26 m2 i moderne compact living
Svenske Felicia Marthe har indrettet sig på kun 26 kvadratmeter – resultatet er både funktionelt og moderne.
Æblet falder ikke langt fra stammen. Og med en far, der er arkitekt, og en mor, der er designer, ligger interessen for bolig og indretning da også lige til for den 22-årige boligblogger Felicia Marthe Stigert.
- Min mor og far har i hvert fald begge været væsentlige inspirationskilder for mig, fortæller hun til iBoligen.dk.
På sin blog Myliving.se giver hun sine bedste indretningstips og deler sine favorit items fra eksklusive brands og lavbudgetskæder.
- Jeg bruger meget tid på at kigge på design og kan også lade mig opsluge af sites med boliger til salg. Her finder jeg ind imellem en eller anden ting, jeg bare må dele, fortæller hun om sin store passion.
Felicia Marthe, der bor i Vällingbyvägen vest for Stockholm, bruger også sine evner inden for indretning i sin egen lejlighed, som hun overtog sidste sommer.
- Jeg begyndte faktisk at indrette den og købe møbler allerede et år inden, jeg overtog den, fortæller hun.
Lejligheden består af et stort rum, en gang og et lille badeværelse og er kun 26 kvadratmeter. Felicia Marthe er derfor også blevet ekspert i compact living.
- Da jeg havde skrevet under på købsaftalen, brugte jeg mange timer på at lave skitser og tegninger – det blev hurtigt til en af mine største interesser, siger hun.
Felicia Marthe har da også udnyttet den trange plads til UG. Blandt andet har hun hævet sengen og brugt pladsen under til opbevaring. Ved siden af har hun indrettet et lille hyggeligt sofahjørne, ligesom hun ved køkkenafdelingen har fundet plads til et lille højt spisebord med plads til to.
LÆS OGSÅ: Boligblogger: Rene linjer og små hyggekroge
De fleste møbler har hun holdt i hvid for ikke at tynge de få kvadratmeter, og for at bløde det hvide op har hun tilsat forskellige items i metaller og sarte farver.
- Min stil er nok meget skandinavisk, men med påvirkninger fra Mellemøsten. Pasteller, metaller og naturlige materialer er et tilbagevendende tema, når jeg indretter, fortæller hun.
Felicia Marthe er i sin stil også inspireret af både arkitektur i samfundet og forskellige kunstnere.
- For eksempel kan jeg godt lide den måde, som Roy Lichtenstein og Gustav Klint bruger farver og former på i deres værker, siger hun.
Læser du med fra mobilen, så se flere billeder her
Se flere billeder af lejligheden på iboligen.dk