som motiv. Denne trend fortsætter i 2015, hvor farven grøn i mange nuancer bliver en dominerende farve. Men den grønne trend er bred. Vi tænker også grønt i forhold til bæredygtighed. De materialer vi henter ind i hjemmet, skal helst ikke være forarbejdet. Det hænger sammen med trenden om det rene, som vi også ser i f.eks. mad uden e-numre eller økologiske hudplejeprodukter uden parabener. På den måde, kan man sige, at der ligger en gennemført grøn tendens i tiden,« forklarer Camilla Tuborgh.

Mor og kobber

Blandt forårets design kommer vi, ifølge Camilla Tuborgh, også til at se masser af nye tapeter og grafiske print i fauna. Og naturlige materialer som marmor, kobber og messing vil også fortsat vinde indpas. Sidstnævnte også hos Camilla Tuborgh, som ellers elsker det klassike og normalt sværger til den lyse skandinaviske stil – dog knap så meget hos hendes mor, Helle Tuborgh.

»Det er lidt sjovt, for min mor har arvet de her store kobbervaser, som hun har valgt at sætte på loftet. Fordi hun er vokset op med det, har hun nærmest traumer over den trend. Der har jeg måttet sige, at det er super fedt i forhold til vores indkøb, og så har hun altså måttet bide det i sig, fortæller Camilla Tuborgh.

Interiør, boligindretning og design er hends store passion, og hun finder både sin inspiration på private rejser og i magasiner. Hun følger tæt med i, hvad der er tidens tendenser, så hun er sikker på købe de helt rigtige varer ind til butikken. Og her er boligbranchen speciel.

»Moden får ofte æren for trends. Men modebranchen er meget sæsonbestemt. Alt bliver hurtigt gammelt. Vores branche kigger selvfølgelig til mode og kunstverden, men det er mest interiør som vaser, lysestager eller puder, man udskifter lige så ofte. I boligbranchen er trends og produkter længere under udvikling. Der kan sagtens gå to år fra ide til produkt. Og man køber f.eks. heller ikke bare en dyr sofa, for så at udskifte den året efter. På den måde er produkterne i boligbranchen mere langtidsholdbare,« lyder det.

Unika og limited editions

En anden vedvarende tendens er individualismen. Vi indretter os personligt, og vores hjem skal afspejle, at vi er unikke. Der er prestige i at få fingrene i noget, der kun er lavet et få antal af i stedet for det masseproducerede, som naboen også har, fortæller Camilla Tuborgh.

»Vi ser det meget i artworks. Der findes måske kun 100 styk – nogle måske er signeret. Det er vældig populært. Det betyder også noget, hvis det f.eks. er en dansk keramiker, der sidder i sit lille studie og nørkler med et stykke keramik, frem for en vase, man har kunnet købe overalt de sidste 10 år,« fortæller Camilla Tuborgh.

Indretning, design og interiør må her i foråret altså gerne være genbrug og unikt. Knytter der sig en helt særlig historie til den sjove stol eller det flotte tapet, fortæller vi den med glæde til vores gæster. Det giver os nemlig fornemmelsen af autencitet – at det er mere ægte.

»Det er vigtigt at skille sig ud og indrette sig personligt. Har man bare designermøbler, kan det hurtigt blive koldt og klinisk – og så kunne ens stue lige så godt være en udstilling fra Illums Bolighus. Der må gerne være lidt kant og noget, der stikker ud. Noget uperfekt,« slutter hun.

Den botaniske plakat fra Kristina Dam falder lige ned i tidens trend. Her i smuk forening med forårets øvrige tendenser, nemlig et fint miks af marmor, messing og træ. Foto: Press image Kristina Dam

TRE TIPS TIL FORÅRETS BOLIGINDRETNING

1. Brug farver i din indretning. Det kan være en enkelt vase eller en ny sofapude i de hotte blå og grønne farvetoner, som kan være med til at skabe et helt nyt look. Hvis du er mere modig, så tapetserer du en væg med et botanisk print eller maler en væg i en af de helt nye modefarver.

2. Hvis du ikke allerede har fået de grønne planter ind i dit hjem, så er det nu, du skal gøre det. Ikke nok med at det er ekstremt godt for dit indeklima, så er det også hotteste mode og kønt at kigge på.

3. Leg med de rene materialer såsom træ, marmor, kobber og messing og miks dem gerne på kryds og tværs.

Kilde: Camilla Tuborgh

DE TRE VIGTIGSTE TING I MIT HJEM

»Der skal (selvfølgelig) være rart at være. Mit hjem er min hule, hvor jeg kobler af med familien.«

»Selv om jeg arbejder med design hver dag, er det ikke vigtigt, hvilket brand min sofa er. Vi har mange loppefund og arvestykker, der betyder noget.«

»Der skal være plads til sjov, leg og mange gæster. Når man har en lille søn, skal der også være plads til fedtede fingre. Vores stue er nogle gange lidt a la ”Blå stue”. De dyre sofaborde og møbler må vente.«