Arkitekttegnede drømme
Living har støvsuget boligarkiverne hos arkitekter verden over og rystet tre af 2014’s lækreste træhuse ud af posen. Drøm med her.
Træhytte med cockpit
I bjergene nær Lake Tahoe i Californien, USA, ligger Flight House – et stort, moderne træhus, der langt fra ligner en traditionel bjerghytte. Det er tænkt som et sted, hvor man kan slippe væk fra storbyen. Deraf navnet Flight, som betyder flugt. Men navnets betydning er todelt. Dele af huset er nemlig hævet over jorden, og især et af de “svævende” rum sender tanker hen på et cockpit - eller flight deck, som det egentlig hedder. Som det bakkede landskab rundt om huset går nedad, løfter rummet sig over jorden i form af en glasboks på stolper, hvor man kan sidde og holde øje med omgivelserne - lidt lige som rigtig mange af os gjorde som børn fra hulen eller huset i træet. Som noget ganske uamerikansk er der ikke air condition - vinduerne er i stedet placeret strategisk, så man kan lave gennemtræk. Ligesom vi kender det fra danske hjem.
Derudover er huset bygget med vingeformet, kurvet tag, som skygger for solen om sommeren, men samtidig har en større overflade til at lukke solen - og varmen - ind om vinteren, hvor det polerede betongulv vil suge varmen fra den lavthængende sol til sig. Det er jo Californien, så solen varmer også om vinteren. Materialerne er både valgt ud fra et bæredygtigheds- og æstetisk synspunkt – f.eks. er nogle af gulvene udført i bæredygtigt teaktræ.
Lækker lade
De fleste bondegårde har en lade, men det er de færreste, der har en som på Hupomone Ranch. Den er nok formet som en lade, men det er i virkeligheden en nybygget luksusbolig med tilhørende pool og anneks. Den ligger, ligesom Flight House, i Californien i USA og er hjem for en familie på fem, to unge forældre og deres tre børn, der driver et bæredygtigt landbrug. Det ville de gerne have huset til at afspejle, så det er udstyret med alt, hvad den kan trække af energibesparende og bæredygtige løsninger. Varme- og afkølingssystemet er passivt, dvs. at det bruger lige så meget energi, som huset genererer via bl.a. solpaneler.
Derudover er stilen lys og minimalistisk - nærmest nordisk, faktisk. Store vinduer lukker masser af lys ind, og to gigantiske skydedøre åbner huset op ud mod de grønne omgivelser og den store, lyseblå pool over for huset. Den har selvfølgelig et tilhørende poolhus med ditto solceller til det varme vand.
Lejrbål i ly
På en bjergside i skoven Krokskogen lidt uden for byen Hønefoss i Norge ligger denne luksushytte i ordets mest bogstaveligste forstand.
Fra den lille hytte er en skøn udsigt over Steinsfjorden, og det særlige firlængede design er skabt for at kompensere for den relativt vindblæste beliggenhed. Det betyder nemlig, at der altid vil være en krog udenfor, hvor man kan holde pause fra vinden og et sted med sol. Det er så ikke sikkert, det nødvendigvis er samme sted, men godt tænkt alligevel. Indvendigt er de buede vægge beklædt med birkekrydsfiner, og et stort ildsted er placeret i centrum af huset i guldhøjde for at skabe den het rette lejrbålsstemning. Store glaspartier sikrer, at man kan sidde eller ligge indenfor i varmen foran ildstedet og nyde den skønne udsigt. Norderhov-hytten er nomineret til en A+Award, som arkitektursitet Architizer står bag, og blev vist i det prestigefulde designmagasin Wallpapers decemberudgave.