Fortsæt til indhold
Bolig

Så meget koster vandet i din kommune

Der er op til 11.600 kr. forskel på vandregningen alt efter, hvor du bor. Bolius.dk har set på, hvor vandpriserne er billigst og dyrest i 2015.

Kim Gregersen, Bolius

Der er stor forskel på vandprisen alt efter, hvor du bor. Det viser DANVA’s interaktive Danmarkskort over vandpriserne i Danmark i 2015.

Ved hjælp af kortet har Bolius sammenlignet priserne for et årligt forbrug på 170 m3 vand (priser er for vand og spildevand), og indbyggerne i Frederiksberg og Høje-Taastrup, har den klart laveste årlige vandregning - de betaler henholdsvis 5.825 og 5.828 kr.

Her er prisen på vand højest

Indbyggerne på Ærø betaler 3 gange så meget og topper listen over de dyreste vandpriser med en årlig vandregning på 17.401 kr. Også i Haarby og Assens på Fyn samt på Lolland skal forbrugerne betale meget for vand - her er den årlige vandregning for et forbrug på 170 kvm på over 15.000 kr.

LÆS OGSÅ: Så meget el, vand og varme bruger en gennemsnitsfamilie

Den gennemsnitlige vandregning for et årligt forbrug på 170 kvm for de 144 vandselskaber, der optrådte på kortet 2. februar 2015 er 10.285 kr., viser en udregning, som Bolius har lavet.

Lave vandpriser i København

Generelt er vandpriserne billige i København og i kommunerne tæt på, samt i dele af Nordjylland og store dele af Midt- og Vestjylland. Men der er store lokale forskelle på vandpriserne - også i kommuner, der grænser op til hinanden.

Bolius har samlet en række eksempler her:

  • København: 6.853 kr., Dragør: 10.484 kr.
  • Kvarmløse-Tølløse: 8.267 kr., Lejre: 11.473 kr.
  • Langeland: 8.937 kr., Ærø: 17.401 kr.
  • På Fyn er der kæmpe forskel på vandpriserne. I Langeskov er prisen fx 7.792 kr., mens den er 15.842 kr. i Haarby.
  • Fredericia: 8.962 kr., Middelfart: 12.876 kr.
  • I store dele af Midt- og Vestjylland er prisen typisk 7.000-9.000 kr., men fx på Fanø og i Ringkøbing-Skjern er prisen henholdsvis 13.298 og 11.599 kr.
  • Generelt er vandpriserne lave i Nordjylland, men bl.a. nord for Jammerbugt stiger prisen op mod 3.000 kr. Fx: Jammerbugt: 8.397 kr., Brønderslev: 11.119 kr.

LÆS OGSÅ: 5 nemme tip til at spare på vandet

Vandpriserne for 2015 er fundet ved at aflæse hjemmesider, og der kan være flere fejl på kortet, som rettes løbende, oplyser DANVA.

Vandpriser steg 57 pct. på 9 år

Vandpriserne er steget meget over de senere år - fra 2005-2014 steg prisen på drikkevand i Danmark med 57 pct., viser en analyse fra Nykredit.

LÆS OGSÅ: Danskerne skal betale mindre for vand, varme og el i 2015

DANVA ved endnu ikke, om - og i givet fald: hvor meget - vandpriserne er steget fra 2014-2015. På den ene side hæver nogle vandselskaber priserne, fordi de skal betale mere i skat, eller har øgede udgifter for at undgå oversvømmelse, men på den anden side er flere vandselskabers driftsomkostninger faldet.

Derfor er der forskel på vandpriserne

Ifølge DANVA skyldes forskellene på vandpriserne lokale, strukturelle og politiske forskelle, som giver et stort spænd mellem de laveste og de højeste udgifter, som vandselskaberne har. Det kan være forholdsvist billigere at forsyne vandforbrugende virksomheder end små kunder.

Geologiske forhold kan gøre det dyrere at hente vand op af jorden nogle steder i forhold til andre. I andre egne kan forurening af grundvandet betyde, at der skal investeres i nye kildepladser til vandindvinding.

Der er også stor forskel på, hvor meget et selskab investerer i fx kloakering og klimaløsninger, og hvor mange kunder, der er til at deles om betalingen for investeringen. I fx et tyndt befolket forsyningsområde med mange sommerhuse kan forbrugerne komme til at betale mere for vandet, fordi der er færre kunder med et samlet mindre vandforbrug til at afdrage på den fælles investering.