Fortsæt til indhold
Bolig

Simon Spies’ bolig forvandet til et julehjem

Øst møder vest, nyt møder gammelt i dette hus, der blev bygget til en tobaksgrosserer i 1925. Senere var det Simon Spies og hans morgenbolledamer, der holdt til i huset. Nu er det moderniseret, så østens mønstre møder stramme former i blank lak og bløde tekstiler. Julen er kærkommen, men diskret.

Lise Septimius Krogh | Fotos: Kristian Septimius Krogh

Det er som at træde ind i en anden verden, at komme ind i den otte meter højloftede hall.

Fra kuplen, øverst i loftet, hænger en stor glasampel og lyser rummet flot op. Væggene er i blankpoleret lysegråt marmorpuds, og farveholdningen er gennemført sort, grå, hvid, brun, lilla og vinrød.

Stukornamenter, buede nicher, sort-grå natursten på gulvet, masser af orientalske lanterner med levende lys og en stor gylden Buddha siddende centralt på et bord i midten af hallen giver mere en følelse af at bevæge sig ind i en marokkansk riad, eller i et indisk palæ, frem for en villa i Nordsjælland.

Køkkenet i sort og hvidt er bygget op med hvide elementer fra Bulthaup. Der er fint plads til et mindre rundt spisebord i midten. Billedet på væggen er af billedkunstner Balder Olrik.

For 10 år siden, i 2004, flyttede Vibeke Wilson-Thun og hendes mand Thomas ind i det 450 kvm store historiske hus i Rungsted, der er døbt ”Ved Højene”. Tegnet i nyklassicistisk stil af arkitekt Georg Jacobsen og i 1925 bygget til en tobaksgrosserer. Senere hen købte rejsekongen Simon Spies villaen, og her forstod han at forene sit private liv med det professionelle ved at have kontor i stueetagen og ”morgendamer” boende på 1. sal.

Familien Wilson-Thun, som også består af sønnerne Frederik, Christian og Jacob, er femte ejere af det spændende hus.

Deltag også i julequizzen

Forud for købet i 2003 og indflytningen året efter stod 12 måneder med håndværkere samt en større renovering. Gulve blev lakeret mørke, lofter, stuk, vægge og vinduer blev sat i stand og malet hvide. Alt med respekt for det oprindelige. Udvendigt er alle fuger i murene fornyet, og den flotte facade er filset op i en lækker sandfarvet tone, så de originale sten diskret fremstår. Som et raffineret modspil til de sortglaserede teglsten.

Udlandsrejse inspirerer

Køkken og badeværelser er også blevet moderniseret og funktionaliseret i minimalistisk stil, med marokkansk inspiration.

Den imponerende hall med dobbelt loftshøjde og en stor lanterne hængende ned fra en kuppel øverst i taget. Fra 1. sal er der et flot vue ned over rummet med stukornamenter, hvælvinger, en burmesisk Buddha og masser af levende lys i lanterner.

»Det er mig, der har stået for den overordnede renovering og indretning. Den helt store opgave har helt klart været hallen, som jeg blev inspireret til efter et fantastisk besøg i Det Røde Fort i Delhi i Indien,« lyder det fra Vibeke.

Det var en opgave, der faldt hende meget naturligt, da hun til dagligt arbejder med bolig og indretning i sit firma Wilson-Thun. Et koncept med håndvævede og håndknyttede tæppekollektioner af de bedste materialer. Tæpperne, som hun selv designer, kommer fra Marokko og Nepal, og Wilson-Thun samarbejder med tibetanske flygtninge og støtter Tibetan Children Village i Dharamsala.

»Wilson-Thun fremstiller tæpper, som gør en forskel – både for dem, der køber dem, og for dem, der fremstiller dem. Det er en god følelse,« kommer det fra Vibeke.

Flere af de langluvede, sort-hvide, mønstrede berbertæpper er at se i boligen. De harmonerer fint med stilen, hun har hentet inspiration til på sine mange rejser til Tibet, Burma, Nepal, Indien, Marokko og i Østen generelt.

»Antikke lakmøbler fra Kina, i form af skabe, borde, kister og kommoder, er iøjnefaldende, stramme og ret simple i deres udformning. Det synes jeg, giver et godt modspil til de bløde hvide sofaer, tekstiler og mange antikke samlinger og personlige rejseminder, vi har,« fortæller designeren.

Pejs og udgang til haven

Underetagen byder på en stor stue med pejs, en mindre pejsestue med udgang til haven, spisestue og køkken. 1. sal rummer kontor, sønnernes værelser, gæsteværelse, et par badeværelser samt parret eget soveværelse.

Farveholdningen og stilen, vi bliver mødt med i hallen, er gennemgående for hele den imponerende villa. To forskellige verdener mødes og skaber på den måde et forbindende led og en harmonisk stemning mellem møbler, kunst og antikviteter på etagerne.

Bøger og blade ligger fremme på sofabordet eller arkiveres i de kinesiske glasvetriner.

»Det er et stort hus med mange rum, og det kræver mange store møbler. Det er det samme med malerier, kunst og krukker. De skal have en vis størrelse, før de ses. Vi er især meget glade for billedkunstneren Balder Olriks markante billeder.«

Klar farveholdning

Til jul går de varme brune, vinrøde og lilla toner igen i de naturlige dekorationer, som Vibeke kreerer. Og skønt ser det da også ud med de store gamle franske sandstenspotter midt på spisebordet fyldt med røde granatæbler og kogler. I hallen har hun gavmildt dekoreret med sydlandske granatæbler, og cedertræet i spisestuen er pyntet med de fineste sølvblade. Store pinjekogler glimter med sølvglimmer under katolske glaskupler på stuebordet.

Ro og klare rammer

»Kogler, granatæbler i forskellige sorter, glimmer, sølv og cedertræ samt masser af stemningsfulde levende lys, synes jeg, passer godt ind i disse rammer. Julen skal falde fint og lødigt ind. Den skal ikke være prangende og anmassende,« kommer det fra husets frue.

I hallen bliver man i december budt velkommen af to store gamle sandstenkrukker fyldt med dejlige røde granatæbler, bland meget andet smukt for øjet.

December måned fejres på helt traditionel vis med familie og venner til gløgg og hjemmebagte æbleskiver, julefrokoster og friske gåture i skoven. Helligdagene nydes ofte i det stille med en god bog foran pejsen.

Læser du med fra mobilen, så se flere billeder her.

Adresser
Wilson-thun.com
Tinekhome.com
Balderolrik.dk
Fildefer.dk
Flos.dk
Boligogbrocante.dk
Casashop.dk
1000chairs.com
defireaarstider-home.dk

Stentrappen, der lyses stemningsfuldt op af masser af små stearinlys i fyrfadsstager, fører fra hallen op til 1. sal med kontor og værelser. Den store antikke lerkrukke er fra 1800-tallet og købt i Green Square.
Med Balder Olriks imponerende maleri som baggrund er det oplagt at dække julebordet i samme stemningsmættede toner.
Hvide flydesofaer og bløde lænestole dominerer den store stue. Her ses samlingen af gamle turkise lerfigurer, kopier fra Kongernes Dal fra Egypten.
Midt på bordet står to store gamle franske sandstenskrukker fra Fil de Fer fyldt med kogler og små bordeauxfarvede granatæbler. Zinklåg og stager er fra Tage Andersen. De vinrøde glas er fra Vibekes bedsteforældre.
En sølvbakke i køkkenet er fyldt med muldvarpegrå velourhjerter fra Tine K Home, små brune kogler og granatæbler. De antikke sølvstager er arv fra bedsteforældre.