Sort træ og rå beton i det store familiekøkken
God plads, praktisk indretning og utraditionelle materialer er nøgleordene i dette køkken, der er indrettet, så dagligdagen bliver så let som mulig for en familie med to børn.
32 skuffer, syv skabe, et viktualierum og et køkkenbord på 7 m.
Det er ikke plads, der mangler i Cathrine og Franks køkken i deres nybyggede hus, som de tog i brug i slutningen af 2013. Men spørger man Cathrine, er det ikke en eneste skuffe for meget. Hun nyder hver dag den luksus det er, at hver ting – hvad enten det er plasticposer, paletknive eller gavepapir - nu har sin egen skuffe.
LÆS OGSÅ: Valg af køkkenelementer
Det er anden gang på under 15 år, at parret bygger hus. Da de skulle indrette køkkenet i deres nye hus, havde de derfor en del både gode og dårlige erfaringer med i bagagen fra det første byggeri.
Sammen med arkitekten ville de gerne skabe et lyst, åbent og venligt køkken og samtidig finde anderledes løsninger end de mere gængse. At der skulle være plads og godt med albuerum var dog essentielt.
Læser du med fra mobilen? Se flere billeder her
»Både min mand og jeg har store familier, så der skal være plads til et stort bord, som alle kan sidde omkring. Men rummet må på den anden side heller ikke virke for voldsomt, når vi bare er os selv til daglig,« fortæller Cathrine.
Et andet must for hende var, at nok skulle køkkenet være åbent, men der skulle også være et mere lukket område, hvor hun uforstyrret kunne rode, bakse med gryder og pander og hive fade ud og ind af ovnen.
LÆS OGSÅ: 10 gode råd til nyt køkken
»Det irriterer mig, hvis gæster kan følge med i alt, hvad jeg laver. Derfor fik vi det indrettet, så der er frit udsyn til og fra køkkenvasken, når vi står og renser grøntsager. Men ved komfuret i den anden ende af køkkenbordet er vi uden for gæsternes synsvinkel,« fortæller Cathrine.
Huset er fuldmuret og står med vandskurede, hvide murstensvægge. Så i stedet for et hvidt køkken, som de først gik efter, faldt valget – efter arkitektens anbefaling - på et mere møbelagtigt køkken i en sort kontrast til alt det hvide. De tog turen rundt til flere køkkenfirmaer i området og fandt det bedste bud hos køkkenfirmaet Schmidts afdeling i Kolding. Samtidig var det også her, de fik den bedste rådgivning og sparring.
Da beslutningen om sortbejdsede egetræsskabe var truffet, besluttede parret at gå all in og også vælge en sort bordplade i sort komposit, der til forveksling ligner skifer, men er mere praktisk.
Selv om den praktiske indretning af køkkenet med plads til et travlt liv med børn har haft højere prioritering end at udstråle tjekket design, er æstetikken dog langtfra blevet glemt. Specielt mikset af materialer er kendetegnende. En effektfuld væg i rå, grå beton markerer fx overgangen mellem køkken og et mindre loungeområde. Arkitektens input blev fulgt:
»Jeg foreslog en rå betonvæg, fordi den passer perfekt til husets formsprog i øvrigt med de robuste og meget ærlige materialer,« siger Allan Lorenzen og hentyder til de vandskurede murstensvægge, det sorte træ og de olierede planker.